Video: Hvor kommer du fra?

Videoklip fra dialogarrangement om anti-racistisk børneopdragelse

På Talk Town i maj måned deltog jeg i et dialogarrangement, der handlede om anti-racistisk børneopdragelse. I panelet sad Camilla Kaj Paulsen, Natasha Al-Hariri og jeg, og samtalen blev modereret af Gry Arendse Voss.

Én sætning der altid dukker op, når vi taler om, eller på anden måde har med tilhørsforhold og etniske minoriteter at gøre i Danmark, er frasen: “Hvor kommer du fra?”. For mange anses det som et almindeligt og neutralt spørgsmål, hvis funktion først og fremmest er en nem icebreaker mellem mennesker, der mødes første gang; et spørgsmål der grundlæggende skal demonstrere imødekommenhed og nysgerrighed fra spørgerens side.

For den der bliver spurgt, er der dog som oftest flere betydningslag forbundet med spørgsmålet, der rækker langt ud over spørgerens velmenende intention. Jeg har tidligere adresseret “Hvor kommer du fra? – spørgsmålet og de følgevirkninger det kan have på én som etnisk minoritetsdansker at skulle forholde sig til, tilsyneladende, at komme et andet sted fra end der, hvor man har hjemme udelukkende baseret på ens mørke(re) hudfarve b.la via dette digt.

Hører til sjældenhederne

Jeg har boet i Danmark i 33 år ud af mine 35 leveår. I alle disse år har jeg skulle svare på, hvor jeg kom fra, selvom det eneste jeg reelt husker er, at jeg har boet i Danmark hele mit liv. Et spørgsmål som “Hvor kommer du fra?” kommer også sjældent alene. På trods af mine mange år i Danmark, og de gange jeg har besøgt Eritrea kan tælles på én hånd, forventes det, at jeg alligevel kan svare på alle spørgsmål angående Eritreas sprog, kultur, historie og natur.

Igennem mine 33 år i Danmark er jeg blevet spurgt så mange gange, hvor jeg ikke kommer fra, at den éne gang, hvor jeg blev spurgt om jeg var udlænding gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg lavede et facebook opslag om det.

“Er du udlænding?”

Det er præcist 6 år siden, jeg blev stillet spørgsmålet: “Er du udlænding?”. Det er også den eneste gang jeg er blevet spurgt sådan, og jeg har ikke hørt det siden. Da damen spurgte mig, anede jeg derfor heller ikke, hvad eller hvordan jeg skulle svare hende, men det var rart for en gangs skyld at blive spurgt “med omvendt fortegn” om jeg hører til.

Det hører dog til sjældenhederne, at blive spurgt på den måde. I dag såvel som dengang er det nu engang “hvor kommer du fra?”, der endnu optager folks nysgerrighed; selv når det kommer til børn født og opvokset i Danmark. Med andre ord, så er det for mine børn på samme måde som det var, og stadig er, for mig igennem de sidste 33 år.

Til Talk Town arrangementet blev “Hvor kommer du fra?” derfor naturligvis også vendt, og på videoklippet kan du høre Natasha, Camilla og jeg fortælle om hver vores oplevelser med vores børn i forhold til lige netop det spørgsmål.

SE VIDEO HER!

Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

HVERDAGSGLIMT

Vores underbo er flyttet og vi har hele tiden haft lyst til at flytte i underboens type lejlighed, da den er i ét plan og har have. To ting som vi synes ville være rart.

Jeg ringer derfor ind til vores boligforening for at høre, hvordan vi står i forhold til at kunne flytte internt. Medarbejderen oplyser, at lejligheden er gået til anden side, da vi på grund af 2-års reglen først kan få tilsendt tilbud en måned inden ancienniteten træder i kraft, hvilket i vores tilfælde er d. 1. September.

“Men…” siger hun.

“Jeg kan oplyse dig, at det er nogle danskere, der flytter ind”.

 

….

Der findes de der øjeblikke, hvor du når at tænke hundrede tanker på et splitsekund, men hvor du alligevel ikke finder frem til noget, der kunne være det helt rigtige at sige, nu og her.

….

“Danskere” – hvem er de? -Er jeg en af dem?. Ville du sige sådan, hvis du kunne spore en accent i min stemme eller vidste hvordan jeg ser ud?. Skal jeg være glad nu. Måske føle mig lettet over, at min kommende underbo er “dansker”?. Ville en “dansker” gøre det, altså føle sig lettet?. Er det det, “man” gør i sådan en situation?.

Skal jeg sige: “Hvad mener du egentlig; minoritets- eller majoritetsdansker?”. Vil hun overhovedet fatte det?. Skal jeg sige til hende: “Undskyld mig, men jeg er ikke selv dansk” for at pointere, hvad hun sprogligt lige har gjort, men det ville heller ikke være rigtigt, for det er jeg jo. Er det her måden boligselskabet skelner mellem attraktive og ikke-attraktive beboere på? Kører jeg ud af en tangent? Hun mente nok ikke noget med det. Eller gjorde hun? Måske ikke direkte, men implicit? Ser jeg spøgelser?

For det føltes lidt som at være ufrivillig indlemmet i en klub, der skulle have været hemmelig, så jeg nøjedes med et halvt-konstaterende-semi-spørgende “Ååh´kaay”.

….

For jeg orkede det ikke.