Brun & Dansk fylder 1/2 år!

I går var det Brun & Dansks halv-års-dag, hurra, hurra, hurraaaaaaa! 13 indlæg (14 inkl. dette) er det blevet til på de første 6 måneder og jeg vil gribe chancen og sige TAK til alle jer der læser med! Jeg havde mine overvejelser, da jeg kastede mig ud i den her blogger-ting, men det har været en super positiv oplevelse og der er kommet mange fine ting, tilkendegivelser, oplevelser og bekendtskaber i stand i kølvandet på bloggen. Så tak, rigtig mange gange tak!

De sidste ugers debat angående denne reklame:

coolest-monkey

En reklame for H&Ms “Coolest monkey in the jungle” hoodie har bekræftet mig i, hvad jeg skrev i mit allerførste indlæg: … jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

For vi har lige haft den igen; debatten om racisme og hvem der må definere, hvad der er racistisk. Den dukker op med jævne mellemrum og giver anledning til heftige diskussioner om hvorvidt dit eller dat er racistisk og lige så sikkert er det, at der hver gang også vil være nogle (læs: mange) personer, som direkte vil påstå, at racismen først manifesterer og forankrer sig i det, at vi taler om den. Disse personer er hovedsageligt majoritetsetniske danskere med ingen kropsliggjorte erfaringer om, hvad det vil sige, at være i denne verden og bevæge sig i dette samfund med det brune eller sorte hylster, som vi nu engang ved fødsel er blevet tildelt og derfor heller ikke kender til racismens vidtspændende og mangefacetterede udtryksformer, som de kommer til udtryk i det store og små i vores daglige færden og møde med både bekendte og ukendte mennesker – og præcis på samme måde har jeg oplevet også denne debat.

Men det er vi altså nogle der har; førstehåndserfaringer med hvad det også bringer af akavede situationer og negative oplevelser at have mørk hud og mørke øjne og når vi gør opmærksom på de situationer, der stabler til de negative erfaringer vi fra barnsben oplever qua vores udseende og den snævre definition af hvem der hører til det danske fællesskab, så er det meget lidt konstruktivt at påstå, at racismen først bliver til i det vi italesætter dens konsekvenser, for os.

Ikke et overstået kapitel

Fornyeligt var jeg ude og besøge 7. årgang på to folkeskoler i forbindelse med et teaterprojekt. Begge skoler har en høj andel af minoritetesetniske elever, men på den ene skole var der flere elever med afrikanske rødder på årgangen end på den anden.

Udover en masse fjant, “spurgt” og ungdomshormoner spredt ud over det hele, så hørte jeg på sidstnævnte skole også ordet “banan”. Flere gange. Og jeg hørte en pige sige til en dreng, der stoppede op for at se hvad vi lavede: “Skal du ha’ en banan?”.

Jeg nævnte for mine kollegaer, at jeg havde opfanget flere episoder med racistiskbetonet drilleri blandt eleverne og nævnte at der b.la. var blevet sagt banan iblandt eleverne. Mine kollegaer, der har majoritetsetnisk baggrund, havde godt hørt, at der var blevet sagt banan et par gange, men havde ikke lagt mere i det end, at det var en underlig ting at sige. Men jeg forstod det. Jeg forstår koblingen mellem banan og min hudfarve, for jeg har selv oplevet at blive kaldt for abe.

Dengang var jeg 17 år gammel og på vej til bussen. Jeg passerer en sidevej og ser ud af øjenkrogen en flok drenge, der spiller bold på vejen. I det jeg går forbi, stopper de op og begynder umotiveret at lave abefagter, imens de siger abelyde efter mig. De har en fest, men jeg griner ikke. Jeg er chokeret og tænker: “Er det virkelig mig, de laver abelyde af?!.” Selvom det er mange år siden, så er episoden ikke glemt.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste der har prøvet, at blive sammenlignet med aber. Jeg kender flere, der har oplevet det samme med abelyde -og fagter. Jeg kender også folk, der har fået gjort grin med deres hænder og fødder, fordi kontrasten mellem deres mørke hud og deres fodsåler og håndflader har været tydeligere end gennemsnittets. Jeg kender sågar en mand, der ikke ville give sit 1-årige barn banan, når de var ude blandt andre mennesker, da han ikke ville risikere, at hans barn skulle opleve at blive sammenlignet med en abe, lige akkurat som han selv har prøvet det. På tv ser vi med jævne mellemrum professionelle fodboldspillere med afrikanske rødder blive mødt af uforskammede publikummer på fodboldstadionerne, både nationalt og internationalt, med racistiske tilråb og banankast og i ny og næ ser vi også en politiker, der tillader sig at kalde en sort person for abe. Eksemplerne er med garanti endnu flere derude, i skolegården, på gaden og på arbejdspladsen.

Kært barn har mange navne

Jeg ved det godt. Kært barn har mange navne og abe eller abekat bruges for eksempel kærligt og med glimt i øjet om mennesker, især børn, der har krudt i røven og har svært ved at sidde stille, men abekat bruges også både spøgende og nedsættende om personer, der opfører sig tåbeligt, vildt og uciviliseret. Disse måder at bruge abe-referencerne på bruges uskyldigt i hverdagen og de færreste forbinder det med andet end som sådan. Jeg gør det også selv. Bruger ordene i samme uskyldige forstand, men koblingen mellem vildskab, aber og mennesker har en kedelig og racistisk historie, som stadig den dag i dag rammer mennesker med afrikanske rødder på den negative måde – præcis som det oprindeligt var tiltænkt.

På grund af dobbeltheden opstår der også nogle gange situationer, hvor jeg ikke kan vriste mig fri af de negative konnotationer, der er indlejret i sammenligningen mellem aber og mennesker, selvom de umiddelbart bliver brugt på den uskyldige måde. Ovenstående eksempel med faren, der ikke vil give sit barn banan på åben gade er et sådan eksempel. At spise et stykke frugt, som tilfældigvis er en banan, bør ikke give anledning til nogen som helst bekymringer, men jeg genkender bekymringen, for den har før hen også strejfet mig. Både møntet på mig selv og mine børn. Det gjorde den også forleden dag, da jeg hentede min søn i børnehaven og han i hans eftermiddagskuller hellere ville hoppe rundt i garderoben end ned i sin flyverdragt. “Så! Ikke mere hopperi, min lille abe” og straks som jeg hørte mig selv sige det, sneg en nagende fornemmelse af dårlige erfaringer og trælse associationer ind på mig og blandede sig med irritationen over dobbeltheden og tanken om, om andre der måske har hørt mig mon tænker det samme.

Dén dobbelthed og erfaringerne med racisme er en del af min virkelighed og det er med det sæt briller, jeg læser H&Ms “Coolest Monkey in the Jungle” reklame. Det er derfor ikke en neutral trøje med et tilfældigt slogan på, for mig. Den er en påmindelse om mine og andres nederen oplevelser med racisme og en påmindelse om, at min mørke hud hverken opfattes som neutral eller tillægges særlig meget værdi i majoritetens øjne, for når mennesker som jeg gør opmærksom på, at her er et problem, så bliver det som oftests affejet med majoritetens synsning om, hvad der i stedet burde være sagens kerne – gerne noget med retten til ytrings- og kunstnerfrihed, noget med alt for sarte minoritetsfølelser og nostalgi.

De sidste ugers debat er derfor et godt billede på, hvorfor jeg i sommers valgte at lave denne blog.

Fordi jeg savner nuancerne.

Og jeg savner fokus på konsekvenserne, som de kommer til udtryk i mødet med andre mennesker,

i min hverdag

og i mit stille sind.

8 kommentarer til “Brun & Dansk fylder 1/2 år!”

  1. Endnu engang tak for, at du deler dine tanker og får tankerne i gang hos os læsere 🙂 Jeg kender selv til dobbeltheden med ‘abe’: da jeg (majoritetsetnisk dansker) var barn, kaldte min far altid os unger for ‘bavianer’, når vi var særligt frække – og da jeg var i Kenya oplevede jeg og min familie på nært hold, hvordan bavianerne virkelig ér utroligt frække (een hoppede ind i vores bil, mens vi sad der, og stjal vores frugt for øjnene af os!;-)), så for mig har det været helt naturligt at kalde mine børn (kenyanskfødte) for bavianer, når de er særligt frække… Og det er jo helt fint, tænker jeg… 🙂 Dobbeltheden kommer så præcis også, når jeg er ‘ude’, og f.eks. oppe ved frisøren (helt naturligt for mig) kommenterer på min søns opførsel, og kalder ham ‘min lille bavian’ … jeg kunne have bidt tungen af mig selv!! For hvad ville folk omkring mig ikke tænke??!! (når de ikke ved, hvad jeg refererer til, når jeg kalder ham bavian) … men samtidig kunne jeg ikke begynde at rode mig ud i en lang forklaring – det ville ligesom bare forværre det hele, syntes jeg … Så nu prøver jeg virkelig at tænke mig om, og vogte mit sprogbrug i offentligheden… og det ville jeg nok ikke have gjort, hvis mine børn havde været majoritetsetniske danskere!??! Ærgerligt, at denne dobbelthed – med den racistiske brug og historie i baghovedet – stadig sniger sig ind …

    Like

    1. Kære Minna.
      På en eller anden lidt mærkelig måde, er jeg lidt glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet at have de tanker og der er andre, der også oplever dobbeltheden. Så tak for din kommentar!

      Like

  2. Tillykke med de første 6 mdr. Tak fordi at du deler dine tanker. Emnet i dagens blog har jeg desværre også hørt fra andre. Selv har jeg dog lidt svært ved at følge den sammenligning du beskriver. Jeg har aldrig kunnet se, at mørke mennesker skulle have nogen lighed med aber.

    Like

    1. Kære Jan.
      Det eksisterer desværre, både intentionelt og ikke-intentionelt, men der er heldigvis også mange andre, der ikke kan.
      Tak for lykønskningen og fordi du læser med!
      Vh. Mary

      Like

  3. Jeg er lige faldet over din blog, og følger lige med på sidelinjen som hvid mor til et brunt barn med afrikansk far. Glæder mig til at læse dine betragtninger.

    Like

  4. Tak for at dele dine tanker!

    Min søns far er afrikaner. Jeg har bl.a. oplevet, at der er blevet råbt abelyde efter os på gaden. Min søn er heldigvis endnu for lille til at forstå; men jeg er painfully aware, at det er en virkelighed jeg på en eller anden måde bliver nødt til at ruste ham til at være en del af.

    Da “coolest monkey in the jungle” startede var min første tanke, at det jo bare var en uheldig tanketorsk fra HM’s side med et slogan der forsøger at være “cute”; men jeg blev med det samme ramt i, at jeg aldrig ville give min søn den trøje på. For på ham er det ikke længere bare en cute bluse – det BURDE den i sandhed være; men virkeligheden er bare en anden! Desværre…..

    Like

    1. Kære Lene.

      Ja, det burde trøjen være, men det er den desværre ikke for nogle af os og den erkendelse kan være svær at forstå, hvis man ikke selv har erfaret konsekvenserne på egen krop eller på anden måde selv er investeret i den smerte det påfører den person, som det går ud over, som du for eksempel er som forælder til et brunt barn.

      Tak for at dele din historie og for at læse med.

      De bedste hilsner,
      Mary

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s