Video: Hvor kommer du fra?

Videoklip fra dialogarrangement om anti-racistisk børneopdragelse

På Talk Town i maj måned deltog jeg i et dialogarrangement, der handlede om anti-racistisk børneopdragelse. I panelet sad Camilla Kaj Paulsen, Natasha Al-Hariri og jeg, og samtalen blev modereret af Gry Arendse Voss.

Én sætning der altid dukker op, når vi taler om, eller på anden måde har med tilhørsforhold og etniske minoriteter at gøre i Danmark, er frasen: “Hvor kommer du fra?”. For mange anses det som et almindeligt og neutralt spørgsmål, hvis funktion først og fremmest er en nem icebreaker mellem mennesker, der mødes første gang; et spørgsmål der grundlæggende skal demonstrere imødekommenhed og nysgerrighed fra spørgerens side.

For den der bliver spurgt, er der dog som oftest flere betydningslag forbundet med spørgsmålet, der rækker langt ud over spørgerens velmenende intention. Jeg har tidligere adresseret “Hvor kommer du fra? – spørgsmålet og de følgevirkninger det kan have på én som etnisk minoritetsdansker at skulle forholde sig til, tilsyneladende, at komme et andet sted fra end der, hvor man har hjemme udelukkende baseret på ens mørke(re) hudfarve b.la via dette digt.

Hører til sjældenhederne

Jeg har boet i Danmark i 33 år ud af mine 35 leveår. I alle disse år har jeg skulle svare på, hvor jeg kom fra, selvom det eneste jeg reelt husker er, at jeg har boet i Danmark hele mit liv. Et spørgsmål som “Hvor kommer du fra?” kommer også sjældent alene. På trods af mine mange år i Danmark, og de gange jeg har besøgt Eritrea kan tælles på én hånd, forventes det, at jeg alligevel kan svare på alle spørgsmål angående Eritreas sprog, kultur, historie og natur.

Igennem mine 33 år i Danmark er jeg blevet spurgt så mange gange, hvor jeg ikke kommer fra, at den éne gang, hvor jeg blev spurgt om jeg var udlænding gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg lavede et facebook opslag om det.

“Er du udlænding?”

Det er præcist 6 år siden, jeg blev stillet spørgsmålet: “Er du udlænding?”. Det er også den eneste gang jeg er blevet spurgt sådan, og jeg har ikke hørt det siden. Da damen spurgte mig, anede jeg derfor heller ikke, hvad eller hvordan jeg skulle svare hende, men det var rart for en gangs skyld at blive spurgt “med omvendt fortegn” om jeg hører til.

Det hører dog til sjældenhederne, at blive spurgt på den måde. I dag såvel som dengang er det nu engang “hvor kommer du fra?”, der endnu optager folks nysgerrighed; selv når det kommer til børn født og opvokset i Danmark. Med andre ord, så er det for mine børn på samme måde som det var, og stadig er, for mig igennem de sidste 33 år.

Til Talk Town arrangementet blev “Hvor kommer du fra?” derfor naturligvis også vendt, og på videoklippet kan du høre Natasha, Camilla og jeg fortælle om hver vores oplevelser med vores børn i forhold til lige netop det spørgsmål.

SE VIDEO HER!

Det kan godt være, du ikke er racist, men..

Der er faktisk et “men”, der gør en stor forskel, så inden du begynder at himle med øjnene og klikker dig videre ud i cyberspace er mit håb, at du alligevel lige læser ned til sidste punktum, så du (forhåbentligt) kan forstå det men bedre..

For sandheden er, jeg har forstået dig. Jeg har forstået, du ikke er racist. Jeg har forstået tiden var en anden, da du voksede op. Har forstået din nostalgi, de gode minder med højtlæsning af mor og din angst for at give slip på noget, du føler, du har fået ind med modermælken.

Jeg har forstået dig.

Derfor har jeg smilt akavet til dig og ladet som ingen ting, når du overtræder mine grænser. Jeg har ignoreret dig, når du laver jokes, kommer med trælse kommentarer, provokerer eller sårer mig. Også når jeg ved, at du selv er klar over, hvad det er, du har gang i.

Selv dér!

Og det er her vi er. Igen, igen.

Debatten ruller, og vi har alle deja-vu, for Gyldendal har udgivet en udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor otte rim der indeholder ordene “neger”, “gul kineser” og “hottentot” er udeladt. Begrundelsen lyder, at tiden har ændret sig, ordene er forældede og bøgerne er for børn. Det skal derfor være muligt, at kunne vælge en udgave af bogen uden nedsættende og krænkende ord. Hver gang debatten blusser op igen, bliver grænserne trukket skarpt op, og det hele kommer til at handle om, om man må sige “neger” eller ej.

Ja. Nej. Enten – Eller. Sort. Hvidt. Og slutteligt noget med, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så..

Vi mangler nuancerne!

Må man nu ikke længere sige..

Selvom det altid ender med en “må man, må man ikke” diskussion, så handler det ikke kun om, hvorvidt du må bruge det ene eller det andet ord. Det handler om andet og meget mere end hvor grænsen går for, hvad du må sige. Det handler om magtforhold, definitionsmagt og repræsentation. Det handler om, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og de næste generationer. I tilfældet med Halfdans bog med børnerim, handler det om børnebøgers funktion og hvordan vi bruger dem. Altså, om meget mere end din individuelle trang til fastholdelse af ordet “neger”.

I denne omgang er katalysatoren for den gamle travers opblussen Halfdan Rasmussens samling af børnerim. En bog der er henvendt førskolebørn. De fleste der mener, det er utilstedeligt at redigere ordene ud argumenterer, at man, når man læser højt fra rimene, kan benytte momentet til at fortælle om fortiden og fortælle børnene, at “sådan siger man ikke længere”. Men lad os være realistiske; de fleste der læser for de 3-6 årige læser med den hyggelige stund og nærvær, med undersøgelse af sprogets finurligheder og samtalen i fokus, ikke med tanken om at give en lektion i dansk koloni- og slavehistorie. Det gælder forældre såvel som pædagogerne i børnehaven. Den manglende viden om Danmarks mørke fortid som slavenation, samt erkendelse af fortidens indvirkning på nutiden kombineret med den store modstand fra majoritetsdanmark gør det ligeledes svært at forestille sig, at selvsamme mennesker selv vil eksekvere, hvad de prædiker kunne være løsningen imod redigering af børnebøgerne, hvilket blot får argumentet til at virke tomt.

Det er jo bare et ord!

Jeg hører det gang på gang. “Det er jo bare et ord!”. Og ja, det siger du, men du støder heller ikke på ordet, med mindre du selv bruger det. Og du er jo et godt menneske, der ikke mener noget ondt med det. Derfor kan det ikke være ondt.. Forskellen er dog, at du har et valg. Du kan vælge at bruge det. Eller du kan vælge at lade være. Jeg har ikke et valg, og har bestemt ikke valgt, at det skal bruges hverken om eller imod mig. Det samme gør sig gældende for ca. 9 ud af 10 danskere med afrikansk baggrund i Danmark. 9 ud af 10!

Alligevel har jeg hørt det i børnehaven, i skolen og i gården. På gaden, i butikken og ved busstoppestedet. I taxaen, på gymnasiet, hos venner, hos venners forældre, blandt kollegaer og til middagsselskaber. I bøger, på nettet, i radioen og på tv.

Lige meget hvad din intention har været, om det har været velmenende eller med fuldt overlæg, så har det enten gjort mig akavet til mode, såret mig eller gjort mig vred. For med ét gør du mig til ingenting. Sletter mit navn, min personlighed, min historie og min værdi som menneske, når du reducerer mig til “neger”.

Og det ord er bare én måde at gøre det på: Sorte svin, beskidt, abekat, abelydende og banan-jokes. Samligning med dyr, med vildskab, knogler gennem næsen og overdrevne træk. Lav intelligens, lalleglad, dansende og uden substans, uden dybde, uden navn og uden historie er andre måder at gøre det på, men de er alle sammenflettet med ideen om “neger”. Har du hørt nogle af de ovenstående beskrivelser før? Lyder de bekendt? Vi har alle hørt dem! For det er den herskende måde, hvorpå sorte mennesker er blevet tiltalt og beskrevet op igennem tiden.

Kan du komme i tanke om et tilsvarende ord, der har samme historik og anvendelse rettet mod hvide mennesker? Jeg kan ikke, for det blev opfundet af hvide til at kategorisere, dehumanisere og undertrykke de slavegjorte, som de mente var undermennesker. Da slavetiden ophørte fortsatte brugen af ordet i alle dets former og synonymer til at beskrive sorte mennesker. Direkte eller indirekte. Velmenende eller med overlæg. Det blev opfattet som neutralt. Det kom på tryk og ind i børnebøgerne.

Ord og måder at beskrive sorte mennesker på idag fx som i Halfdan Rasmussens originale rim og remser, er derfor levn fra en racistisk fortid, vi istedet for at reproducere bør arbejde for at afvikle. For i dag såvel som dengang, er de med til at kategorisere og dehumanisere sorte mennesker. Også i børnehøjde.

Glimt fra hverdagen

For nyligt pegede en pige på min venindes datter, og sagde “se mor, der er en neger”. De stod i garderoben nede i børnehaven, hvor også mine sønner går, og pigen der pegede er en af deres børnehavekammerater. Min veninde har rødder i Eritrea som jeg, og hun er derfor mørk i huden. Hendes kæreste, pigens far, er majoritetsetnisk dansk. Min venindes datter er derfor lys i huden, en smule mørkere end gennemsnitsdanskeren, men en hel del lysere end gennemsnitseritreaneren, og så har hun glat leverpostejsfarvet hår med let krøl i enderne. “Undskyld, hvad siger du?”, spurgte min veninde chokeret, og pigen gentog. Moderen blev befippet og forklarede det med, at de læste en bog der hjemme, hvor der stod “neger” i.

De går i børnehave nu, mine drenge og min venindes datter, men inden længe går de i skole, og de kommer til at høre ordet i skolegården. Denne gang bliver det dog ikke længere et uskyldigt udbrud over, at have “fundet Holger”, men et intentionelt ét ment til at såre – underordnet om det er møntet på dem selv eller andre. Dernæst kommer de til at høre det på gaden, på arbejdspladsen og i nattelivet. I direkte eller indirekte tale. Velmenende eller med overlæg. De kommer til at høre det fra fremmede mennesker og fra mennesker de kender, fordi de mennesker har lært, at det er neutralt, selvom det for dem selv, med al sandsynlighed, kommer til at føles grænseoverskridende, provokerende og nedværdigende.

Repræsentation

Vi har derfor brug for repræsentation. Brug for mere nuancerede og mangfoldige fortællinger om mørke mennesker i børne- og ungdomsbøgerne end tilfældet er nu, hvor størstedelen af etniske minoriteter i litteraturen enten er reduceret ned til at passe majoritetens stereotype fortællinger om, hvad det vil sige, at være brun eller blot indgår som biroller uden nogen nævneværdig personkarakteristika.

Vi har brug for repræsentation, for de bøger vi læser for dine og mine børn er med til at sætte ord på deres verden og menneskene omkring dem. De er med til at give dem et sprog at forstå sig selv og hinanden i, og de kan, hvis de er heldige, se sig selv spejlet i det og/eller få viden om andres verden igennem dem. Derfor bør vi introducere dem, dine og mine børn, for historier, der ikke forfalder til dovne, stereotype og kategoriserede fortællinger om minoriteter, mens den hvide majoritet som den eneste forbliver mangeartet og nuanceret.

Men det er svært, for vi har en tendens til at vælge de bøger for vores børn, som vi kender fra da vi selv var små. Den glæde vi oplevede ved visse bøger, ønsker vi med al naturlighed at give videre til vores egne. Halfdan Rasmussens børnerim vækker for mange nostalgiske minder fra da de var børn, hvilket tilfældet nok også er for en stor del af de majoritetsetniske danskere, der de seneste uger har udvist enorm modstand over for Gyldendals beslutning om at udelade de otte rim med “neger” og “hottentot”.

Jeg lagde ud med at sige, jeg har forståe dig, men har du mon forstået, at dit ønske om at fastholde rimene og din insisteren på, “at det bare er ord” har virkelige og mærkbare konsekvenser for de brune minoriteter, du omtaler? Forstået, at selvom du ikke mener noget ondt med det, så er der andre der gør og forstået, at det er urimeligt at bede sorte mennesker om, at skulle skelne mellem dine intentioner fra andres, når resultatet som oftest alligevel er ens; nedværdigende, fremmedgørende og sårende.

Det kan godt være, du ikke er racist, men…

Insisterer du på din ret til at bruge ordet “neger” velvidende, at dem du bruger det om, ikke ønsker det, er du med til at opretholde den strukturelle racisme, der forfordeler dine følelser, ønsker, og interesser fremfor dem det i virkeligheden drejer sig om.

BREAKING: Kvinden er mig.

Jeg har ikke fulgt med i den sidste uges genspilning af den gamle traver om, om man må sige eller skrive “neger” og “hottentot”, for der plejer sjældent at være nyt under solen. Har du hørt én af debatterne, har du derfor hørt dem alle.

Denne gang er der pustet liv i snakken, fordi Gyldendal har besluttet at trykke en samleudgave af Halfdan Rasmussens rim og remser, hvor rim med “neger” og “hottentot” er taget ud. Otte styks rim i alt er røget på den konto.

Det huer ikke Halfdan Rasmussens børn eller børnene til Ib Spang Olsen, der har illustreret bøgerne. Ifølge TV2´s afstemning og Facebook tråde huer det heller ikke største delen af befolkningen, eller ihvertfald den del af befolkningen, der gider at bruge tid på Facebook debatter og polls.

Jeg havde ingen intentioner om at bruge tid på denne runde af den famøse debat, men da Kulturmagasinet AK24syv på Radio24syv ringede, valgte jeg alligevel at slå vejen forbi og give mit besyv med.

Du kan lytte med her: https://www.24syv.dk/programmer/et-skud-ak/52215450/breaking-en-kvinde-er-enig-med?start=0

Anti-racistisk børneopdragelse Talk Town dialogarrangement.

Hvordan taler vi med børn om kulturforskelle og -ligheder?
Hvordan kommer stereotyper og (manglende) repræsentation til udtryk i børnehøjde?
Og allervigtigst, hvad kan vi gøre ved det?

Som en del af Talk Town*, deltager jeg i en dialog om anti-racistisk børneopdragelse nu på fredag. (Jeg skal vidst blive bedre til at melde ud i god tid!). Ud over jeg deltager også jurist og debattør Natasha Al-Hariri, kultursociolog og forfatter til “Nour og Noras første dag i børnehave” Camilla Kaj Paulsen og Gry Arendse Voss, der er kurator for Roskilde Festivals Talk program, modererer samtalen.

Kom og tal med!

Dato: Fredag d. 10. maj kl. 14.00 – 16.00
Sted: Warehouse9, Halmtorvet 11A-F, 1700 København V
Facebook begivenhed

*Talk Town er en samtalefestival om køn, ligestilling og feminisme, der afholdes fra d. 9.-11. maj 2019 på Onkel Dannys Plads i København.

Jeg troede, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke!

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Stram kurs har fået skrabet nok vælgererklæringer sammen til at kunne blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Min mand har altid sagt, at den dag ville komme, hvor det ikke betyder noget, om vi har levet hele vores liv i Danmark, at vi har dansk statsborgerskab, vores børn er født her og vi føler os danske, for vores følelse af danskhed og vores danske papirer vil altid kun være til låns. Vi vil altid kunne spores tilbage til et oprindelsessted, og derfor potentielt kunne sendes tilbage – tilbage hvor vi kommer fra.

Intet har kunnet pisse mig mere af, end når vi har diskuteret lige netop det. Og jeg har afslået det med, at der er regler og love, der beskytter os som minoritet, skulle vi en dag ende der. I lørdags fik Stram kurs med 20.109 støttere, potentielt er der vel flere derude, bag sig, der går ind for, at mit statsborgerskab skal annulleres og støtter op om etnisk udrensning! I lørdags kom vi et skridt tættere på en virkelighed, der burde være uvirkelig og ikke-realiserbar, men taget den offentlige debat, snakken om øer, alle stramningerne og de umenneskelige forhold på udrejsecentrene, der virkelig skal vise os, at Danmark ikke har plads til flere mennesker som mig, flygtninge, i betragtning, alligevel er kommet dét tættere på.

******

Jeg prøver altid at holde mig lidt væk fra de dårlige nyheder. Negative nyheder får for meget opmærksomhed, og jeg bliver påvirket af dem. Jeg har derfor hørt om Rasmus Paludans´ videoer, og læst om hans provokationer, men jeg har ikke set én eneste af hans videoer. Et bevidst valg, da jeg ikke ønsker at give ham opmærksomhed. Jeg har tænkt, at han skulle ties væk. Det tætteste jeg er kommet på at se hans videoer, var de brudstykker der blev vist i sidste uge, da DR sendte dokumentaren “Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde”. Dokumentaren så jeg kun, fordi den havde med børnene at gøre, men på de klip de viste, hvor han enten står og demonstrere eller taler med børn, kunne jeg mærke både forargelse og vrede stille og roligt sitre inden i.

Jeg har derfor forsøgt at ignorere ham. Det holdt lige ind til, at min 10-årige datter for nogle måneder siden kom hjem og fortalte, at der fandtes en mand på Youtube, der siger en masse grimme ting om muslimer, om de fremmede, at de skal smides ud etc. Det var der børn fra klassen, der havde fortalt. Hun spurgte, om det han sagde, også gjaldt os, og om hun måtte se et billede af ham, da hun ikke selv havde set hans videoer.

For nyligt meldte han så sin ankomst i nærheden af, hvor vi bor. Det fandt jeg ud af, da hun spurgte, om hun måtte tage derover. Hun ville rigtig gerne se ham, og lovede at hun nok skulle holde sig på afstand. Desuden var der nogle fra klassen, der skulle der hen. Én af drengene ville der over for at fortælle ham, Rasmus Paludan, at han er en dum racist, og en af pigerne fortalte de andre, at hendes mor fra var bange for, at det ville ende i skyderier. Jeg fortalte min datter, at hun på ingen måde, måtte komme der over, og jeg fortalte hende hvorfor: At han bevidst opsøger dem, han ikke kan lide for at sprede had, frygt og fordomme, der gør folk sure og kede af det, og når de så reagerer, så bruger han det som et “bevis” på, at det han siger er rigtigt. Det bedste man derfor kan gøre er slet ikke at dukke op. Man skal bare ignorere ham, fortalte jeg hende.

******

Men som tiden går, er det gået op for mig, at selvom jeg har kunnet filtrere Stram Kurs og Rasmus Paludan ude af min bevidsthed, så har mit barn ikke det samme filter. Hun kan ikke navigere uden om ham på samme måde, som jeg kan. Mine drenge på 3 og 4 år har jeg tænkt, godt vil kunne, men ikke min 10-årige datter, der som de fleste på hendes alder er udstyret med en smart-phone. Jeg vidste derfor, det kun er et spørgsmål om tid, før hun finder vej til videoerne og hadet selv.
Vi har nemlig ofte oplevet, at hun kommer hjem fra en dag i skole og frit og er fuldt opdateret på begivenheder der sker både indenrigs og udenrigs, selvom vi sjældent ser “voksen-tv” her hjemme, eller taler om samme i foran børnene. Det har derfor ikke været os, der har eksponeret hende for dem. Hun bliver opdateret dels i klassen med lærerne, når de for eksempel ser Ultra Nyt, dels i skolegården med kammeraterne, der ikke alle i samme grad er blevet garderet mod de voksnes nyhedsstrømme .

De seneste måneder har vi derfor snakket en del om Rasmus Paludan, hans holdninger og hans måde at demonstrere dem på og blev enige om, at den slags ikke er værd at bruge sin tid online på. Igen, velvidende om, at det kun var et spørgsmål om tid. For langt de fleste der ser hans videoer er børn og unge. Børn og unge der bliver hængende for underholdningen og forargelsens skyld for at se, hvad næste stunt bliver… og det næste… og det næste.

Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg!

I lørdags blev det så min 4-årige søns tur. Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg! En tur ned på legepladsen var hvad der skulle til. For heller ikke dér kan børn slippe for den allestedsnærværende Rasmus Paludan! Nede i gården så han en video fra urolighederne på Nørrebro med nogle af de andre nabobørn, inklusiv hans storsøster.

Han kom farende ind ad døren, lige akkurat som jeg havde sat nedenstående plakat op i vores trappe gang. Plakaten er fra 2002 og er en reaktion fra kunstnergruppen Superflex på den tiltagende hårde tone i offentligheden, når debatten kom til udlændinge og integration – noget der ihvertfald ikke er blevet mildere siden da. Plakaten er en gave fra en veninde, og vi har haft den liggende længe. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor den skulle placeres i vores hjem, såvel som mentalt – for er jeg modtager eller afsender på den? Men da jeg lørdag morgen vågnede til nyheden om, at Stram Kurs var blevet opstillingsberettiget følte jeg, at nu var det rette tidspunkt, at den kom op.


Mens jeg stadig stod på trappen, kom min dreng hjem. Helt oppe at køre over, hvad han havde set på videoen – tumult, råb, raketter, grimt sprog og had. Han kunne ikke lade være med at gentage alle de grimme ting han havde hørt, han gentog Rasmus Paludans´ navn om og om igen, og snakkede om, at han sendte folk ud i rummet med raketter. Ud af vinduet spurgte han vores underbo, om han kendte Rasmus Paludan, der svarede ham, at Paludan ikke var rask i hovedet. Min søn pegede derefter over til genboen og sagde: “Jeg tror, det er ham dér. Han er lidt mærkelig”. Et kæmpe misk mask af eufori, over at have set noget så vildt, og samtidig ikke kunne forstå noget af det.

******

Jeg mindes ikke, at jeg som barn, har haft snakke med mine forældre om racisme eller oplevet, at de har skulle sige fra over for andre mennesker, når vi var ude. Om det skyldes, at de aldrig har oplevet noget, at de ikke opfattede det eller måske helt ignorerede det, ved jeg ikke, men jeg husker det ihvertfald ikke. Til gengæld har jeg talt med min ældste om racisme flere gange. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke kan komme uden om det.

Det har derfor hele tiden skurret lidt i mig, når jeg har fortalt min datter, at det bedste vi kan gøre er at ignorere ham, når jeg ellers har gjort en dyd ud af at kommentere, vise utilfredshed eller decideret svare igen, når vi har været vidne til eller genstand for kommentarer eller opførsel, der ikke var okay – for at lære hende fra barnsben af, at man ikke skal finde sig i hvad som helst, og for at vise hende, at det er okay, at sige fra.

Efter urolighederne på Nørrebro, hvor en gruppe unge reagerede på hans provokationer, der genererede en del omtale i medierne – ikke af Paludans handlinger, men de unges – får de unge nu skylden for, at Stram Kurs har fået vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget. En årsagsforklaring så belejlig, at den fritager enhver at skulle granske sig selv, sin position, sit ansvar og mulige bidrag til opretholdelse eller nedbrydelse af status quo.

Samstødende og den efterfølgende mediedækningen har også fået mig til at genoverveje, om det mest hensigtsmæssige virkelig er, at vi bare skal ignorere Rasmus Paludan og det had han spreder. Et had han får lov at sprede uimodsagt. For det mest belejlige vi kan finde på at gøre er at ignorere ham. Lige ind til, at dem der virkelig ikke kan ignorere ham, dem som lader sig rive med af den sitrende vrede, han tænder inde i én, og dem som kun taler voldens sprog, fordi de ikke har lært andet, reagerer. Så kan vi fortsat ignorere ham og istedet reagere på dem, der ikke kunne lade være.

Jeg troede virkelig, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke! Det kan jeg ikke, lige meget, hvor meget jeg vil, så længe mine børn er eksponeret for ham. Det værste er dog, at jeg ikke kan beskytte mine børn mod ham og hadet han spreder.

Ihvertfald ikke alene.

Jeg og mine børn har brug for at vide, at vi ikke står alene. At folk ikke vender det blinde øje til, men tager bladet for munden og siger stop. At de, som ikke bliver ramt på samme følelsesmæssige måde og som Rasmus Paludan betragter som sine egne, viser noget mod og giver modstand. At de går imod og modargumenterer ham, så ham og hans ligesindede ser, at stilheden hidtil ikke er lig med accept – og jeg ligeledes kan fortælle mig selv og mine børn det samme.

Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

Jeg har skrevet et bidrag til en bog!

Se lige, hvad der er landet her frisk fra trykken!
45011821_497303740678007_2308008231076626432_n
Fredag d. 9. november udkommer bogen BRUN (billede foroven) på forlaget Høst & Søn/ROSINANTE & CO. Bogen består af 13 vidt forskellige bidrag, hvoraf jeg har skrevet det ene. (haaay, er jeg så forfatter nu?!).
Beskrivelsen af bogen lyder således:
“Bogen er en antologi, der handler om at være anderledes. Fremmed. Måske indvandrer eller adoptivbarn. Men den handler også om det, man er ud over at være fremmed, og om det, man kan slås med, som måske/måske ikke knytter sig til ens hudfarve.
Missionen med Brun har været at give en stemme til dem, der ofte bliver overhørt, og en bog til dem, der ikke så ofte hører om sig selv. Hvad vil det sige at være brun, og hvad vil det ikke nødvendigvis sige at være brun?
Forfatterne kommer fra alle dele af det danske kulturliv: Der er skønlitterære forfattere, studerende og debattører i alle nuancer fra hvid til mørkebrun. Fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Grønland. Alle har fået helt frie hænder.”
Mit bidrag til bogen har jeg kaldt “Brune forældrestrabadser”. Det hedder det, da jeg har skrevet det med udgangspunkt i mit forældreskab – et forældreskab, der på mange måder er helt det samme som størstedelen af forældreskaber i Danmark, men som også på nogle punkter skiller sig ud i og med at mit og mine børns udseende og vores minoritetsetniske position også er en faktor, der spiller ind på min rolle som forælder.
45100757_1883212875089160_7479096396730073088_n
På baggrund af mit bidrag er jeg på torsdag d. 1. november inviteret i Radio 24/7s program “Forældreintra” sammen med Rebecca Bach-Lauritsen, der også har skrevet et bidrag til bogen der omhandler børn og forældreskab og den 8. november er jeg inviteret i Go´ aften Danmark med Zakija Ajmi, der er initiativtager, har redigeret og ligeldes bidraget til bogen. Spændende, men også lidt nervepirrende dage, jeg går i møde!
Jeg er spændt på at se, hvordan Brun bliver taget imod, men for nu, der glæder jeg mig til at læse bogen i dens helhed!
Forfattterliste: Zakiya Ajmi, Kristina Aamand, Rebecca Bach-Lauritsen, Sarah Engell, Dennis Glintborg, Nassrin El Halawani, Niviaq Korneliussen, Lucia Odoom, Tobias Rahim, Tara Skadegård Thorsen, Jens Phillip Yazdani og illustreret af Fei Huang.