Tema om “hudfarven”, Part 2.

Efterårs-skranten og syge børn har gjort bloggen lidt stille på det sidste, men nu hvor vi atter er raske igen, vil jeg fortsætte temaet fra sidst, der handlede om synet på den brune hud gennem tiden i relation til sæbeproducenters åbenlyse racistiske kobling mellem at brun hud også betyder, at man er beskidt og hvordan levn her fra stadig kommer til udtryk i reklamer, som sæbeproducenter sender ud den dag i dag. I sidste indlæg skrev jeg, at “hudfarve” er noget vi aktivt må forholde os til her hjemme, om vi vil det eller ej, da farven på vores hud betyder noget for den måde, vi bliver mødt på og læst af andre mennesker og helt generelt derfor betyder noget for måden vi er i verden på.

…………….

Første gang jeg som voksen for alvor blev bevidst om det problematiske ved at bruge termen “hudfarvet”, som i daglig tale og brug er synonym med “hvid hud” i alle mulige sammenhænge, var på en tog tur til Sverige sammen med min mor og min datter, der på daværende tidspunkt var 2.5 år gammel. Jeg har som barn og ung ofte registreret, når betegnelsen blev brugt og følt det lidt mærkeligt, også når jeg selv sagde det, dog uden rigtig at kunne sætte finger på, hvorfor.

I toget sad vi og tegnede og jeg bad min datter om at række mig “den hudfarvede”. Med en lille bemærkning opfordrede min mor mig til at overveje, hvad det var jeg lige havde sagt. Jeg vidste allerede før hun havde afsluttet sin sætning, hvad hun mente og jeg fik flashbacks til lille Mary, der selv rækker ud efter “den hudfarvede”, selvom jeg godt vidste, at den farve langt fra matchede min egen. Så jeg rettede straks op på det og fortalte hende, at “hudfarve” var mange forskellige farver og viste hende, at både mormor, hende selv og jeg alle var brune, men havde forskellige slags hudfarver. I starten sagde hun nej og jeg fortalte hende, at hvis hun glemte hvad en hudfarve var, så skulle hun bare kigge sig omkring og kigge på sin egen hud og hun ville opdage, at alles hudfarver var forskellige. Den godtog hun. Og hun godtog den et stykke tid. Hver gang snakken faldt på hudfarve, så viste min mand og jeg hende, at også vi tre havde forskellige farver. Da hun var mindre, plejede hun at sige, at jeg var den lyse, far var den mørke og hun var en blanding af os og så gav det hele ligesom mening.

I takt med at hun blev ældre, blev det dog anderledes. Da hun var fire år, gik hun fuldstændig i baglås over, at jeg havde tegnet brune mennesker en eftermiddag, hvor vi havde siddet og tegnet sammen. Billedet øverst i indlægget er fra denne dag. Hun gav kraftigt udtryk for, at brunt absolut ikke kunne være en hudfarve og hun desuden syntes, at mine tegninger var grimme. Når jeg tegner mennesker, er det næsten altid ud fra den samme skabelon, så det eneste jeg havde ændret var farven på deres hud og det var derfor meget tydeligt, at hun syntes, at de var grimme i kraft af deres hudfarve og intet andet. Hun bad mig gentagne gange om at lave dem om med den “rigtige” hudfarve, men jeg insisterede på, at de var fine lige akkurat som de var. Vi snakkede om farven på vores egen hud, igen, men det syntes hun heller ikke var pænt. Det var de lyse hudfarver til gengæld. Det var de flotte og mest rigtige farver.

Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville bruge betegnelsen “hudfarvet” og siden den dag har den her hjemme, i mangel af bedre, været kaldt “laksefarvet”.” Det kalder jeg den stadig her fire år efter. I starten blev min datter decideret vred over, at jeg kaldte den laksefarvet i stedet for hudfarvet. Hun insisterede også på, at hun ville kalde den hudfarvet. Og det var fint. Det måtte hun gerne, men jeg selv har siden da været konsekvent i min brug af laksefarvet i stedet for hudfarvet. I dag bliver hun heller ikke længere sur over, at jeg siger det og hun forstår godt, at menneskers hud har mange forskellige farver og nuancer og betegnelsen “hudfarvet” i sig selv derfor ikke rigtig giver mening, men det er stadig tydeligt, at det endnu er konfliktfyldt territorium at forholde sig til emnet, fordi der ikke er overensstemmelse med det hun oplever og får at vide hjemme med det hun ser og bliver mødt med ude.

……………

Fokus på hudfarve her hjemme kommer og går i bølger og det er en samtale, som vi løbende har; nogle gange som en lille bemærkning, andre gange som lidt dybere samtaler om menneskers forskellighed, om hvad hun kan gøre, når hun oplever at hendes farve bliver genstand for uønsket opmærksomhed, om mine egne oplevelser etc. Ovenstående er derfor ikke isolerede episoder, tværtimod. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange farven på hendes hud har været skyld i, at hun har tvivlet på hendes eget værd gennem årene og tvivlet på om hun nu også er smuk nok. Også den snak kommer og går i bølger og kommer til udtryk på mange forskellige måder alt efter alders trin, om der er en specifik hændelse, der har udløst det etc., men én episode skiller sig særligt ud i min erindring:

Det er eftermiddag og vi passerer den lokale skole, hvor klokken et par minutter forinden har ringet ud og en masse børn i mindre flokke er på vej i forskellige retninger. Få meter foran os har to piger lige sagt farvel til en kammerat og de er på vej videre i samme retning som os. De er max 5. klasses elever. Da vi haler os ind på dem, hører de den raslende lyd fra min datters løbehjul og de vender sig om. De smiler og den ene siger – halvt til sin veninde, halvt til mig: “Nåårhh, hvor er hun sød!”. De kigger begge smilende og går så videre i samme retning. Jeg smiler og tænker ikke mere over det. Et par sekunder efter spørger min datter: “Smilede de til mig” og så lidt mere lavmælt “…selvom jeg er brun?”.  Jeg hørte egentlig godt hvad hun sagde, men jeg troede ikke mine egne øre, så jeg sagde “hvad” og hun gentog: “Synes de, jeg er sød, selvom jeg er brun, mor?”. Hun var fire år gammel. Den samme nat vågnede jeg og kom i tanke om hendes spørgsmål. Og jeg blev overvældet. Hvordan kan et barn så lille få den tanke i sit hoved, at hun ikke både kan være brun og sød på samme tid? Børn er jo så dejlig umiddelbare, så hvad hun sagde var en direkte afspejling af, hvad hun tænkte. Ingen lyv, intet filter. Kun et ærligt og oprigtigt spørgsmål. Den nat besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af måtte gøre ALT, hvad jeg kunne for at lære hende, at også brun hud og mørkt hår er smukt.

Jeg begyndte derfor konsekvent at vælge de brune barbier, når vi legede sammen – dem som hun selv var begyndt at vælge fra. Når vi tegnede sammen, tegnede jeg udelukkende mennesker med mørkere lød og med forskellige hudfarver, hår og frisurer – alt fra krøller til fletninger og fra afro til drenge med high-tops. Hver eneste gang jeg blev bedt om at vælge den smukkeste mellem to dukker eller to karakterer på tv, valgte jeg, uden tøven, den jeg vidste, hun selv ville vælge fra, som regel den mørke af dem. Da det gik op for mig, at min datter gentagne gange bad om at få glattet sit hår som et led i at blive smukkere til fx børnefødselsdage, stoppede jeg selv med at glatte mit eget. For hvordan kan jeg fortælle hende, at hendes krøllede lokker virkelig også er smukke, når jeg selv svitser mine egne glatte, hver eneste gang jeg selv skal være ekstra smuk?

Jeg gør det stadig. Vælger alle dem til, som hun selv ville vælge fra. I tale, i leg, når vi tegner etc., fordi jeg stadig oplever, at der er behov for det. Ikke så intenst som tidligere, men stadig. Jeg er nødt til at fylde på med positive fortællinger og afbildninger, så jeg er fx generel opmærksom på, hvordan jeg omtaler mennesker med mørk hud, så jeg ikke  kommer til at reproducere negative stereotyper, da det er vigtigt for mig, at det jeg viser og fortæller hende åbner op for en positiv spejling af hendes eget billede. I virkeligheden finder jeg det ikke særlig naturligt, at skulle ophøje brun hud og afro træk i sådan en grad, men det er noget jeg ser mig nødsaget til at gøre for mine børns skyld. Jeg overkompenserer her hjemme, for det som de møder derude.

……………

Selvom ovenstående har fokus på min datters oplevelser gennem årene, så gør de tanker og handlinger jeg gør mig som forælder sig også gældende for mine drenge. De er dog stadig så små, hhv. 3 og 1 år gamle, at de endnu ikke rigtigt har givet udtryk for, hvordan de oplever det at være brune børn i Danmark, men jeg ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Det er udelukkende et spørgsmål om tid, da børn slet ikke er så “farveblinde”, som vi ellers er så glade for at fortælle hinanden. Studier lavet i forhold til at undersøge børn og hvornår de udvikler fordomme viser b.la., at børn fra 6 måneder kan kategorisere forskellige “racer” nonverbalt og flere andre studier viser, at børn mellem 3-5 år ikke kun kan kategoriser mennesker ud fra “racer”, men danner også på dette tidspunkt fordomme baseret på race og bruger disse raciale kategoriseringer til at identificere sig selv og andre på, til at inkludere eller ekskludere andre fra lege og relationer med, samt til at forhandle magt i børnenes lege og relationer med, så det er kun et spørgsmål om tid.

(Reference: Erin N. Winkler, Children Are Not Colorblind: How Young Children Learn Race, 2009).

*Store dele af indlægget er fra en tidligere note, som jeg har skrevet på facebook. Der skrev jeg i forbindelse med et børneliteræret arrangement, som jeg deltog i, da emnet var politisk korrekthed i børnebøger, men blev irriteret over, at emnet blev debatteret uden at inddrage de stemmer, som direkte er berørt af de negative stereotyper, der bliver præsententeret i børnebøgerne. Noten kan læses her.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s