Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

Jeg har skrevet et bidrag til en bog!

Se lige, hvad der er landet her frisk fra trykken!
45011821_497303740678007_2308008231076626432_n
Fredag d. 9. november udkommer bogen BRUN (billede foroven) på forlaget Høst & Søn/ROSINANTE & CO. Bogen består af 13 vidt forskellige bidrag, hvoraf jeg har skrevet det ene. (haaay, er jeg så forfatter nu?!).
Beskrivelsen af bogen lyder således:
“Bogen er en antologi, der handler om at være anderledes. Fremmed. Måske indvandrer eller adoptivbarn. Men den handler også om det, man er ud over at være fremmed, og om det, man kan slås med, som måske/måske ikke knytter sig til ens hudfarve.
Missionen med Brun har været at give en stemme til dem, der ofte bliver overhørt, og en bog til dem, der ikke så ofte hører om sig selv. Hvad vil det sige at være brun, og hvad vil det ikke nødvendigvis sige at være brun?
Forfatterne kommer fra alle dele af det danske kulturliv: Der er skønlitterære forfattere, studerende og debattører i alle nuancer fra hvid til mørkebrun. Fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Grønland. Alle har fået helt frie hænder.”
Mit bidrag til bogen har jeg kaldt “Brune forældrestrabadser”. Det hedder det, da jeg har skrevet det med udgangspunkt i mit forældreskab – et forældreskab, der på mange måder er helt det samme som størstedelen af forældreskaber i Danmark, men som også på nogle punkter skiller sig ud i og med at mit og mine børns udseende og vores minoritetsetniske position også er en faktor, der spiller ind på min rolle som forælder.
45100757_1883212875089160_7479096396730073088_n
På baggrund af mit bidrag er jeg på torsdag d. 1. november inviteret i Radio 24/7s program “Forældreintra” sammen med Rebecca Bach-Lauritsen, der også har skrevet et bidrag til bogen der omhandler børn og forældreskab og den 8. november er jeg inviteret i Go´ aften Danmark med Zakija Ajmi, der er initiativtager, har redigeret og ligeldes bidraget til bogen. Spændende, men også lidt nervepirrende dage, jeg går i møde!
Jeg er spændt på at se, hvordan Brun bliver taget imod, men for nu, der glæder jeg mig til at læse bogen i dens helhed!
Forfattterliste: Zakiya Ajmi, Kristina Aamand, Rebecca Bach-Lauritsen, Sarah Engell, Dennis Glintborg, Nassrin El Halawani, Niviaq Korneliussen, Lucia Odoom, Tobias Rahim, Tara Skadegård Thorsen, Jens Phillip Yazdani og illustreret af Fei Huang.

Mangfoldighed: Hvem har ansvaret?

I går aftes var Camilla Kaj Paulsen og jeg til forfatter aften hos Aage og Agnes Bøger i Sydhavnen (den hyggeligste lille boghandel!) for at tale om Børnebogen om Nour og Nora, som Camilla har skrevet, og mangfoldighed i børnelitteratur, ikke mindst vigtigheden her af.

Sammen med de fremmødte kom vi vidt omkring, og snakken faldt b.la også på pædagoger og lærer, hvilket ansvar sådanne professioner fører med sig, og ikke mindst, hvordan disse fagrupper fagligt kan rustes til at skabe institutioner der er inkluderende, og ikke – ubevidst og stik imod intentionen – kommer til at opretholde praksisser der ender med at virke ekskluderende for de etniske minoritetsbørn- og unge.

Her til aften dukkede nedenstående tråd fra den største facebook gruppe for pædagoger og pædagogisk personale op i mit feed. Trådstarter efterspørger en alternativ måde at synge om farven gul på i børnesangen “Se min kjole”, da hun ikke længere har lyst til at bruge gul farve til at beskrive en kineser.

Ingen tråde kan på så kort tid få så mange kommentarer i den gruppe, som tråde der omhandler etniske minoriteter – og langt de fleste kommentarer er sjældent hverken saglige eller fagligt funderede. Denne tråd er ikke den værste, men heller ikke den mest opløftende.

I går blev vi spurgt, hvor vi ville sætte ind, hvis vi havde magten til at bestemme. Mit svar var mere og grundigere viden hos lærere og pædagoger, og en af de fremmødte supplerede en større kobling mellem teori og praksis.

Nedenstående tråd synes jeg fint illustrerer disse pointer, men læs og bedøm selv. Hvad tænker du om tråden? Hvem har ansvaret?

Facebook tråd: “Hvad synger I om farven gul, i “Se min kjole”?”

Brun & Dansk fylder 1 år i dag!

Brun & Dansk fylder 1 år i dag! Jeg synes ellers ikke, at det er sååå længe siden, jeg sad i mine forældres sofa og trykkede “publicér” på mit allerførste indlæg, der fik navn efter bloggen, nemlig “Brun & Dansk” – en blog bliver til!

I dag, som for et år siden, sidder jeg igen i mine forældres sofa, skriver og reflekterer tilbage på det første år som blogger. Da jeg startede med at skrive på bloggen, havde jeg en overordnet idé om, hvad og hvordan bloggen skulle tage sig ud, men da jeg aldrig rigtig har fulgt nogle blogge, og derfor ikke vidste “hvordan man gør”, så har jeg prøvet mig frem med, hvad der føltes godt – og ikke mindst var overskueligt – for mig.

16 indlæg er det derfor blevet til på det første år. 16 forskellige indlæg, der dog alle kredser om det samme udgangspunkt; dét minoritetsetniske perspektiv, og mere specifikt, mit minoritetsetniske perspektiv som borger med afrikanske rødder i Danmark.

Det har været, og er stadig, en læreproces for mig, at finde ud af om hvad, hvor meget og hvor ofte jeg har lyst til eller bør skrive. Jeg skriver egentlig mindre, end hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville gøre, men mellem arbejde, hverdag og et familieliv med tre børn kommer computeren først frem på de sene aftentimer og dér, indrømmet, er jeg ofte så træt, at mine øjne begynder at glide i, før jeg har nået at skrive den første linje. En hel masse kladder er det derfor blevet til, som jeg tænker en dag vil modnes og på et tidspunkt, lidt hen ad vejen, vil blive til hele indlæg.

De 16 indlæg det er blevet til, har jeg dog fået så fin en respons på af jer, der læser med og andre der tilfældigt falder over min blog, at de bekymringer jeg havde i starten over at dele mine tanker og levede erfaringer som minoritetsetnisk borger med den vide verden er blevet gjort til skamme. Mine indlæg har ført mig vidt omkring til debat- og dialogarrangementer, interviews og invitation til at skrive et bidrag til en bog. Jeg har fået henvendelser fra forældre, forskellige foreninger og ikke mindst skoleelever i forbindelse med skoleprojekter, som ville vide mere om brune danskeres tanker og erfaringer med racisme, diskrimination og det at være minoritetsborger i det hele taget.

Nogle gange har manglende tid været skyld i, at jeg ikke har kunnet vende tilbage på alle henvendelser. Jeg har læst dem alle(!) og gør mit bedste for at vende tilbage på alle, men nogle er glippet i farten og det er jeg ked af, da jeres respons og lyst til at indgå i dialog er noget, jeg sætter stor pris på! For dialogen var det jeg oprindeligt ville med bloggen. Skabe et rum, hvor mine erfaringer og refleksioner fik plads, samtidig med at det gav rum for indblik og dialog.

Så her på Brun & Dansks 1 års dag skal der lyde et stort TAK! Tak for interessen og for samtalen online såvel som offline!

De bedste hilsner,

Mary.

Kulturmøder i børnelitteratur – dialogarrangement og boglancering d. 21. juni kl. 17.00 – 19.00

Kære læser!

Det er ved at være noget tid siden, at der har været aktivitet på bloggen. Det skyldes primært mangel på timer i døgnet, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker lidt her og der.

For eksempel har jeg lige afleveret et bidrag til et bogprojekt, der kommer til at se dagens lys hen mod slutningen af året og i næste uge er der boglancering på en børnebog, som jeg glæder mig meget til.

Bogen hedder “Nour og Noras første dag i børnehave” og handler om etnicitet og kulturmøder i daginstitutionen. Den er skrevet af Camilla Kaj Poulsen, der med bogen debuterer som forfatter og er illustreret af Pauline Drasbæk. Hele projektet er økonomisk støttet af Max Fodgaard Fonden, Nørrebro Lokaludvalg og så en crowdfunding via kickstarter.

“Nour og Noras første dag i børnehave” er baseret på dialogisk læsning, der giver den voksne læser redskaber til at tale med børnene om ligheder og forskelle mellem dem med udgangspunkt i en historie og billeder, hvor både majoritet og minoritet er stillet ligeværdige. Den er derfor oplagt at have for pædagoger på institutionens hylde, men er bestemt også god for private.

Jeg har før beskrevet, hvordan den manglende, og i mange tilfælde også mangelfulde, repræsentation af etniske minoriteter i medierne og i børnebøger har vist sig at sætte spor i børnehøjde her hjemme, så jeg er meget begejstret for den kommende bog, som jeg har læst for at sikre, at Camilla Kaj Poulsen ikke ubevidst havde overset noget, der kunne være diskriminerende eller på anden vis kunne modarbejde hendes intentioner med bogen.

I forbindelse med boglanceringen, der finder sted på torsdag d. 21. juni kl. 17-19, vil der også være et dialogarrangement om repræsentation og kulturmøder i børnelitteraturen. Arrangementet er sat i stand i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Sammen Mod Racisme, der alle ønsker at starte en debat om repræsentation og kulturmøder i børnelitteraturen.

I panelet vil der, udover jeg, også være Leyla Bautista, der er illustrator og har skrevet speciale i manglende repræsentation i børnelitteratur, samt er art director på børnebogen. Nadia Mansour, der er Ph.d.-studerende i multikulturel litteratur ved Aarhus Universitet og Wid Thani, som er pædagogmedhjælper og frivillig i Sammen Mod Racisme.

Emner som aftenen kommer til at kredse om er stereotyper i børnebøger, strukturel diskrimination i børneperspektiv og hvordan vi normaliserer kulturmøder. Jeg glæder mig til at have dialogen med de andre paneldeltagere, samt med gæsterne til arrangementet. Det ville være hyggeligt at møde nogle af jer læsere!

Deltagelse i arrangementet er gratis og foregår i Møderiet hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Adresse: Fælledvej 12., 2200 København N.

Find facebook event her.

Digt: HVOR KOMMER DU FRA?

“Denne dag” funktionen på facebook har i dag mindet mig om en post, som jeg skrev ét år siden. Det var i forbindelse med, at folketinget havde ytret, at der ikke burde være boligområder, hvor etniske danskere var i mindretal og Gorilla Media lavede en video, hvor de fortalte minoritetsetniske børn, at deikke var danske. Videoen gik viralt med #JegErDansk. Når jeg læser min post, er det som at få deja-vu. I dag, som for præcist ét år siden, oplever jeg nemlig igen at være ufrivillig tilskuer og målskive for endnu en omgang etnisk-minoritets bashing leveret af politikerne selv. Udgangsforbud efter kl. 20.00, dobbeltstraf og strafzoner i de udsatte boligområder, diskussioner om de somaliske medborgere som byrder eller berigelser etc., etc., etc. Hver gang det bliver tid til, at partierne skal hive billige stemmer hjem på bekostning af de etniske minoriteter, så tænker jeg altid på børnene. På de etniske minoritetsbørn især. På mine børn – akkurat som jeg gjorde i dag for ét år siden. Nedenstående er min facebook post gengivet. Digt udgivet i digtsamlingen “DER VAR ET YNDIGT LAND” af Asim Iqbal, 2014.

 

……………

 

“Ved du, hvad der er træls?” siger hun.
I børnehaven spørger og spørger de, hvor jeg kommer fra
Jeg gider ikke svare
Men de spørger hele tiden
Hun kan ikke svare

Jeg prøver at formulere
Et svar der tilgodeser
Det paradoks vi lever, når vi er født og opvokset her
Men har svært ved at identificere
En identitet som ikke inficerer
Vores sind med tvivl når vi i mødet med andre oplever
Disharmonier med det, vi føler og det, andre ser

Jeg er interesseret i at høre, hvilket svar hun giver
Når de spørger
Og hun bliver forvirret
For i denne situation
Er svar skyldig ikke accepteret
i denne situation
Er svar skyldig ikke accepteret

Hun svarer at ”Eritrea” er det svar, hun giver
For dét at være dansk gør de andre forvirret
Når hun er brun, og de andre bliver
Ved med at spørge til facit er accepteret
Ud fra normer der dikterer
At en rigtig danskers urfader også har beboet landet her
Så Eritrea er det svar, hun giver
Selvom det inde i hende rumsterer

Jeg husker.
For et år siden var det på “Danmark”, hun insisterede
Da en fremmed mand på gaden kun “Afrika” til svar ville acceptere
Nu har hun af erfaring fået sig lært
Dét, at kalde sig dansker, ikke er for enhver
Så Eritrea er det svar, hun giver
Selvom det inde i hende rumsterer”

 

……………

 

Overstående skrev jeg da min den ældste var 5 år efter at have oplevet, hvor meget og hvordan “danskhed” fylder i børnehøjde. Havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ikke ville bruge kræfter på den hersens dansker-diskussion for det er drænende. Det er som en følelsesmæssig rutchetur, som du ufrivilligt er spændt op på, hvor du det ene øjeblik bliver ked, det næste indigneret. Og alt derimellem, men mit helt ømme punkt er børnene. Ikke kun mine, men de minoritetsetniske børn generelt. Det er dem jeg altid tænker på, når jeg ser medierne giver mikrofontid til endnu en der bræger noget med, at ulven kommer og endnu værre er det, når det kommer fra de politiske talerstole.

Jeg giver ikke meget for dem der optimistisk hele tiden lige skal tilføje, at politikerne kan rende og hoppe med deres sproglige opdeling i “danskere og indvandrere og efterkommere” og i “os og dem” for det der virkelig tæller, det er om man selv føler sig dansk. Men det er ikke kun det der tæller! Det der tæller er også, at vores politikere, uanset politisk ståsted, formår at kommunikere deres tanker, holdninger og visioner med andet end skolegårds argumentation og “fordi jeg siger det”-logik. At de formår at tale om, til og ikke mindst med de etniske minoriteter i en respektfuld tone; også når det handler om emner, hvor man er uenige eller er svære fordi det berører kulturel, religiøs, seksuel eller anden diversitet. Udgangspunktet må være, at tales der om danske statsborgere, uanset hvordan de ser ud, hvad de hedder eller hvordan de lever, så må der formuleres i vendinger der respekterer dette faktum. Det bør vi godt kunne forvente af vores politikere for uanset hvordan vi vender og drejer det, så besidder de en defintionsmagt, der fungerer som pejlemærker for, hvordan resten af befolkningen ser på og behandler hinanden. Hvad de udspyr legitimerer, hvordan vi føler om og opfatter hinanden og ikke mindst, hvordan vi opfatter os selv.

Jeg kan gå og føle mig nok så dansk, men min danskhed kan jeg ikke tage for givet fordi jeg fra politisk side konstant konfronteres med mistænkeliggørelse og sproglig eksklusion. Og tag endelig ikke fejl, vores børn mærker det også! Så tidligt som i børnehavealderen erfarer de, at de ikke er helt lige som deres etniske majoritetsvenner. Og vi som forældre kommer på hård prøve, når vi som ekstra opgave hele tiden skal forsikre vores børn om, at også de hører til selvom de ser, hører og oplever andet.

Den her video gør ondt at se. Ikke kun på grund af det faktum, at børnene på kamera så direkte bliver udfordret på deres identitet, men fordi at det er virkeligheden for danske minoritetsbørn. Det er de forvirrede og fortvivlede barneansigter vi som forældre skal samle op og gang på gang puste ny selvtillid, selvværd og stolthed i så de tør at tro på og stå ved, at også de er danskere.

 

Brun & Dansk fylder 1/2 år!

I går var det Brun & Dansks halv-års-dag, hurra, hurra, hurraaaaaaa! 13 indlæg (14 inkl. dette) er det blevet til på de første 6 måneder og jeg vil gribe chancen og sige TAK til alle jer der læser med! Jeg havde mine overvejelser, da jeg kastede mig ud i den her blogger-ting, men det har været en super positiv oplevelse og der er kommet mange fine ting, tilkendegivelser, oplevelser og bekendtskaber i stand i kølvandet på bloggen. Så tak, rigtig mange gange tak!

De sidste ugers debat angående denne reklame:

coolest-monkey

En reklame for H&Ms “Coolest monkey in the jungle” hoodie har bekræftet mig i, hvad jeg skrev i mit allerførste indlæg: … jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

For vi har lige haft den igen; debatten om racisme og hvem der må definere, hvad der er racistisk. Den dukker op med jævne mellemrum og giver anledning til heftige diskussioner om hvorvidt dit eller dat er racistisk og lige så sikkert er det, at der hver gang også vil være nogle (læs: mange) personer, som direkte vil påstå, at racismen først manifesterer og forankrer sig i det, at vi taler om den. Disse personer er hovedsageligt majoritetsetniske danskere med ingen kropsliggjorte erfaringer om, hvad det vil sige, at være i denne verden og bevæge sig i dette samfund med det brune eller sorte hylster, som vi nu engang ved fødsel er blevet tildelt og derfor heller ikke kender til racismens vidtspændende og mangefacetterede udtryksformer, som de kommer til udtryk i det store og små i vores daglige færden og møde med både bekendte og ukendte mennesker – og præcis på samme måde har jeg oplevet også denne debat.

Men det er vi altså nogle der har; førstehåndserfaringer med hvad det også bringer af akavede situationer og negative oplevelser at have mørk hud og mørke øjne og når vi gør opmærksom på de situationer, der stabler til de negative erfaringer vi fra barnsben oplever qua vores udseende og den snævre definition af hvem der hører til det danske fællesskab, så er det meget lidt konstruktivt at påstå, at racismen først bliver til i det vi italesætter dens konsekvenser, for os.

Ikke et overstået kapitel

Fornyeligt var jeg ude og besøge 7. årgang på to folkeskoler i forbindelse med et teaterprojekt. Begge skoler har en høj andel af minoritetesetniske elever, men på den ene skole var der flere elever med afrikanske rødder på årgangen end på den anden.

Udover en masse fjant, “spurgt” og ungdomshormoner spredt ud over det hele, så hørte jeg på sidstnævnte skole også ordet “banan”. Flere gange. Og jeg hørte en pige sige til en dreng, der stoppede op for at se hvad vi lavede: “Skal du ha’ en banan?”.

Jeg nævnte for mine kollegaer, at jeg havde opfanget flere episoder med racistiskbetonet drilleri blandt eleverne og nævnte at der b.la. var blevet sagt banan iblandt eleverne. Mine kollegaer, der har majoritetsetnisk baggrund, havde godt hørt, at der var blevet sagt banan et par gange, men havde ikke lagt mere i det end, at det var en underlig ting at sige. Men jeg forstod det. Jeg forstår koblingen mellem banan og min hudfarve, for jeg har selv oplevet at blive kaldt for abe.

Dengang var jeg 17 år gammel og på vej til bussen. Jeg passerer en sidevej og ser ud af øjenkrogen en flok drenge, der spiller bold på vejen. I det jeg går forbi, stopper de op og begynder umotiveret at lave abefagter, imens de siger abelyde efter mig. De har en fest, men jeg griner ikke. Jeg er chokeret og tænker: “Er det virkelig mig, de laver abelyde af?!.” Selvom det er mange år siden, så er episoden ikke glemt.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste der har prøvet, at blive sammenlignet med aber. Jeg kender flere, der har oplevet det samme med abelyde -og fagter. Jeg kender også folk, der har fået gjort grin med deres hænder og fødder, fordi kontrasten mellem deres mørke hud og deres fodsåler og håndflader har været tydeligere end gennemsnittets. Jeg kender sågar en mand, der ikke ville give sit 1-årige barn banan, når de var ude blandt andre mennesker, da han ikke ville risikere, at hans barn skulle opleve at blive sammenlignet med en abe, lige akkurat som han selv har prøvet det. På tv ser vi med jævne mellemrum professionelle fodboldspillere med afrikanske rødder blive mødt af uforskammede publikummer på fodboldstadionerne, både nationalt og internationalt, med racistiske tilråb og banankast og i ny og næ ser vi også en politiker, der tillader sig at kalde en sort person for abe. Eksemplerne er med garanti endnu flere derude, i skolegården, på gaden og på arbejdspladsen.

Kært barn har mange navne

Jeg ved det godt. Kært barn har mange navne og abe eller abekat bruges for eksempel kærligt og med glimt i øjet om mennesker, især børn, der har krudt i røven og har svært ved at sidde stille, men abekat bruges også både spøgende og nedsættende om personer, der opfører sig tåbeligt, vildt og uciviliseret. Disse måder at bruge abe-referencerne på bruges uskyldigt i hverdagen og de færreste forbinder det med andet end som sådan. Jeg gør det også selv. Bruger ordene i samme uskyldige forstand, men koblingen mellem vildskab, aber og mennesker har en kedelig og racistisk historie, som stadig den dag i dag rammer mennesker med afrikanske rødder på den negative måde – præcis som det oprindeligt var tiltænkt.

På grund af dobbeltheden opstår der også nogle gange situationer, hvor jeg ikke kan vriste mig fri af de negative konnotationer, der er indlejret i sammenligningen mellem aber og mennesker, selvom de umiddelbart bliver brugt på den uskyldige måde. Ovenstående eksempel med faren, der ikke vil give sit barn banan på åben gade er et sådan eksempel. At spise et stykke frugt, som tilfældigvis er en banan, bør ikke give anledning til nogen som helst bekymringer, men jeg genkender bekymringen, for den har før hen også strejfet mig. Både møntet på mig selv og mine børn. Det gjorde den også forleden dag, da jeg hentede min søn i børnehaven og han i hans eftermiddagskuller hellere ville hoppe rundt i garderoben end ned i sin flyverdragt. “Så! Ikke mere hopperi, min lille abe” og straks som jeg hørte mig selv sige det, sneg en nagende fornemmelse af dårlige erfaringer og trælse associationer ind på mig og blandede sig med irritationen over dobbeltheden og tanken om, om andre der måske har hørt mig mon tænker det samme.

Dén dobbelthed og erfaringerne med racisme er en del af min virkelighed og det er med det sæt briller, jeg læser H&Ms “Coolest Monkey in the Jungle” reklame. Det er derfor ikke en neutral trøje med et tilfældigt slogan på, for mig. Den er en påmindelse om mine og andres nederen oplevelser med racisme og en påmindelse om, at min mørke hud hverken opfattes som neutral eller tillægges særlig meget værdi i majoritetens øjne, for når mennesker som jeg gør opmærksom på, at her er et problem, så bliver det som oftests affejet med majoritetens synsning om, hvad der i stedet burde være sagens kerne – gerne noget med retten til ytrings- og kunstnerfrihed, noget med alt for sarte minoritetsfølelser og nostalgi.

De sidste ugers debat er derfor et godt billede på, hvorfor jeg i sommers valgte at lave denne blog.

Fordi jeg savner nuancerne.

Og jeg savner fokus på konsekvenserne, som de kommer til udtryk i mødet med andre mennesker,

i min hverdag

og i mit stille sind.