Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

HVERDAGSGLIMT

Vores underbo er flyttet og vi har hele tiden haft lyst til at flytte i underboens type lejlighed, da den er i ét plan og har have. To ting som vi synes ville være rart.

Jeg ringer derfor ind til vores boligforening for at høre, hvordan vi står i forhold til at kunne flytte internt. Medarbejderen oplyser, at lejligheden er gået til anden side, da vi på grund af 2-års reglen først kan få tilsendt tilbud en måned inden ancienniteten træder i kraft, hvilket i vores tilfælde er d. 1. September.

“Men…” siger hun.

“Jeg kan oplyse dig, at det er nogle danskere, der flytter ind”.

 

….

Der findes de der øjeblikke, hvor du når at tænke hundrede tanker på et splitsekund, men hvor du alligevel ikke finder frem til noget, der kunne være det helt rigtige at sige, nu og her.

….

“Danskere” – hvem er de? -Er jeg en af dem?. Ville du sige sådan, hvis du kunne spore en accent i min stemme eller vidste hvordan jeg ser ud?. Skal jeg være glad nu. Måske føle mig lettet over, at min kommende underbo er “dansker”?. Ville en “dansker” gøre det, altså føle sig lettet?. Er det det, “man” gør i sådan en situation?.

Skal jeg sige: “Hvad mener du egentlig; minoritets- eller majoritetsdansker?”. Vil hun overhovedet fatte det?. Skal jeg sige til hende: “Undskyld mig, men jeg er ikke selv dansk” for at pointere, hvad hun sprogligt lige har gjort, men det ville heller ikke være rigtigt, for det er jeg jo. Er det her måden boligselskabet skelner mellem attraktive og ikke-attraktive beboere på? Kører jeg ud af en tangent? Hun mente nok ikke noget med det. Eller gjorde hun? Måske ikke direkte, men implicit? Ser jeg spøgelser?

For det føltes lidt som at være ufrivillig indlemmet i en klub, der skulle have været hemmelig, så jeg nøjedes med et halvt-konstaterende-semi-spørgende “Ååh´kaay”.

….

For jeg orkede det ikke.