Det kan godt være, du ikke er racist, men..

Der er faktisk et “men”, der gør en stor forskel, så inden du begynder at himle med øjnene og klikker dig videre ud i cyberspace er mit håb, at du alligevel lige læser ned til sidste punktum, så du (forhåbentligt) kan forstå det men bedre..

For sandheden er, jeg har forstået dig. Jeg har forstået, du ikke er racist. Jeg har forstået tiden var en anden, da du voksede op. Har forstået din nostalgi, de gode minder med højtlæsning af mor og din angst for at give slip på noget, du føler, du har fået ind med modermælken.

Jeg har forstået dig.

Derfor har jeg smilt akavet til dig og ladet som ingen ting, når du overtræder mine grænser. Jeg har ignoreret dig, når du laver jokes, kommer med trælse kommentarer, provokerer eller sårer mig. Også når jeg ved, at du selv er klar over, hvad det er, du har gang i.

Selv dér!

Og det er her vi er. Igen, igen.

Debatten ruller, og vi har alle deja-vu, for Gyldendal har udgivet en udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor otte rim der indeholder ordene “neger”, “gul kineser” og “hottentot” er udeladt. Begrundelsen lyder, at tiden har ændret sig, ordene er forældede og bøgerne er for børn. Det skal derfor være muligt, at kunne vælge en udgave af bogen uden nedsættende og krænkende ord. Hver gang debatten blusser op igen, bliver grænserne trukket skarpt op, og det hele kommer til at handle om, om man må sige “neger” eller ej.

Ja. Nej. Enten – Eller. Sort. Hvidt. Og slutteligt noget med, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så..

Vi mangler nuancerne!

Må man nu ikke længere sige..

Selvom det altid ender med en “må man, må man ikke” diskussion, så handler det ikke kun om, hvorvidt du må bruge det ene eller det andet ord. Det handler om andet og meget mere end hvor grænsen går for, hvad du må sige. Det handler om magtforhold, definitionsmagt og repræsentation. Det handler om, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og de næste generationer. I tilfældet med Halfdans bog med børnerim, handler det om børnebøgers funktion og hvordan vi bruger dem. Altså, om meget mere end din individuelle trang til fastholdelse af ordet “neger”.

I denne omgang er katalysatoren for den gamle travers opblussen Halfdan Rasmussens samling af børnerim. En bog der er henvendt førskolebørn. De fleste der mener, det er utilstedeligt at redigere ordene ud argumenterer, at man, når man læser højt fra rimene, kan benytte momentet til at fortælle om fortiden og fortælle børnene, at “sådan siger man ikke længere”. Men lad os være realistiske; de fleste der læser for de 3-6 årige læser med den hyggelige stund og nærvær, med undersøgelse af sprogets finurligheder og samtalen i fokus, ikke med tanken om at give en lektion i dansk koloni- og slavehistorie. Det gælder forældre såvel som pædagogerne i børnehaven. Den manglende viden om Danmarks mørke fortid som slavenation, samt erkendelse af fortidens indvirkning på nutiden kombineret med den store modstand fra majoritetsdanmark gør det ligeledes svært at forestille sig, at selvsamme mennesker selv vil eksekvere, hvad de prædiker kunne være løsningen imod redigering af børnebøgerne, hvilket blot får argumentet til at virke tomt.

Det er jo bare et ord!

Jeg hører det gang på gang. “Det er jo bare et ord!”. Og ja, det siger du, men du støder heller ikke på ordet, med mindre du selv bruger det. Og du er jo et godt menneske, der ikke mener noget ondt med det. Derfor kan det ikke være ondt.. Forskellen er dog, at du har et valg. Du kan vælge at bruge det. Eller du kan vælge at lade være. Jeg har ikke et valg, og har bestemt ikke valgt, at det skal bruges hverken om eller imod mig. Det samme gør sig gældende for ca. 9 ud af 10 danskere med afrikansk baggrund i Danmark. 9 ud af 10!

Alligevel har jeg hørt det i børnehaven, i skolen og i gården. På gaden, i butikken og ved busstoppestedet. I taxaen, på gymnasiet, hos venner, hos venners forældre, blandt kollegaer og til middagsselskaber. I bøger, på nettet, i radioen og på tv.

Lige meget hvad din intention har været, om det har været velmenende eller med fuldt overlæg, så har det enten gjort mig akavet til mode, såret mig eller gjort mig vred. For med ét gør du mig til ingenting. Sletter mit navn, min personlighed, min historie og min værdi som menneske, når du reducerer mig til “neger”.

Og det ord er bare én måde at gøre det på: Sorte svin, beskidt, abekat, abelydende og banan-jokes. Samligning med dyr, med vildskab, knogler gennem næsen og overdrevne træk. Lav intelligens, lalleglad, dansende og uden substans, uden dybde, uden navn og uden historie er andre måder at gøre det på, men de er alle sammenflettet med ideen om “neger”. Har du hørt nogle af de ovenstående beskrivelser før? Lyder de bekendt? Vi har alle hørt dem! For det er den herskende måde, hvorpå sorte mennesker er blevet tiltalt og beskrevet op igennem tiden.

Kan du komme i tanke om et tilsvarende ord, der har samme historik og anvendelse rettet mod hvide mennesker? Jeg kan ikke, for det blev opfundet af hvide til at kategorisere, dehumanisere og undertrykke de slavegjorte, som de mente var undermennesker. Da slavetiden ophørte fortsatte brugen af ordet i alle dets former og synonymer til at beskrive sorte mennesker. Direkte eller indirekte. Velmenende eller med overlæg. Det blev opfattet som neutralt. Det kom på tryk og ind i børnebøgerne.

Ord og måder at beskrive sorte mennesker på idag fx som i Halfdan Rasmussens originale rim og remser, er derfor levn fra en racistisk fortid, vi istedet for at reproducere bør arbejde for at afvikle. For i dag såvel som dengang, er de med til at kategorisere og dehumanisere sorte mennesker. Også i børnehøjde.

Glimt fra hverdagen

For nyligt pegede en pige på min venindes datter, og sagde “se mor, der er en neger”. De stod i garderoben nede i børnehaven, hvor også mine sønner går, og pigen der pegede er en af deres børnehavekammerater. Min veninde har rødder i Eritrea som jeg, og hun er derfor mørk i huden. Hendes kæreste, pigens far, er majoritetsetnisk dansk. Min venindes datter er derfor lys i huden, en smule mørkere end gennemsnitsdanskeren, men en hel del lysere end gennemsnitseritreaneren, og så har hun glat leverpostejsfarvet hår med let krøl i enderne. “Undskyld, hvad siger du?”, spurgte min veninde chokeret, og pigen gentog. Moderen blev befippet og forklarede det med, at de læste en bog der hjemme, hvor der stod “neger” i.

De går i børnehave nu, mine drenge og min venindes datter, men inden længe går de i skole, og de kommer til at høre ordet i skolegården. Denne gang bliver det dog ikke længere et uskyldigt udbrud over, at have “fundet Holger”, men et intentionelt ét ment til at såre – underordnet om det er møntet på dem selv eller andre. Dernæst kommer de til at høre det på gaden, på arbejdspladsen og i nattelivet. I direkte eller indirekte tale. Velmenende eller med overlæg. De kommer til at høre det fra fremmede mennesker og fra mennesker de kender, fordi de mennesker har lært, at det er neutralt, selvom det for dem selv, med al sandsynlighed, kommer til at føles grænseoverskridende, provokerende og nedværdigende.

Repræsentation

Vi har derfor brug for repræsentation. Brug for mere nuancerede og mangfoldige fortællinger om mørke mennesker i børne- og ungdomsbøgerne end tilfældet er nu, hvor størstedelen af etniske minoriteter i litteraturen enten er reduceret ned til at passe majoritetens stereotype fortællinger om, hvad det vil sige, at være brun eller blot indgår som biroller uden nogen nævneværdig personkarakteristika.

Vi har brug for repræsentation, for de bøger vi læser for dine og mine børn er med til at sætte ord på deres verden og menneskene omkring dem. De er med til at give dem et sprog at forstå sig selv og hinanden i, og de kan, hvis de er heldige, se sig selv spejlet i det og/eller få viden om andres verden igennem dem. Derfor bør vi introducere dem, dine og mine børn, for historier, der ikke forfalder til dovne, stereotype og kategoriserede fortællinger om minoriteter, mens den hvide majoritet som den eneste forbliver mangeartet og nuanceret.

Men det er svært, for vi har en tendens til at vælge de bøger for vores børn, som vi kender fra da vi selv var små. Den glæde vi oplevede ved visse bøger, ønsker vi med al naturlighed at give videre til vores egne. Halfdan Rasmussens børnerim vækker for mange nostalgiske minder fra da de var børn, hvilket tilfældet nok også er for en stor del af de majoritetsetniske danskere, der de seneste uger har udvist enorm modstand over for Gyldendals beslutning om at udelade de otte rim med “neger” og “hottentot”.

Jeg lagde ud med at sige, jeg har forståe dig, men har du mon forstået, at dit ønske om at fastholde rimene og din insisteren på, “at det bare er ord” har virkelige og mærkbare konsekvenser for de brune minoriteter, du omtaler? Forstået, at selvom du ikke mener noget ondt med det, så er der andre der gør og forstået, at det er urimeligt at bede sorte mennesker om, at skulle skelne mellem dine intentioner fra andres, når resultatet som oftest alligevel er ens; nedværdigende, fremmedgørende og sårende.

Det kan godt være, du ikke er racist, men…

Insisterer du på din ret til at bruge ordet “neger” velvidende, at dem du bruger det om, ikke ønsker det, er du med til at opretholde den strukturelle racisme, der forfordeler dine følelser, ønsker, og interesser fremfor dem det i virkeligheden drejer sig om.

BREAKING: Kvinden er mig.

Jeg har ikke fulgt med i den sidste uges genspilning af den gamle traver om, om man må sige eller skrive “neger” og “hottentot”, for der plejer sjældent at være nyt under solen. Har du hørt én af debatterne, har du derfor hørt dem alle.

Denne gang er der pustet liv i snakken, fordi Gyldendal har besluttet at trykke en samleudgave af Halfdan Rasmussens rim og remser, hvor rim med “neger” og “hottentot” er taget ud. Otte styks rim i alt er røget på den konto.

Det huer ikke Halfdan Rasmussens børn eller børnene til Ib Spang Olsen, der har illustreret bøgerne. Ifølge TV2´s afstemning og Facebook tråde huer det heller ikke største delen af befolkningen, eller ihvertfald den del af befolkningen, der gider at bruge tid på Facebook debatter og polls.

Jeg havde ingen intentioner om at bruge tid på denne runde af den famøse debat, men da Kulturmagasinet AK24syv på Radio24syv ringede, valgte jeg alligevel at slå vejen forbi og give mit besyv med.

Du kan lytte med her: https://www.24syv.dk/programmer/et-skud-ak/52215450/breaking-en-kvinde-er-enig-med?start=0

Jeg troede, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke!

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Stram kurs har fået skrabet nok vælgererklæringer sammen til at kunne blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Min mand har altid sagt, at den dag ville komme, hvor det ikke betyder noget, om vi har levet hele vores liv i Danmark, at vi har dansk statsborgerskab, vores børn er født her og vi føler os danske, for vores følelse af danskhed og vores danske papirer vil altid kun være til låns. Vi vil altid kunne spores tilbage til et oprindelsessted, og derfor potentielt kunne sendes tilbage – tilbage hvor vi kommer fra.

Intet har kunnet pisse mig mere af, end når vi har diskuteret lige netop det. Og jeg har afslået det med, at der er regler og love, der beskytter os som minoritet, skulle vi en dag ende der. I lørdags fik Stram kurs med 20.109 støttere, potentielt er der vel flere derude, bag sig, der går ind for, at mit statsborgerskab skal annulleres og støtter op om etnisk udrensning! I lørdags kom vi et skridt tættere på en virkelighed, der burde være uvirkelig og ikke-realiserbar, men taget den offentlige debat, snakken om øer, alle stramningerne og de umenneskelige forhold på udrejsecentrene, der virkelig skal vise os, at Danmark ikke har plads til flere mennesker som mig, flygtninge, i betragtning, alligevel er kommet dét tættere på.

******

Jeg prøver altid at holde mig lidt væk fra de dårlige nyheder. Negative nyheder får for meget opmærksomhed, og jeg bliver påvirket af dem. Jeg har derfor hørt om Rasmus Paludans´ videoer, og læst om hans provokationer, men jeg har ikke set én eneste af hans videoer. Et bevidst valg, da jeg ikke ønsker at give ham opmærksomhed. Jeg har tænkt, at han skulle ties væk. Det tætteste jeg er kommet på at se hans videoer, var de brudstykker der blev vist i sidste uge, da DR sendte dokumentaren “Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde”. Dokumentaren så jeg kun, fordi den havde med børnene at gøre, men på de klip de viste, hvor han enten står og demonstrere eller taler med børn, kunne jeg mærke både forargelse og vrede stille og roligt sitre inden i.

Jeg har derfor forsøgt at ignorere ham. Det holdt lige ind til, at min 10-årige datter for nogle måneder siden kom hjem og fortalte, at der fandtes en mand på Youtube, der siger en masse grimme ting om muslimer, om de fremmede, at de skal smides ud etc. Det var der børn fra klassen, der havde fortalt. Hun spurgte, om det han sagde, også gjaldt os, og om hun måtte se et billede af ham, da hun ikke selv havde set hans videoer.

For nyligt meldte han så sin ankomst i nærheden af, hvor vi bor. Det fandt jeg ud af, da hun spurgte, om hun måtte tage derover. Hun ville rigtig gerne se ham, og lovede at hun nok skulle holde sig på afstand. Desuden var der nogle fra klassen, der skulle der hen. Én af drengene ville der over for at fortælle ham, Rasmus Paludan, at han er en dum racist, og en af pigerne fortalte de andre, at hendes mor fra var bange for, at det ville ende i skyderier. Jeg fortalte min datter, at hun på ingen måde, måtte komme der over, og jeg fortalte hende hvorfor: At han bevidst opsøger dem, han ikke kan lide for at sprede had, frygt og fordomme, der gør folk sure og kede af det, og når de så reagerer, så bruger han det som et “bevis” på, at det han siger er rigtigt. Det bedste man derfor kan gøre er slet ikke at dukke op. Man skal bare ignorere ham, fortalte jeg hende.

******

Men som tiden går, er det gået op for mig, at selvom jeg har kunnet filtrere Stram Kurs og Rasmus Paludan ude af min bevidsthed, så har mit barn ikke det samme filter. Hun kan ikke navigere uden om ham på samme måde, som jeg kan. Mine drenge på 3 og 4 år har jeg tænkt, godt vil kunne, men ikke min 10-årige datter, der som de fleste på hendes alder er udstyret med en smart-phone. Jeg vidste derfor, det kun er et spørgsmål om tid, før hun finder vej til videoerne og hadet selv.
Vi har nemlig ofte oplevet, at hun kommer hjem fra en dag i skole og frit og er fuldt opdateret på begivenheder der sker både indenrigs og udenrigs, selvom vi sjældent ser “voksen-tv” her hjemme, eller taler om samme i foran børnene. Det har derfor ikke været os, der har eksponeret hende for dem. Hun bliver opdateret dels i klassen med lærerne, når de for eksempel ser Ultra Nyt, dels i skolegården med kammeraterne, der ikke alle i samme grad er blevet garderet mod de voksnes nyhedsstrømme .

De seneste måneder har vi derfor snakket en del om Rasmus Paludan, hans holdninger og hans måde at demonstrere dem på og blev enige om, at den slags ikke er værd at bruge sin tid online på. Igen, velvidende om, at det kun var et spørgsmål om tid. For langt de fleste der ser hans videoer er børn og unge. Børn og unge der bliver hængende for underholdningen og forargelsens skyld for at se, hvad næste stunt bliver… og det næste… og det næste.

Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg!

I lørdags blev det så min 4-årige søns tur. Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg! En tur ned på legepladsen var hvad der skulle til. For heller ikke dér kan børn slippe for den allestedsnærværende Rasmus Paludan! Nede i gården så han en video fra urolighederne på Nørrebro med nogle af de andre nabobørn, inklusiv hans storsøster.

Han kom farende ind ad døren, lige akkurat som jeg havde sat nedenstående plakat op i vores trappe gang. Plakaten er fra 2002 og er en reaktion fra kunstnergruppen Superflex på den tiltagende hårde tone i offentligheden, når debatten kom til udlændinge og integration – noget der ihvertfald ikke er blevet mildere siden da. Plakaten er en gave fra en veninde, og vi har haft den liggende længe. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor den skulle placeres i vores hjem, såvel som mentalt – for er jeg modtager eller afsender på den? Men da jeg lørdag morgen vågnede til nyheden om, at Stram Kurs var blevet opstillingsberettiget følte jeg, at nu var det rette tidspunkt, at den kom op.


Mens jeg stadig stod på trappen, kom min dreng hjem. Helt oppe at køre over, hvad han havde set på videoen – tumult, råb, raketter, grimt sprog og had. Han kunne ikke lade være med at gentage alle de grimme ting han havde hørt, han gentog Rasmus Paludans´ navn om og om igen, og snakkede om, at han sendte folk ud i rummet med raketter. Ud af vinduet spurgte han vores underbo, om han kendte Rasmus Paludan, der svarede ham, at Paludan ikke var rask i hovedet. Min søn pegede derefter over til genboen og sagde: “Jeg tror, det er ham dér. Han er lidt mærkelig”. Et kæmpe misk mask af eufori, over at have set noget så vildt, og samtidig ikke kunne forstå noget af det.

******

Jeg mindes ikke, at jeg som barn, har haft snakke med mine forældre om racisme eller oplevet, at de har skulle sige fra over for andre mennesker, når vi var ude. Om det skyldes, at de aldrig har oplevet noget, at de ikke opfattede det eller måske helt ignorerede det, ved jeg ikke, men jeg husker det ihvertfald ikke. Til gengæld har jeg talt med min ældste om racisme flere gange. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke kan komme uden om det.

Det har derfor hele tiden skurret lidt i mig, når jeg har fortalt min datter, at det bedste vi kan gøre er at ignorere ham, når jeg ellers har gjort en dyd ud af at kommentere, vise utilfredshed eller decideret svare igen, når vi har været vidne til eller genstand for kommentarer eller opførsel, der ikke var okay – for at lære hende fra barnsben af, at man ikke skal finde sig i hvad som helst, og for at vise hende, at det er okay, at sige fra.

Efter urolighederne på Nørrebro, hvor en gruppe unge reagerede på hans provokationer, der genererede en del omtale i medierne – ikke af Paludans handlinger, men de unges – får de unge nu skylden for, at Stram Kurs har fået vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget. En årsagsforklaring så belejlig, at den fritager enhver at skulle granske sig selv, sin position, sit ansvar og mulige bidrag til opretholdelse eller nedbrydelse af status quo.

Samstødende og den efterfølgende mediedækningen har også fået mig til at genoverveje, om det mest hensigtsmæssige virkelig er, at vi bare skal ignorere Rasmus Paludan og det had han spreder. Et had han får lov at sprede uimodsagt. For det mest belejlige vi kan finde på at gøre er at ignorere ham. Lige ind til, at dem der virkelig ikke kan ignorere ham, dem som lader sig rive med af den sitrende vrede, han tænder inde i én, og dem som kun taler voldens sprog, fordi de ikke har lært andet, reagerer. Så kan vi fortsat ignorere ham og istedet reagere på dem, der ikke kunne lade være.

Jeg troede virkelig, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke! Det kan jeg ikke, lige meget, hvor meget jeg vil, så længe mine børn er eksponeret for ham. Det værste er dog, at jeg ikke kan beskytte mine børn mod ham og hadet han spreder.

Ihvertfald ikke alene.

Jeg og mine børn har brug for at vide, at vi ikke står alene. At folk ikke vender det blinde øje til, men tager bladet for munden og siger stop. At de, som ikke bliver ramt på samme følelsesmæssige måde og som Rasmus Paludan betragter som sine egne, viser noget mod og giver modstand. At de går imod og modargumenterer ham, så ham og hans ligesindede ser, at stilheden hidtil ikke er lig med accept – og jeg ligeledes kan fortælle mig selv og mine børn det samme.

Brun & Dansk fylder 1/2 år!

I går var det Brun & Dansks halv-års-dag, hurra, hurra, hurraaaaaaa! 13 indlæg (14 inkl. dette) er det blevet til på de første 6 måneder og jeg vil gribe chancen og sige TAK til alle jer der læser med! Jeg havde mine overvejelser, da jeg kastede mig ud i den her blogger-ting, men det har været en super positiv oplevelse og der er kommet mange fine ting, tilkendegivelser, oplevelser og bekendtskaber i stand i kølvandet på bloggen. Så tak, rigtig mange gange tak!

De sidste ugers debat angående denne reklame:

coolest-monkey

En reklame for H&Ms “Coolest monkey in the jungle” hoodie har bekræftet mig i, hvad jeg skrev i mit allerførste indlæg: … jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

For vi har lige haft den igen; debatten om racisme og hvem der må definere, hvad der er racistisk. Den dukker op med jævne mellemrum og giver anledning til heftige diskussioner om hvorvidt dit eller dat er racistisk og lige så sikkert er det, at der hver gang også vil være nogle (læs: mange) personer, som direkte vil påstå, at racismen først manifesterer og forankrer sig i det, at vi taler om den. Disse personer er hovedsageligt majoritetsetniske danskere med ingen kropsliggjorte erfaringer om, hvad det vil sige, at være i denne verden og bevæge sig i dette samfund med det brune eller sorte hylster, som vi nu engang ved fødsel er blevet tildelt og derfor heller ikke kender til racismens vidtspændende og mangefacetterede udtryksformer, som de kommer til udtryk i det store og små i vores daglige færden og møde med både bekendte og ukendte mennesker – og præcis på samme måde har jeg oplevet også denne debat.

Men det er vi altså nogle der har; førstehåndserfaringer med hvad det også bringer af akavede situationer og negative oplevelser at have mørk hud og mørke øjne og når vi gør opmærksom på de situationer, der stabler til de negative erfaringer vi fra barnsben oplever qua vores udseende og den snævre definition af hvem der hører til det danske fællesskab, så er det meget lidt konstruktivt at påstå, at racismen først bliver til i det vi italesætter dens konsekvenser, for os.

Ikke et overstået kapitel

Fornyeligt var jeg ude og besøge 7. årgang på to folkeskoler i forbindelse med et teaterprojekt. Begge skoler har en høj andel af minoritetesetniske elever, men på den ene skole var der flere elever med afrikanske rødder på årgangen end på den anden.

Udover en masse fjant, “spurgt” og ungdomshormoner spredt ud over det hele, så hørte jeg på sidstnævnte skole også ordet “banan”. Flere gange. Og jeg hørte en pige sige til en dreng, der stoppede op for at se hvad vi lavede: “Skal du ha’ en banan?”.

Jeg nævnte for mine kollegaer, at jeg havde opfanget flere episoder med racistiskbetonet drilleri blandt eleverne og nævnte at der b.la. var blevet sagt banan iblandt eleverne. Mine kollegaer, der har majoritetsetnisk baggrund, havde godt hørt, at der var blevet sagt banan et par gange, men havde ikke lagt mere i det end, at det var en underlig ting at sige. Men jeg forstod det. Jeg forstår koblingen mellem banan og min hudfarve, for jeg har selv oplevet at blive kaldt for abe.

Dengang var jeg 17 år gammel og på vej til bussen. Jeg passerer en sidevej og ser ud af øjenkrogen en flok drenge, der spiller bold på vejen. I det jeg går forbi, stopper de op og begynder umotiveret at lave abefagter, imens de siger abelyde efter mig. De har en fest, men jeg griner ikke. Jeg er chokeret og tænker: “Er det virkelig mig, de laver abelyde af?!.” Selvom det er mange år siden, så er episoden ikke glemt.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste der har prøvet, at blive sammenlignet med aber. Jeg kender flere, der har oplevet det samme med abelyde -og fagter. Jeg kender også folk, der har fået gjort grin med deres hænder og fødder, fordi kontrasten mellem deres mørke hud og deres fodsåler og håndflader har været tydeligere end gennemsnittets. Jeg kender sågar en mand, der ikke ville give sit 1-årige barn banan, når de var ude blandt andre mennesker, da han ikke ville risikere, at hans barn skulle opleve at blive sammenlignet med en abe, lige akkurat som han selv har prøvet det. På tv ser vi med jævne mellemrum professionelle fodboldspillere med afrikanske rødder blive mødt af uforskammede publikummer på fodboldstadionerne, både nationalt og internationalt, med racistiske tilråb og banankast og i ny og næ ser vi også en politiker, der tillader sig at kalde en sort person for abe. Eksemplerne er med garanti endnu flere derude, i skolegården, på gaden og på arbejdspladsen.

Kært barn har mange navne

Jeg ved det godt. Kært barn har mange navne og abe eller abekat bruges for eksempel kærligt og med glimt i øjet om mennesker, især børn, der har krudt i røven og har svært ved at sidde stille, men abekat bruges også både spøgende og nedsættende om personer, der opfører sig tåbeligt, vildt og uciviliseret. Disse måder at bruge abe-referencerne på bruges uskyldigt i hverdagen og de færreste forbinder det med andet end som sådan. Jeg gør det også selv. Bruger ordene i samme uskyldige forstand, men koblingen mellem vildskab, aber og mennesker har en kedelig og racistisk historie, som stadig den dag i dag rammer mennesker med afrikanske rødder på den negative måde – præcis som det oprindeligt var tiltænkt.

På grund af dobbeltheden opstår der også nogle gange situationer, hvor jeg ikke kan vriste mig fri af de negative konnotationer, der er indlejret i sammenligningen mellem aber og mennesker, selvom de umiddelbart bliver brugt på den uskyldige måde. Ovenstående eksempel med faren, der ikke vil give sit barn banan på åben gade er et sådan eksempel. At spise et stykke frugt, som tilfældigvis er en banan, bør ikke give anledning til nogen som helst bekymringer, men jeg genkender bekymringen, for den har før hen også strejfet mig. Både møntet på mig selv og mine børn. Det gjorde den også forleden dag, da jeg hentede min søn i børnehaven og han i hans eftermiddagskuller hellere ville hoppe rundt i garderoben end ned i sin flyverdragt. “Så! Ikke mere hopperi, min lille abe” og straks som jeg hørte mig selv sige det, sneg en nagende fornemmelse af dårlige erfaringer og trælse associationer ind på mig og blandede sig med irritationen over dobbeltheden og tanken om, om andre der måske har hørt mig mon tænker det samme.

Dén dobbelthed og erfaringerne med racisme er en del af min virkelighed og det er med det sæt briller, jeg læser H&Ms “Coolest Monkey in the Jungle” reklame. Det er derfor ikke en neutral trøje med et tilfældigt slogan på, for mig. Den er en påmindelse om mine og andres nederen oplevelser med racisme og en påmindelse om, at min mørke hud hverken opfattes som neutral eller tillægges særlig meget værdi i majoritetens øjne, for når mennesker som jeg gør opmærksom på, at her er et problem, så bliver det som oftests affejet med majoritetens synsning om, hvad der i stedet burde være sagens kerne – gerne noget med retten til ytrings- og kunstnerfrihed, noget med alt for sarte minoritetsfølelser og nostalgi.

De sidste ugers debat er derfor et godt billede på, hvorfor jeg i sommers valgte at lave denne blog.

Fordi jeg savner nuancerne.

Og jeg savner fokus på konsekvenserne, som de kommer til udtryk i mødet med andre mennesker,

i min hverdag

og i mit stille sind.