BREAKING: Kvinden er mig.

Jeg har ikke fulgt med i den sidste uges genspilning af den gamle traver om, om man må sige eller skrive “neger” og “hottentot”, for der plejer sjældent at være nyt under solen. Har du hørt én af debatterne, har du derfor hørt dem alle.

Denne gang er der pustet liv i snakken, fordi Gyldendal har besluttet at trykke en samleudgave af Halfdan Rasmussens rim og remser, hvor rim med “neger” og “hottentot” er taget ud. Otte styks rim i alt er røget på den konto.

Det huer ikke Halfdan Rasmussens børn eller børnene til Ib Spang Olsen, der har illustreret bøgerne. Ifølge TV2´s afstemning og Facebook tråde huer det heller ikke største delen af befolkningen, eller ihvertfald den del af befolkningen, der gider at bruge tid på Facebook debatter og polls.

Jeg havde ingen intentioner om at bruge tid på denne runde af den famøse debat, men da Kulturmagasinet AK24syv på Radio24syv ringede, valgte jeg alligevel at slå vejen forbi og give mit besyv med.

Du kan lytte med her: https://www.24syv.dk/programmer/et-skud-ak/52215450/breaking-en-kvinde-er-enig-med?start=0

Anti-racistisk børneopdragelse Talk Town dialogarrangement.

Hvordan taler vi med børn om kulturforskelle og -ligheder?
Hvordan kommer stereotyper og (manglende) repræsentation til udtryk i børnehøjde?
Og allervigtigst, hvad kan vi gøre ved det?

Som en del af Talk Town*, deltager jeg i en dialog om anti-racistisk børneopdragelse nu på fredag. (Jeg skal vidst blive bedre til at melde ud i god tid!). Ud over jeg deltager også jurist og debattør Natasha Al-Hariri, kultursociolog og forfatter til “Nour og Noras første dag i børnehave” Camilla Kaj Paulsen og Gry Arendse Voss, der er kurator for Roskilde Festivals Talk program, modererer samtalen.

Kom og tal med!

Dato: Fredag d. 10. maj kl. 14.00 – 16.00
Sted: Warehouse9, Halmtorvet 11A-F, 1700 København V
Facebook begivenhed

*Talk Town er en samtalefestival om køn, ligestilling og feminisme, der afholdes fra d. 9.-11. maj 2019 på Onkel Dannys Plads i København.

Jeg troede, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke!

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Stram kurs har fået skrabet nok vælgererklæringer sammen til at kunne blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Min mand har altid sagt, at den dag ville komme, hvor det ikke betyder noget, om vi har levet hele vores liv i Danmark, at vi har dansk statsborgerskab, vores børn er født her og vi føler os danske, for vores følelse af danskhed og vores danske papirer vil altid kun være til låns. Vi vil altid kunne spores tilbage til et oprindelsessted, og derfor potentielt kunne sendes tilbage – tilbage hvor vi kommer fra.

Intet har kunnet pisse mig mere af, end når vi har diskuteret lige netop det. Og jeg har afslået det med, at der er regler og love, der beskytter os som minoritet, skulle vi en dag ende der. I lørdags fik Stram kurs med 20.109 støttere, potentielt er der vel flere derude, bag sig, der går ind for, at mit statsborgerskab skal annulleres og støtter op om etnisk udrensning! I lørdags kom vi et skridt tættere på en virkelighed, der burde være uvirkelig og ikke-realiserbar, men taget den offentlige debat, snakken om øer, alle stramningerne og de umenneskelige forhold på udrejsecentrene, der virkelig skal vise os, at Danmark ikke har plads til flere mennesker som mig, flygtninge, i betragtning, alligevel er kommet dét tættere på.

******

Jeg prøver altid at holde mig lidt væk fra de dårlige nyheder. Negative nyheder får for meget opmærksomhed, og jeg bliver påvirket af dem. Jeg har derfor hørt om Rasmus Paludans´ videoer, og læst om hans provokationer, men jeg har ikke set én eneste af hans videoer. Et bevidst valg, da jeg ikke ønsker at give ham opmærksomhed. Jeg har tænkt, at han skulle ties væk. Det tætteste jeg er kommet på at se hans videoer, var de brudstykker der blev vist i sidste uge, da DR sendte dokumentaren “Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde”. Dokumentaren så jeg kun, fordi den havde med børnene at gøre, men på de klip de viste, hvor han enten står og demonstrere eller taler med børn, kunne jeg mærke både forargelse og vrede stille og roligt sitre inden i.

Jeg har derfor forsøgt at ignorere ham. Det holdt lige ind til, at min 10-årige datter for nogle måneder siden kom hjem og fortalte, at der fandtes en mand på Youtube, der siger en masse grimme ting om muslimer, om de fremmede, at de skal smides ud etc. Det var der børn fra klassen, der havde fortalt. Hun spurgte, om det han sagde, også gjaldt os, og om hun måtte se et billede af ham, da hun ikke selv havde set hans videoer.

For nyligt meldte han så sin ankomst i nærheden af, hvor vi bor. Det fandt jeg ud af, da hun spurgte, om hun måtte tage derover. Hun ville rigtig gerne se ham, og lovede at hun nok skulle holde sig på afstand. Desuden var der nogle fra klassen, der skulle der hen. Én af drengene ville der over for at fortælle ham, Rasmus Paludan, at han er en dum racist, og en af pigerne fortalte de andre, at hendes mor fra var bange for, at det ville ende i skyderier. Jeg fortalte min datter, at hun på ingen måde, måtte komme der over, og jeg fortalte hende hvorfor: At han bevidst opsøger dem, han ikke kan lide for at sprede had, frygt og fordomme, der gør folk sure og kede af det, og når de så reagerer, så bruger han det som et “bevis” på, at det han siger er rigtigt. Det bedste man derfor kan gøre er slet ikke at dukke op. Man skal bare ignorere ham, fortalte jeg hende.

******

Men som tiden går, er det gået op for mig, at selvom jeg har kunnet filtrere Stram Kurs og Rasmus Paludan ude af min bevidsthed, så har mit barn ikke det samme filter. Hun kan ikke navigere uden om ham på samme måde, som jeg kan. Mine drenge på 3 og 4 år har jeg tænkt, godt vil kunne, men ikke min 10-årige datter, der som de fleste på hendes alder er udstyret med en smart-phone. Jeg vidste derfor, det kun er et spørgsmål om tid, før hun finder vej til videoerne og hadet selv.
Vi har nemlig ofte oplevet, at hun kommer hjem fra en dag i skole og frit og er fuldt opdateret på begivenheder der sker både indenrigs og udenrigs, selvom vi sjældent ser “voksen-tv” her hjemme, eller taler om samme i foran børnene. Det har derfor ikke været os, der har eksponeret hende for dem. Hun bliver opdateret dels i klassen med lærerne, når de for eksempel ser Ultra Nyt, dels i skolegården med kammeraterne, der ikke alle i samme grad er blevet garderet mod de voksnes nyhedsstrømme .

De seneste måneder har vi derfor snakket en del om Rasmus Paludan, hans holdninger og hans måde at demonstrere dem på og blev enige om, at den slags ikke er værd at bruge sin tid online på. Igen, velvidende om, at det kun var et spørgsmål om tid. For langt de fleste der ser hans videoer er børn og unge. Børn og unge der bliver hængende for underholdningen og forargelsens skyld for at se, hvad næste stunt bliver… og det næste… og det næste.

Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg!

I lørdags blev det så min 4-årige søns tur. Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg! En tur ned på legepladsen var hvad der skulle til. For heller ikke dér kan børn slippe for den allestedsnærværende Rasmus Paludan! Nede i gården så han en video fra urolighederne på Nørrebro med nogle af de andre nabobørn, inklusiv hans storsøster.

Han kom farende ind ad døren, lige akkurat som jeg havde sat nedenstående plakat op i vores trappe gang. Plakaten er fra 2002 og er en reaktion fra kunstnergruppen Superflex på den tiltagende hårde tone i offentligheden, når debatten kom til udlændinge og integration – noget der ihvertfald ikke er blevet mildere siden da. Plakaten er en gave fra en veninde, og vi har haft den liggende længe. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor den skulle placeres i vores hjem, såvel som mentalt – for er jeg modtager eller afsender på den? Men da jeg lørdag morgen vågnede til nyheden om, at Stram Kurs var blevet opstillingsberettiget følte jeg, at nu var det rette tidspunkt, at den kom op.


Mens jeg stadig stod på trappen, kom min dreng hjem. Helt oppe at køre over, hvad han havde set på videoen – tumult, råb, raketter, grimt sprog og had. Han kunne ikke lade være med at gentage alle de grimme ting han havde hørt, han gentog Rasmus Paludans´ navn om og om igen, og snakkede om, at han sendte folk ud i rummet med raketter. Ud af vinduet spurgte han vores underbo, om han kendte Rasmus Paludan, der svarede ham, at Paludan ikke var rask i hovedet. Min søn pegede derefter over til genboen og sagde: “Jeg tror, det er ham dér. Han er lidt mærkelig”. Et kæmpe misk mask af eufori, over at have set noget så vildt, og samtidig ikke kunne forstå noget af det.

******

Jeg mindes ikke, at jeg som barn, har haft snakke med mine forældre om racisme eller oplevet, at de har skulle sige fra over for andre mennesker, når vi var ude. Om det skyldes, at de aldrig har oplevet noget, at de ikke opfattede det eller måske helt ignorerede det, ved jeg ikke, men jeg husker det ihvertfald ikke. Til gengæld har jeg talt med min ældste om racisme flere gange. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke kan komme uden om det.

Det har derfor hele tiden skurret lidt i mig, når jeg har fortalt min datter, at det bedste vi kan gøre er at ignorere ham, når jeg ellers har gjort en dyd ud af at kommentere, vise utilfredshed eller decideret svare igen, når vi har været vidne til eller genstand for kommentarer eller opførsel, der ikke var okay – for at lære hende fra barnsben af, at man ikke skal finde sig i hvad som helst, og for at vise hende, at det er okay, at sige fra.

Efter urolighederne på Nørrebro, hvor en gruppe unge reagerede på hans provokationer, der genererede en del omtale i medierne – ikke af Paludans handlinger, men de unges – får de unge nu skylden for, at Stram Kurs har fået vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget. En årsagsforklaring så belejlig, at den fritager enhver at skulle granske sig selv, sin position, sit ansvar og mulige bidrag til opretholdelse eller nedbrydelse af status quo.

Samstødende og den efterfølgende mediedækningen har også fået mig til at genoverveje, om det mest hensigtsmæssige virkelig er, at vi bare skal ignorere Rasmus Paludan og det had han spreder. Et had han får lov at sprede uimodsagt. For det mest belejlige vi kan finde på at gøre er at ignorere ham. Lige ind til, at dem der virkelig ikke kan ignorere ham, dem som lader sig rive med af den sitrende vrede, han tænder inde i én, og dem som kun taler voldens sprog, fordi de ikke har lært andet, reagerer. Så kan vi fortsat ignorere ham og istedet reagere på dem, der ikke kunne lade være.

Jeg troede virkelig, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke! Det kan jeg ikke, lige meget, hvor meget jeg vil, så længe mine børn er eksponeret for ham. Det værste er dog, at jeg ikke kan beskytte mine børn mod ham og hadet han spreder.

Ihvertfald ikke alene.

Jeg og mine børn har brug for at vide, at vi ikke står alene. At folk ikke vender det blinde øje til, men tager bladet for munden og siger stop. At de, som ikke bliver ramt på samme følelsesmæssige måde og som Rasmus Paludan betragter som sine egne, viser noget mod og giver modstand. At de går imod og modargumenterer ham, så ham og hans ligesindede ser, at stilheden hidtil ikke er lig med accept – og jeg ligeledes kan fortælle mig selv og mine børn det samme.

Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

Jeg har skrevet et bidrag til en bog!

Se lige, hvad der er landet her frisk fra trykken!
45011821_497303740678007_2308008231076626432_n
Fredag d. 9. november udkommer bogen BRUN (billede foroven) på forlaget Høst & Søn/ROSINANTE & CO. Bogen består af 13 vidt forskellige bidrag, hvoraf jeg har skrevet det ene. (haaay, er jeg så forfatter nu?!).
Beskrivelsen af bogen lyder således:
“Bogen er en antologi, der handler om at være anderledes. Fremmed. Måske indvandrer eller adoptivbarn. Men den handler også om det, man er ud over at være fremmed, og om det, man kan slås med, som måske/måske ikke knytter sig til ens hudfarve.
Missionen med Brun har været at give en stemme til dem, der ofte bliver overhørt, og en bog til dem, der ikke så ofte hører om sig selv. Hvad vil det sige at være brun, og hvad vil det ikke nødvendigvis sige at være brun?
Forfatterne kommer fra alle dele af det danske kulturliv: Der er skønlitterære forfattere, studerende og debattører i alle nuancer fra hvid til mørkebrun. Fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Grønland. Alle har fået helt frie hænder.”
Mit bidrag til bogen har jeg kaldt “Brune forældrestrabadser”. Det hedder det, da jeg har skrevet det med udgangspunkt i mit forældreskab – et forældreskab, der på mange måder er helt det samme som størstedelen af forældreskaber i Danmark, men som også på nogle punkter skiller sig ud i og med at mit og mine børns udseende og vores minoritetsetniske position også er en faktor, der spiller ind på min rolle som forælder.
45100757_1883212875089160_7479096396730073088_n
På baggrund af mit bidrag er jeg på torsdag d. 1. november inviteret i Radio 24/7s program “Forældreintra” sammen med Rebecca Bach-Lauritsen, der også har skrevet et bidrag til bogen der omhandler børn og forældreskab og den 8. november er jeg inviteret i Go´ aften Danmark med Zakija Ajmi, der er initiativtager, har redigeret og ligeldes bidraget til bogen. Spændende, men også lidt nervepirrende dage, jeg går i møde!
Jeg er spændt på at se, hvordan Brun bliver taget imod, men for nu, der glæder jeg mig til at læse bogen i dens helhed!
Forfattterliste: Zakiya Ajmi, Kristina Aamand, Rebecca Bach-Lauritsen, Sarah Engell, Dennis Glintborg, Nassrin El Halawani, Niviaq Korneliussen, Lucia Odoom, Tobias Rahim, Tara Skadegård Thorsen, Jens Phillip Yazdani og illustreret af Fei Huang.

Mangfoldighed: Hvem har ansvaret?

I går aftes var Camilla Kaj Paulsen og jeg til forfatter aften hos Aage og Agnes Bøger i Sydhavnen (den hyggeligste lille boghandel!) for at tale om Børnebogen om Nour og Nora, som Camilla har skrevet, og mangfoldighed i børnelitteratur, ikke mindst vigtigheden her af.

Sammen med de fremmødte kom vi vidt omkring, og snakken faldt b.la også på pædagoger og lærer, hvilket ansvar sådanne professioner fører med sig, og ikke mindst, hvordan disse fagrupper fagligt kan rustes til at skabe institutioner der er inkluderende, og ikke – ubevidst og stik imod intentionen – kommer til at opretholde praksisser der ender med at virke ekskluderende for de etniske minoritetsbørn- og unge.

Her til aften dukkede nedenstående tråd fra den største facebook gruppe for pædagoger og pædagogisk personale op i mit feed. Trådstarter efterspørger en alternativ måde at synge om farven gul på i børnesangen “Se min kjole”, da hun ikke længere har lyst til at bruge gul farve til at beskrive en kineser.

Ingen tråde kan på så kort tid få så mange kommentarer i den gruppe, som tråde der omhandler etniske minoriteter – og langt de fleste kommentarer er sjældent hverken saglige eller fagligt funderede. Denne tråd er ikke den værste, men heller ikke den mest opløftende.

I går blev vi spurgt, hvor vi ville sætte ind, hvis vi havde magten til at bestemme. Mit svar var mere og grundigere viden hos lærere og pædagoger, og en af de fremmødte supplerede en større kobling mellem teori og praksis.

Nedenstående tråd synes jeg fint illustrerer disse pointer, men læs og bedøm selv. Hvad tænker du om tråden? Hvem har ansvaret?

Facebook tråd: “Hvad synger I om farven gul, i “Se min kjole”?”

Brun & Dansk fylder 1 år i dag!

Brun & Dansk fylder 1 år i dag! Jeg synes ellers ikke, at det er sååå længe siden, jeg sad i mine forældres sofa og trykkede “publicér” på mit allerførste indlæg, der fik navn efter bloggen, nemlig “Brun & Dansk” – en blog bliver til!

I dag, som for et år siden, sidder jeg igen i mine forældres sofa, skriver og reflekterer tilbage på det første år som blogger. Da jeg startede med at skrive på bloggen, havde jeg en overordnet idé om, hvad og hvordan bloggen skulle tage sig ud, men da jeg aldrig rigtig har fulgt nogle blogge, og derfor ikke vidste “hvordan man gør”, så har jeg prøvet mig frem med, hvad der føltes godt – og ikke mindst var overskueligt – for mig.

16 indlæg er det derfor blevet til på det første år. 16 forskellige indlæg, der dog alle kredser om det samme udgangspunkt; dét minoritetsetniske perspektiv, og mere specifikt, mit minoritetsetniske perspektiv som borger med afrikanske rødder i Danmark.

Det har været, og er stadig, en læreproces for mig, at finde ud af om hvad, hvor meget og hvor ofte jeg har lyst til eller bør skrive. Jeg skriver egentlig mindre, end hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville gøre, men mellem arbejde, hverdag og et familieliv med tre børn kommer computeren først frem på de sene aftentimer og dér, indrømmet, er jeg ofte så træt, at mine øjne begynder at glide i, før jeg har nået at skrive den første linje. En hel masse kladder er det derfor blevet til, som jeg tænker en dag vil modnes og på et tidspunkt, lidt hen ad vejen, vil blive til hele indlæg.

De 16 indlæg det er blevet til, har jeg dog fået så fin en respons på af jer, der læser med og andre der tilfældigt falder over min blog, at de bekymringer jeg havde i starten over at dele mine tanker og levede erfaringer som minoritetsetnisk borger med den vide verden er blevet gjort til skamme. Mine indlæg har ført mig vidt omkring til debat- og dialogarrangementer, interviews og invitation til at skrive et bidrag til en bog. Jeg har fået henvendelser fra forældre, forskellige foreninger og ikke mindst skoleelever i forbindelse med skoleprojekter, som ville vide mere om brune danskeres tanker og erfaringer med racisme, diskrimination og det at være minoritetsborger i det hele taget.

Nogle gange har manglende tid været skyld i, at jeg ikke har kunnet vende tilbage på alle henvendelser. Jeg har læst dem alle(!) og gør mit bedste for at vende tilbage på alle, men nogle er glippet i farten og det er jeg ked af, da jeres respons og lyst til at indgå i dialog er noget, jeg sætter stor pris på! For dialogen var det jeg oprindeligt ville med bloggen. Skabe et rum, hvor mine erfaringer og refleksioner fik plads, samtidig med at det gav rum for indblik og dialog.

Så her på Brun & Dansks 1 års dag skal der lyde et stort TAK! Tak for interessen og for samtalen online såvel som offline!

De bedste hilsner,

Mary.