Videooptagelse: Paneldebat om afro-danskere og hverdagsracisme

Debatarrangementet som jeg deltog i på Det Kgl. Bibliotek “Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere” blev livestreamet. Den fulde video kan ses her:

Link reference: https://www.facebook.com/menneskeret/

Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere

I aften d. 29 november deltager jeg som panelist til et debatarrangement om hverdagsracisme og afro-danskere. Arrangementet er et samarbejde mellem Det Kgl. bibliotek, hvor arrangementet bliver afholdt, og Institut for menneskerettigheder, som just nu har lavet en rapport, der vil blive offentliggjort inden længe og er en undersøgelse af afro-danskeres hverdagsoplevelser med racisme.

I panelet sidder med mig kunstner Jeannette Ehlers, Generelsekretær i Somali Diaspora Said Hussein og Dzifa Akpalu Pedersen, som er sygeplejerske på Rigshospitalet og nyligt udsprunget debattør. Aftenens vært og moderator er journalist Adam Holm.

Interessen har været stor for arrangementet og udsolgte ret hurtigt. På grund af den store efterspørgsel blev der i går annonceret, at der vil blive livestreamet, så alle der ønsker at følge med kan gøre det, så hvis nogle af jer har lyst til at følge med i aften, så er det fra kl. 19-20.30 og link finder i på nedenstående link.

https://www.facebook.com/events/1465731870179836/permalink/1516133735139649/

Skal vi i byen?

I dag er det fredag og om få timer er der dømt fyraften. Tusindvis af mennesker, unge som voksne, mænd som kvinder, etniske minoritetsdanskere som majoritetsdanskere har landet over lagt planer for, hvad weekenden skal byde på af sociale sammenkomster og festlige arrangementer. For en del af disse mennesker er en tur ud i nattelivet en del af ligningen, men ikke alle har lige adgang til de pulserende dansegulve.

Det ved jeg, for i de 16 år hvor en bytur, tidligere noget hyppigere end i dag, har været en fast del af min måde at være ung og social på, har tendensen været helt den samme; at kunne tage for givet, at man sammen med vennerne kan stryge lige gennem klub-indgangen og direkte op i baren uden at blive stoppet af dørvagterne hører de etniske majoritetsdanskere til. Jeg har ikke været i byen for nyligt, men jeg blev mindet om den ulige adgang til klubberne, da nogle veninder og bekendte i forrige weekend blev afvist i døren i det københavnske natteliv, ikke én, ikke to, men hele tre gange over weekenden. TRE!

Den første afvisning var om fredagen og gik på, at der ikke var plads på natklubben. Få minutter efter afvisningen gik tre majoritetsdanskere ind uden bøvl. Anden afvisning var om lørdagen og her fik de også at vide, at der heller ikke var plads, men fandt så ud af, at nogle af dem var medlemmer af klubben via stedets app. Et medlem af klubben kan tage en gæst med på sit kort. Klubben kunne derfor ikke længere nægte dem adgang. Gruppen af venner kom alle ind til et sted med rigeligt plads, vel at mærke! Den tredje afvisning fandt sted om søndagen og her blev de afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer. Vi tager den lige igen. Afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer! Vi taler om velklædte, veltalende, veldannede- og uddannede mennesker. Mennesker der var taget i byen for at fejre en fødselsdag. Mennesker der udover at arbejde, også på hver deres måde igennem årene har bidraget med socialt engagement til samfundet, b.la. ved frivilligt at agere sportstrænerer, mentorer og rollemodeller. Det eneste der adskiller dem fra flokken er noget de vitterligt ikke kan ændre på. Farven på deres hud!

……………

Sådan var det også, da jeg som 17-årig første gang satte foden inden for en natklub. At være på forkant, tage forholdsregler og tænke i alternativer var en del af den kommende weekends forberedelser, især hvis der blandt vennerne var etniske minoritetsmænd. At være på forkant handlede blandt andet om, at vide om én af dørmændene var en af dem, vi kendte eller én af dem, som måske kunne genkende os. At tage forholdsregler var den mest gennemgribende af dem alle, for det handlede om at finde ud af hvem der tog i byen af vennerne og veninderne og undersøge mulighederne for at blive skrevet i døren for på den måde at undgå at blive afvist. Alt efter hvor mange og hvilken sammensætning af forskellige kulører vi blev til forfest, så sørge for at dele os op i mindre hold inden vi ville nå inden for dørmændenes rækkevidde og så støde til køen i mindre grupper med minutters mellemrum. Nogle gange indebar det, at aftale på forhånd hvem der skulle lege små-forelskede og kærestepars-agtige, helst gerne en etnisk majoritetskvinde med en etnisk minoritetsmand, men jeg har også selv ageret forelsket kæreste til en kammerat og på den måde fået ham med ind. Også altid huske ikke at være for festglade eller for højlydte i køen for ikke at tildrage unødig opmærksomhed, selvom andre i køen gjorde det samme. Etcetera, etcetera, et-ce-te-ra! At tænke i alternativer var fx at have en back up plan; hvis vi ikke kommer ind her, hvor tager vi så hen? Hvis kun nogle af os kommer ind, hvad gør vi så? Er der en privatfest, vi kender til? Hvis alt andet fejler, er det ene sted, vi altid med garanti kan komme ind på så åbent? Selvom ovenstående overvejelser er skrevet meget eksplicit her, så var virkeligheden den, at overvejelserne og forholdsreglerne var en automatiseret og integreret del af det at gå i byen. En måde at navigere og forholde sig til situationen på, som en af de afviste veninder fra forrige weekend sagde: “Hvis ikke vi kender nogen eller har forberedt alt omkring en indgang, så kan vi ikke komme ind!”.

……………

De sidste par år har byture været ikke-eksisterende for mig, da min tid har været dedikeret studie og familieforøgelse, men for nogle år siden oplevede jeg at blive afvist to gange på én aften. Jeg var taget i byen sammen med min mand og to af vores venner, en kvinde og en mand og af en eller anden grund kunne jeg ikke ryste lige netop dén aften af mig. Det var som at få en mavepuster for derefter at få endnu et slag før vejrtrækningen har stabiliseret sig. På intet tidspunkt havde vi opført os ubehøvlede, larmende eller truende og da vi stille og roligt spurgte ind til, hvad de begrundede deres afvisning med, fik vi at vide, at der bare ikke var plads til os derinde. Samtidig med strøg andre gæster direkte gennem døren uden at skulle vise ID, uden at skulle vise deres taskers indhold eller på anden måde få sat spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse. Klokken var mange, det var koldt og det stod ned i stænger. Ydmygelsen var komplet.

Jeg har været vidne til diskrimination i nattelivet siden mit allerførste besøg på nattens mangeartede klubber som 17-årig og jeg har hørt utallige førstehåndsfortællinger om diskrimination i nattelivet fra mine brødre, mine venner og mand, men også fra veninder, der har oplevet at blive afvist. Det er derfor ikke noget nyt for mig. Jeg har hørt om det. Jeg har set det. Jeg har oplevet det. Jeg har forsøgt at navigere i det og sågar undskyldt det, men lige præcis dén aften ramte diskriminationen mig ekstra hårdt. Måske var det fordi, at jeg var blevet ældre, havde taget uddannelse, var i færd med mere uddannelse, havde stiftet familie, lavede frivilligt arbejde og generelt følte mig velkørende og veletableret. Jeg havde sat kryds, om du vil, ved alle de ting, der normalt bliver brugt som parametre for, hvor integreret og dansk en såkaldt fremmed er. Måske var det erkendelsen af, at selvom jeg har opnået de her ting og stadig bevæger mig i gunstig retning personligt såvel som samfundsmæssigt, så kommer det åbenbart aldrig til at være nok, for jeg vil til stadighed kunne blive peget ud og pillet fra på baggrund af den éne ting, som jeg ikke kan ændre ved – min hudfarve.

Den aften følte jeg mig så nøgen og udpeget. Følte mig uden agens og reel mulighed for at ændre på situationen. Og så blev jeg ramt af vrede. Den der vredesklump der sidder i halsen og hver gang tankerne genbesøger episoden, får du lyst til at kaste en proper næve. Du ved ikke hvor hen, men du har lyst, for du har brug for at få afløb for vreden og følelsen af afmagt, da den er ubærlig, men det sker ikke. Du får at vide, at det er normalt, “det sker for os alle” og det bedste du kan gøre er, at ryste det af dig, så du putter det ned i æsken med andre episoder, der har udløst samme følelse og lægger låg på. Indtil næste gang.

……………

Samtidig blev jeg ramt at skam. Jeg skammede mig over, at jeg i så mange år har set diskriminationen og endda selv har understøttet den, for jeg har jo ikke direkte sagt fra, vel. I stedet har jeg lavet alle mulige krumspring for at følge de usagte regler, for at gøre os mindre synlige, agere overhøflige for at synes mindre potentielt truende, agere falske kærester etc., alt i alt for at berolige dørmændene og forsikre dem om, at vi er godt folk, der bare ønsker at  feste, drikke og danse natten lang. Og jeg skammede mig over, at jeg i så mange år, selvom jeg har set det gå ud over mine mandlige venner på tæt hold, ikke har følt det på samme måde som dem. Selvom jeg så frustrationen og følelsen af afmagt hos dem, og følte med dem(!), så forstod jeg ikke til hvilken grad det i virkeligheden smerter, indtil jeg selv pludselig mærkede det. Den erkendelse gjorde ondt; at jeg åbenbart selv skulle få afmagten og vreden at mærke, sådan for real, før jeg kunne identificere og sætte mig helt ind i den, når jeg ellers er et ret fintfølende og empatisk menneske. Det har jeg tænkt meget over. Hvis der for mig, som har oplevet forskelsbehandling på tæt hold, skulle så meget til for sådan virkelig at kunne forstå, hvad der er på spil og virkelig mærke de tanker og følelser det sætter i gang, hvad skal der så til for at andre, der slet ikke har den præmis ind på livet, at kunne blive sorteret fra på noget du hverken kan ændre eller skjule, kan få øje på det problematiske i det, kan forstå det, have empati og solidaritet med det og sågar motiveres til at modarbejde det?

Hvad skal der til?

……………

Jeg ved det ikke og jeg har heller ikke hele svaret, men oplysning og synliggørelse må være et godt sted at starte og det er glædeligt, at Københavns Kommune, Os Imellem og Bremen Teater tidligere på ugen for eksempel afholdte et debatarrangement om diskrimination kaldet “Det Tavse Flertal// mekanismerne bag diskrimination” og det er glædeligt, at Københavns kommune for nogle år tilbage ligeledes kastede sig over projektet i form af fx Stemplet, som er en kampagne imod diskrimination. I 2013 var kampagnens fokus på nattelivet, så jeg valgte at skrive om mine oplevelser med diskrimination på deres facebook-side. Indlægget kan du læse her. Jeg blev efterfølgende en del af kampagnen, hvorfra coverbilledet til dette blogindlæg stammer fra. Grunden til at jeg valgte, at skrive på deres Facebook-side var, at jeg havde brug for at få afløb for tankerne og følelserne, som havde rumsteret i mig siden den aften og jeg havde brug for at få sagt det højt for at synliggøre over for andre, der ikke selv oplever det, hvordan diskrimination kommer til udtryk og hvilke konsekvenser det kan have for os, som det går ud over. Vigtigst af alt er dog, at jeg skrev det fordi, at jeg ønsker det anderledes for mine børn, da jeg ikke ønsker, at de om 10-års tid skal komme hjem og genfortælle de samme oplevelser og situationer, som var det jeg, der sad og fortalte dem.

Det må og skal kunne gøres bedre end det… men hvordan?