Det kan godt være, du ikke er racist, men..

Der er faktisk et “men”, der gør en stor forskel, så inden du begynder at himle med øjnene og klikker dig videre ud i cyberspace er mit håb, at du alligevel lige læser ned til sidste punktum, så du (forhåbentligt) kan forstå det men bedre..

For sandheden er, jeg har forstået dig. Jeg har forstået, du ikke er racist. Jeg har forstået tiden var en anden, da du voksede op. Har forstået din nostalgi, de gode minder med højtlæsning af mor og din angst for at give slip på noget, du føler, du har fået ind med modermælken.

Jeg har forstået dig.

Derfor har jeg smilt akavet til dig og ladet som ingen ting, når du overtræder mine grænser. Jeg har ignoreret dig, når du laver jokes, kommer med trælse kommentarer, provokerer eller sårer mig. Også når jeg ved, at du selv er klar over, hvad det er, du har gang i.

Selv dér!

Og det er her vi er. Igen, igen.

Debatten ruller, og vi har alle deja-vu, for Gyldendal har udgivet en udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor otte rim der indeholder ordene “neger”, “gul kineser” og “hottentot” er udeladt. Begrundelsen lyder, at tiden har ændret sig, ordene er forældede og bøgerne er for børn. Det skal derfor være muligt, at kunne vælge en udgave af bogen uden nedsættende og krænkende ord. Hver gang debatten blusser op igen, bliver grænserne trukket skarpt op, og det hele kommer til at handle om, om man må sige “neger” eller ej.

Ja. Nej. Enten – Eller. Sort. Hvidt. Og slutteligt noget med, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så..

Vi mangler nuancerne!

Må man nu ikke længere sige..

Selvom det altid ender med en “må man, må man ikke” diskussion, så handler det ikke kun om, hvorvidt du må bruge det ene eller det andet ord. Det handler om andet og meget mere end hvor grænsen går for, hvad du må sige. Det handler om magtforhold, definitionsmagt og repræsentation. Det handler om, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og de næste generationer. I tilfældet med Halfdans bog med børnerim, handler det om børnebøgers funktion og hvordan vi bruger dem. Altså, om meget mere end din individuelle trang til fastholdelse af ordet “neger”.

I denne omgang er katalysatoren for den gamle travers opblussen Halfdan Rasmussens samling af børnerim. En bog der er henvendt førskolebørn. De fleste der mener, det er utilstedeligt at redigere ordene ud argumenterer, at man, når man læser højt fra rimene, kan benytte momentet til at fortælle om fortiden og fortælle børnene, at “sådan siger man ikke længere”. Men lad os være realistiske; de fleste der læser for de 3-6 årige læser med den hyggelige stund og nærvær, med undersøgelse af sprogets finurligheder og samtalen i fokus, ikke med tanken om at give en lektion i dansk koloni- og slavehistorie. Det gælder forældre såvel som pædagogerne i børnehaven. Den manglende viden om Danmarks mørke fortid som slavenation, samt erkendelse af fortidens indvirkning på nutiden kombineret med den store modstand fra majoritetsdanmark gør det ligeledes svært at forestille sig, at selvsamme mennesker selv vil eksekvere, hvad de prædiker kunne være løsningen imod redigering af børnebøgerne, hvilket blot får argumentet til at virke tomt.

Det er jo bare et ord!

Jeg hører det gang på gang. “Det er jo bare et ord!”. Og ja, det siger du, men du støder heller ikke på ordet, med mindre du selv bruger det. Og du er jo et godt menneske, der ikke mener noget ondt med det. Derfor kan det ikke være ondt.. Forskellen er dog, at du har et valg. Du kan vælge at bruge det. Eller du kan vælge at lade være. Jeg har ikke et valg, og har bestemt ikke valgt, at det skal bruges hverken om eller imod mig. Det samme gør sig gældende for ca. 9 ud af 10 danskere med afrikansk baggrund i Danmark. 9 ud af 10!

Alligevel har jeg hørt det i børnehaven, i skolen og i gården. På gaden, i butikken og ved busstoppestedet. I taxaen, på gymnasiet, hos venner, hos venners forældre, blandt kollegaer og til middagsselskaber. I bøger, på nettet, i radioen og på tv.

Lige meget hvad din intention har været, om det har været velmenende eller med fuldt overlæg, så har det enten gjort mig akavet til mode, såret mig eller gjort mig vred. For med ét gør du mig til ingenting. Sletter mit navn, min personlighed, min historie og min værdi som menneske, når du reducerer mig til “neger”.

Og det ord er bare én måde at gøre det på: Sorte svin, beskidt, abekat, abelydende og banan-jokes. Samligning med dyr, med vildskab, knogler gennem næsen og overdrevne træk. Lav intelligens, lalleglad, dansende og uden substans, uden dybde, uden navn og uden historie er andre måder at gøre det på, men de er alle sammenflettet med ideen om “neger”. Har du hørt nogle af de ovenstående beskrivelser før? Lyder de bekendt? Vi har alle hørt dem! For det er den herskende måde, hvorpå sorte mennesker er blevet tiltalt og beskrevet op igennem tiden.

Kan du komme i tanke om et tilsvarende ord, der har samme historik og anvendelse rettet mod hvide mennesker? Jeg kan ikke, for det blev opfundet af hvide til at kategorisere, dehumanisere og undertrykke de slavegjorte, som de mente var undermennesker. Da slavetiden ophørte fortsatte brugen af ordet i alle dets former og synonymer til at beskrive sorte mennesker. Direkte eller indirekte. Velmenende eller med overlæg. Det blev opfattet som neutralt. Det kom på tryk og ind i børnebøgerne.

Ord og måder at beskrive sorte mennesker på idag fx som i Halfdan Rasmussens originale rim og remser, er derfor levn fra en racistisk fortid, vi istedet for at reproducere bør arbejde for at afvikle. For i dag såvel som dengang, er de med til at kategorisere og dehumanisere sorte mennesker. Også i børnehøjde.

Glimt fra hverdagen

For nyligt pegede en pige på min venindes datter, og sagde “se mor, der er en neger”. De stod i garderoben nede i børnehaven, hvor også mine sønner går, og pigen der pegede er en af deres børnehavekammerater. Min veninde har rødder i Eritrea som jeg, og hun er derfor mørk i huden. Hendes kæreste, pigens far, er majoritetsetnisk dansk. Min venindes datter er derfor lys i huden, en smule mørkere end gennemsnitsdanskeren, men en hel del lysere end gennemsnitseritreaneren, og så har hun glat leverpostejsfarvet hår med let krøl i enderne. “Undskyld, hvad siger du?”, spurgte min veninde chokeret, og pigen gentog. Moderen blev befippet og forklarede det med, at de læste en bog der hjemme, hvor der stod “neger” i.

De går i børnehave nu, mine drenge og min venindes datter, men inden længe går de i skole, og de kommer til at høre ordet i skolegården. Denne gang bliver det dog ikke længere et uskyldigt udbrud over, at have “fundet Holger”, men et intentionelt ét ment til at såre – underordnet om det er møntet på dem selv eller andre. Dernæst kommer de til at høre det på gaden, på arbejdspladsen og i nattelivet. I direkte eller indirekte tale. Velmenende eller med overlæg. De kommer til at høre det fra fremmede mennesker og fra mennesker de kender, fordi de mennesker har lært, at det er neutralt, selvom det for dem selv, med al sandsynlighed, kommer til at føles grænseoverskridende, provokerende og nedværdigende.

Repræsentation

Vi har derfor brug for repræsentation. Brug for mere nuancerede og mangfoldige fortællinger om mørke mennesker i børne- og ungdomsbøgerne end tilfældet er nu, hvor størstedelen af etniske minoriteter i litteraturen enten er reduceret ned til at passe majoritetens stereotype fortællinger om, hvad det vil sige, at være brun eller blot indgår som biroller uden nogen nævneværdig personkarakteristika.

Vi har brug for repræsentation, for de bøger vi læser for dine og mine børn er med til at sætte ord på deres verden og menneskene omkring dem. De er med til at give dem et sprog at forstå sig selv og hinanden i, og de kan, hvis de er heldige, se sig selv spejlet i det og/eller få viden om andres verden igennem dem. Derfor bør vi introducere dem, dine og mine børn, for historier, der ikke forfalder til dovne, stereotype og kategoriserede fortællinger om minoriteter, mens den hvide majoritet som den eneste forbliver mangeartet og nuanceret.

Men det er svært, for vi har en tendens til at vælge de bøger for vores børn, som vi kender fra da vi selv var små. Den glæde vi oplevede ved visse bøger, ønsker vi med al naturlighed at give videre til vores egne. Halfdan Rasmussens børnerim vækker for mange nostalgiske minder fra da de var børn, hvilket tilfældet nok også er for en stor del af de majoritetsetniske danskere, der de seneste uger har udvist enorm modstand over for Gyldendals beslutning om at udelade de otte rim med “neger” og “hottentot”.

Jeg lagde ud med at sige, jeg har forståe dig, men har du mon forstået, at dit ønske om at fastholde rimene og din insisteren på, “at det bare er ord” har virkelige og mærkbare konsekvenser for de brune minoriteter, du omtaler? Forstået, at selvom du ikke mener noget ondt med det, så er der andre der gør og forstået, at det er urimeligt at bede sorte mennesker om, at skulle skelne mellem dine intentioner fra andres, når resultatet som oftest alligevel er ens; nedværdigende, fremmedgørende og sårende.

Det kan godt være, du ikke er racist, men…

Insisterer du på din ret til at bruge ordet “neger” velvidende, at dem du bruger det om, ikke ønsker det, er du med til at opretholde den strukturelle racisme, der forfordeler dine følelser, ønsker, og interesser fremfor dem det i virkeligheden drejer sig om.

BREAKING: Kvinden er mig.

Jeg har ikke fulgt med i den sidste uges genspilning af den gamle traver om, om man må sige eller skrive “neger” og “hottentot”, for der plejer sjældent at være nyt under solen. Har du hørt én af debatterne, har du derfor hørt dem alle.

Denne gang er der pustet liv i snakken, fordi Gyldendal har besluttet at trykke en samleudgave af Halfdan Rasmussens rim og remser, hvor rim med “neger” og “hottentot” er taget ud. Otte styks rim i alt er røget på den konto.

Det huer ikke Halfdan Rasmussens børn eller børnene til Ib Spang Olsen, der har illustreret bøgerne. Ifølge TV2´s afstemning og Facebook tråde huer det heller ikke største delen af befolkningen, eller ihvertfald den del af befolkningen, der gider at bruge tid på Facebook debatter og polls.

Jeg havde ingen intentioner om at bruge tid på denne runde af den famøse debat, men da Kulturmagasinet AK24syv på Radio24syv ringede, valgte jeg alligevel at slå vejen forbi og give mit besyv med.

Du kan lytte med her: https://www.24syv.dk/programmer/et-skud-ak/52215450/breaking-en-kvinde-er-enig-med?start=0

Mangfoldighed: Hvem har ansvaret?

I går aftes var Camilla Kaj Paulsen og jeg til forfatter aften hos Aage og Agnes Bøger i Sydhavnen (den hyggeligste lille boghandel!) for at tale om Børnebogen om Nour og Nora, som Camilla har skrevet, og mangfoldighed i børnelitteratur, ikke mindst vigtigheden her af.

Sammen med de fremmødte kom vi vidt omkring, og snakken faldt b.la også på pædagoger og lærer, hvilket ansvar sådanne professioner fører med sig, og ikke mindst, hvordan disse fagrupper fagligt kan rustes til at skabe institutioner der er inkluderende, og ikke – ubevidst og stik imod intentionen – kommer til at opretholde praksisser der ender med at virke ekskluderende for de etniske minoritetsbørn- og unge.

Her til aften dukkede nedenstående tråd fra den største facebook gruppe for pædagoger og pædagogisk personale op i mit feed. Trådstarter efterspørger en alternativ måde at synge om farven gul på i børnesangen “Se min kjole”, da hun ikke længere har lyst til at bruge gul farve til at beskrive en kineser.

Ingen tråde kan på så kort tid få så mange kommentarer i den gruppe, som tråde der omhandler etniske minoriteter – og langt de fleste kommentarer er sjældent hverken saglige eller fagligt funderede. Denne tråd er ikke den værste, men heller ikke den mest opløftende.

I går blev vi spurgt, hvor vi ville sætte ind, hvis vi havde magten til at bestemme. Mit svar var mere og grundigere viden hos lærere og pædagoger, og en af de fremmødte supplerede en større kobling mellem teori og praksis.

Nedenstående tråd synes jeg fint illustrerer disse pointer, men læs og bedøm selv. Hvad tænker du om tråden? Hvem har ansvaret?

Facebook tråd: “Hvad synger I om farven gul, i “Se min kjole”?”

Digt: HVOR KOMMER DU FRA?

“Denne dag” funktionen på facebook har i dag mindet mig om en post, som jeg skrev ét år siden. Det var i forbindelse med, at folketinget havde ytret, at der ikke burde være boligområder, hvor etniske danskere var i mindretal og Gorilla Media lavede en video, hvor de fortalte minoritetsetniske børn, at deikke var danske. Videoen gik viralt med #JegErDansk. Når jeg læser min post, er det som at få deja-vu. I dag, som for præcist ét år siden, oplever jeg nemlig igen at være ufrivillig tilskuer og målskive for endnu en omgang etnisk-minoritets bashing leveret af politikerne selv. Udgangsforbud efter kl. 20.00, dobbeltstraf og strafzoner i de udsatte boligområder, diskussioner om de somaliske medborgere som byrder eller berigelser etc., etc., etc. Hver gang det bliver tid til, at partierne skal hive billige stemmer hjem på bekostning af de etniske minoriteter, så tænker jeg altid på børnene. På de etniske minoritetsbørn især. På mine børn – akkurat som jeg gjorde i dag for ét år siden. Nedenstående er min facebook post gengivet. Digt udgivet i digtsamlingen “DER VAR ET YNDIGT LAND” af Asim Iqbal, 2014.

 

……………

 

“Ved du, hvad der er træls?” siger hun.
I børnehaven spørger og spørger de, hvor jeg kommer fra
Jeg gider ikke svare
Men de spørger hele tiden
Hun kan ikke svare

Jeg prøver at formulere
Et svar der tilgodeser
Det paradoks vi lever, når vi er født og opvokset her
Men har svært ved at identificere
En identitet som ikke inficerer
Vores sind med tvivl når vi i mødet med andre oplever
Disharmonier med det, vi føler og det, andre ser

Jeg er interesseret i at høre, hvilket svar hun giver
Når de spørger
Og hun bliver forvirret
For i denne situation
Er svar skyldig ikke accepteret
i denne situation
Er svar skyldig ikke accepteret

Hun svarer at ”Eritrea” er det svar, hun giver
For dét at være dansk gør de andre forvirret
Når hun er brun, og de andre bliver
Ved med at spørge til facit er accepteret
Ud fra normer der dikterer
At en rigtig danskers urfader også har beboet landet her
Så Eritrea er det svar, hun giver
Selvom det inde i hende rumsterer

Jeg husker.
For et år siden var det på “Danmark”, hun insisterede
Da en fremmed mand på gaden kun “Afrika” til svar ville acceptere
Nu har hun af erfaring fået sig lært
Dét, at kalde sig dansker, ikke er for enhver
Så Eritrea er det svar, hun giver
Selvom det inde i hende rumsterer”

 

……………

 

Overstående skrev jeg da min den ældste var 5 år efter at have oplevet, hvor meget og hvordan “danskhed” fylder i børnehøjde. Havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ikke ville bruge kræfter på den hersens dansker-diskussion for det er drænende. Det er som en følelsesmæssig rutchetur, som du ufrivilligt er spændt op på, hvor du det ene øjeblik bliver ked, det næste indigneret. Og alt derimellem, men mit helt ømme punkt er børnene. Ikke kun mine, men de minoritetsetniske børn generelt. Det er dem jeg altid tænker på, når jeg ser medierne giver mikrofontid til endnu en der bræger noget med, at ulven kommer og endnu værre er det, når det kommer fra de politiske talerstole.

Jeg giver ikke meget for dem der optimistisk hele tiden lige skal tilføje, at politikerne kan rende og hoppe med deres sproglige opdeling i “danskere og indvandrere og efterkommere” og i “os og dem” for det der virkelig tæller, det er om man selv føler sig dansk. Men det er ikke kun det der tæller! Det der tæller er også, at vores politikere, uanset politisk ståsted, formår at kommunikere deres tanker, holdninger og visioner med andet end skolegårds argumentation og “fordi jeg siger det”-logik. At de formår at tale om, til og ikke mindst med de etniske minoriteter i en respektfuld tone; også når det handler om emner, hvor man er uenige eller er svære fordi det berører kulturel, religiøs, seksuel eller anden diversitet. Udgangspunktet må være, at tales der om danske statsborgere, uanset hvordan de ser ud, hvad de hedder eller hvordan de lever, så må der formuleres i vendinger der respekterer dette faktum. Det bør vi godt kunne forvente af vores politikere for uanset hvordan vi vender og drejer det, så besidder de en defintionsmagt, der fungerer som pejlemærker for, hvordan resten af befolkningen ser på og behandler hinanden. Hvad de udspyr legitimerer, hvordan vi føler om og opfatter hinanden og ikke mindst, hvordan vi opfatter os selv.

Jeg kan gå og føle mig nok så dansk, men min danskhed kan jeg ikke tage for givet fordi jeg fra politisk side konstant konfronteres med mistænkeliggørelse og sproglig eksklusion. Og tag endelig ikke fejl, vores børn mærker det også! Så tidligt som i børnehavealderen erfarer de, at de ikke er helt lige som deres etniske majoritetsvenner. Og vi som forældre kommer på hård prøve, når vi som ekstra opgave hele tiden skal forsikre vores børn om, at også de hører til selvom de ser, hører og oplever andet.

Den her video gør ondt at se. Ikke kun på grund af det faktum, at børnene på kamera så direkte bliver udfordret på deres identitet, men fordi at det er virkeligheden for danske minoritetsbørn. Det er de forvirrede og fortvivlede barneansigter vi som forældre skal samle op og gang på gang puste ny selvtillid, selvværd og stolthed i så de tør at tro på og stå ved, at også de er danskere.

 

Hvilken farve vælger man, når skoleopgaven siger “hudfarvet”?

Nisse hudfarve

(Repost fra min facebook med få justeringer, december, 2016)

“Åhh nej, mor! Jeg har ikke den rigtige hudfarve!” Hun begynder at lede lettere febrilsk efter “den rigtige hudfarve”. Først i krukken der står i køkkenet, i de forskellige krus med farveblyanter oppe på værelset og tilbage ned igen for at gennemrode skuffer og diverse steder, der måske kan indeholde hudfarven. Den der helt rigtige farve, der er hudfarven over dem alle og per definition altid vil være i dyb kontrast til hendes egen.

“Hudfarve kan være mange forskellige slags farver. Er der en anden farve, du kan bruge i stedet?” spørger jeg. Hun tænker hårdt og længe for lige meget hvad, så vil tegningen nu ende med at blive forkert, fordi det ikke er “den rigtige hudfarve”, hun bruger. Efter lidt tid med frustration og irritation finder hun en løsning. Hun tager den brune farve, men den må altså ikke synes brun; det ville være forkert, så hun tager et stykke papir, hvor hun dér først kan prøve af, hvor blødt eller hårdt et tryk hun skal anvende med den brune blyant for at den kommer så tæt på “den rigtige hudfarve” som muligt.

Udover at lære at læse og løse opgaver, så lærer denne opgave også børnene på et ureflekteret niveau, at farverne på vores hud har en rangorden. Den lyse hvide hud er den rigtige og mest værdige. Det er den, som er den eneste rigtige farve, når der skal tegnes farve på hud og når der refereres til “hudfarve” generelt. Andre hudfarver er sekundære og ikke dem vi umiddelbart tænker først på, når noget skal være hudfarvet, om det er når vi tegner, når vi inden for makeup-verdenen taler om at kreere et “nude look”, snakker om “hudfarvet” lingeri, plastre etc.

Børnene møder via opgaven en grundfortælling, som de derefter navigerer ud fra, når noget skal dømmes som enten rigtigt-forkert, smukt-grimt og ønsket eller uønsket, men det er en grundfortælling, der rammer minoriteten med den brune hud hårdere end majoriteten med den hvide hud, fordi der hvor majoriteten tager for givet, at de kan spejle sig i personerne, de ser i reklamerne, i modeverdenen, på tv, i børnebøgerne etc., der bliver den brune minoritet mindet om, at den mørke hud ikke er værdig, den er ikke eftertragtet eller ønskværdig. Opgaven ender derfor med at blive en negativ påmindelse herom, om de er bevidste om budskabet eller ej.

……………

Jeg kom  i tanke om ovenstående, da hudplejeproducenten Dove tidligere på ugen publicerede en 3 sekunders reklame GIF for deres Body Wash på deres amerikanske facebook side. Reklamen viser en mørk kvinde, der tager sin brune trøje og hudfarve af og voila!, bliver til en hvid kvinde. Derefter skifter den hvide kvinde trøje og bliver til en asiatisk kvinde. Hensigten ifølge Dove er at vise, at Dove Body Wash er for alle, men transformationen fra mørk til hvid kvinde blev hurtigt til dette stillbillede:

Dove-Advert-600x600

og har rejst debat om sæbeproducenters reklamer gennem tiden og op til i dag, hvor der spilles på en fortælling om, at sorte mennesker er beskidte mennesker og ved at bruge den pågældende sæbe, bliver de på magisk vis til rene hvide mennesker.

Andre eksempler på sæbereklamer med samme racistiske fortælling gennem tiden:

sæbe4Sæbe1sæbe2

Men det er ikke kun de engelske og amerikanske sæbeproducenter, som har en lang tradition med at bruge stærkt racistiske temaer med mennesker med afrikansk baggrund til at sælge deres produkter på. Denne er for eksempel fra Norge anno 1950:

norge.jpg

Og denne er fra et dansk vaskeri i 1956 på Søborg Hovedgade:

sorttevit.jpg

……………

Dove tog reklamen ned, da det begyndte at tikke ind med kritiske kommentarer og kom straks med en undskyldning, hvori de sagde, at de havde “missed the mark in representing women of colour thoughtfully.” og sagde, at reklamen “did not represent the diversity of real beauty which is something Dove is passionate about and is core to our beliefs, and it should not have happened… we apologise deeply and sincerely for the offence that it has caused.”

Men, jeg køber ikke undskyldningen. Et firma af den kaliber ved bedre. De kender udmærket til den historiske kontekst, de laver reklamer ud fra. Jeg går ud fra, at firmaer også orienterer sig bagud for at vide, hvilke træk de skal spille på fremadrettet. Hvad bruger man ellers en marketingafdeling til? og de ved ydermere, at lige netop dén fortælling, selv præcenteret så sublimt som de forestiller sig, det kan være, vil betyde at SoMe-brugere, mestendels med mørk hud selv, vil opfange det, kritisere det og derved generere gratis omtale for deres produkt. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, ik sandt?.

Nogen vil måske indvende, at reklamen ikke kan være racistisk, når den hvide kvinde også ændrer udseende og bliver til en asiatisk kvinde. Det er klart, at det bløder lidt op i udtrykket, men min indvending er, at det er præcist den effekt, som Dove har ønsket. De ønskede, at gardere sig mod anklager om racisme, samtidig med at de kunne slippe afsted med at spille på racistiske tangenter. Omtalen er det hele værd og det er endda heller ikke så lidt, det de har fået de sidste par dage!

……………

At brun hud er grim hud og ikke er ønskværdig er i historisk kontekst derfor ikke noget nyt. Det kommer stadig til udtryk her, der og alle vegne, ofte uden at vi rigtig lægger mærke til det. I reklamer som med Doves seneste reklame, i børnebøger hvor brune sjældent har en ledende rolle eller kun agerer bi-fortællinger uden agens, inden for kosmetikbranchen etc. Se også bare på salget af afblegningscremer, som millioner er kvinder verden over bruger for at udvaske deres naturlige farve i en sygelig stræben efter at blive hvid, fordi det er det herskende skønhedsideal, der bliver promoveret verden over og derfor bliver opfattet som den ypperste form for skønhed, man kan opnå. Det kommer til udtryk mellem mennesker, når “du er flot af en afrikaner at være. Du er ikke så mørk” bliver sagt til mig i reference til min lysebrune hud eller når folk gætter mig til at være “halv-halv”, som om min “fine” nuance kun kan skyldes indblanding fra en hvid person og så kommer det implicit til udtryk, når mit barn skal farvelægge sin skoleopgave, hvor brugen af “hudfarvet” er helt og aldeles synonym med hvid hudfarve og ikke giver rum til, at hendes egen hudfarve lige så vel kunne være den, som hun kunne have brugt, uden at det ville føles forkert.

……………

Hudfarve er derfor heller ikke et nyt tema hjemme hos os. Det er noget, som løbende dukker op, og om vi vil det eller ej, noget vi aktivt må forholde os til, store som små. Her på bloggen har jeg derfor besluttet, at “hudfarve” kommer til at være det overordnede tema de næste par gange.