Det kan godt være, du ikke er racist, men..

Der er faktisk et “men”, der gør en stor forskel, så inden du begynder at himle med øjnene og klikker dig videre ud i cyberspace er mit håb, at du alligevel lige læser ned til sidste punktum, så du (forhåbentligt) kan forstå det men bedre..

For sandheden er, jeg har forstået dig. Jeg har forstået, du ikke er racist. Jeg har forstået tiden var en anden, da du voksede op. Har forstået din nostalgi, de gode minder med højtlæsning af mor og din angst for at give slip på noget, du føler, du har fået ind med modermælken.

Jeg har forstået dig.

Derfor har jeg smilt akavet til dig og ladet som ingen ting, når du overtræder mine grænser. Jeg har ignoreret dig, når du laver jokes, kommer med trælse kommentarer, provokerer eller sårer mig. Også når jeg ved, at du selv er klar over, hvad det er, du har gang i.

Selv dér!

Og det er her vi er. Igen, igen.

Debatten ruller, og vi har alle deja-vu, for Gyldendal har udgivet en udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor otte rim der indeholder ordene “neger”, “gul kineser” og “hottentot” er udeladt. Begrundelsen lyder, at tiden har ændret sig, ordene er forældede og bøgerne er for børn. Det skal derfor være muligt, at kunne vælge en udgave af bogen uden nedsættende og krænkende ord. Hver gang debatten blusser op igen, bliver grænserne trukket skarpt op, og det hele kommer til at handle om, om man må sige “neger” eller ej.

Ja. Nej. Enten – Eller. Sort. Hvidt. Og slutteligt noget med, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så..

Vi mangler nuancerne!

Må man nu ikke længere sige..

Selvom det altid ender med en “må man, må man ikke” diskussion, så handler det ikke kun om, hvorvidt du må bruge det ene eller det andet ord. Det handler om andet og meget mere end hvor grænsen går for, hvad du må sige. Det handler om magtforhold, definitionsmagt og repræsentation. Det handler om, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og de næste generationer. I tilfældet med Halfdans bog med børnerim, handler det om børnebøgers funktion og hvordan vi bruger dem. Altså, om meget mere end din individuelle trang til fastholdelse af ordet “neger”.

I denne omgang er katalysatoren for den gamle travers opblussen Halfdan Rasmussens samling af børnerim. En bog der er henvendt førskolebørn. De fleste der mener, det er utilstedeligt at redigere ordene ud argumenterer, at man, når man læser højt fra rimene, kan benytte momentet til at fortælle om fortiden og fortælle børnene, at “sådan siger man ikke længere”. Men lad os være realistiske; de fleste der læser for de 3-6 årige læser med den hyggelige stund og nærvær, med undersøgelse af sprogets finurligheder og samtalen i fokus, ikke med tanken om at give en lektion i dansk koloni- og slavehistorie. Det gælder forældre såvel som pædagogerne i børnehaven. Den manglende viden om Danmarks mørke fortid som slavenation, samt erkendelse af fortidens indvirkning på nutiden kombineret med den store modstand fra majoritetsdanmark gør det ligeledes svært at forestille sig, at selvsamme mennesker selv vil eksekvere, hvad de prædiker kunne være løsningen imod redigering af børnebøgerne, hvilket blot får argumentet til at virke tomt.

Det er jo bare et ord!

Jeg hører det gang på gang. “Det er jo bare et ord!”. Og ja, det siger du, men du støder heller ikke på ordet, med mindre du selv bruger det. Og du er jo et godt menneske, der ikke mener noget ondt med det. Derfor kan det ikke være ondt.. Forskellen er dog, at du har et valg. Du kan vælge at bruge det. Eller du kan vælge at lade være. Jeg har ikke et valg, og har bestemt ikke valgt, at det skal bruges hverken om eller imod mig. Det samme gør sig gældende for ca. 9 ud af 10 danskere med afrikansk baggrund i Danmark. 9 ud af 10!

Alligevel har jeg hørt det i børnehaven, i skolen og i gården. På gaden, i butikken og ved busstoppestedet. I taxaen, på gymnasiet, hos venner, hos venners forældre, blandt kollegaer og til middagsselskaber. I bøger, på nettet, i radioen og på tv.

Lige meget hvad din intention har været, om det har været velmenende eller med fuldt overlæg, så har det enten gjort mig akavet til mode, såret mig eller gjort mig vred. For med ét gør du mig til ingenting. Sletter mit navn, min personlighed, min historie og min værdi som menneske, når du reducerer mig til “neger”.

Og det ord er bare én måde at gøre det på: Sorte svin, beskidt, abekat, abelydende og banan-jokes. Samligning med dyr, med vildskab, knogler gennem næsen og overdrevne træk. Lav intelligens, lalleglad, dansende og uden substans, uden dybde, uden navn og uden historie er andre måder at gøre det på, men de er alle sammenflettet med ideen om “neger”. Har du hørt nogle af de ovenstående beskrivelser før? Lyder de bekendt? Vi har alle hørt dem! For det er den herskende måde, hvorpå sorte mennesker er blevet tiltalt og beskrevet op igennem tiden.

Kan du komme i tanke om et tilsvarende ord, der har samme historik og anvendelse rettet mod hvide mennesker? Jeg kan ikke, for det blev opfundet af hvide til at kategorisere, dehumanisere og undertrykke de slavegjorte, som de mente var undermennesker. Da slavetiden ophørte fortsatte brugen af ordet i alle dets former og synonymer til at beskrive sorte mennesker. Direkte eller indirekte. Velmenende eller med overlæg. Det blev opfattet som neutralt. Det kom på tryk og ind i børnebøgerne.

Ord og måder at beskrive sorte mennesker på idag fx som i Halfdan Rasmussens originale rim og remser, er derfor levn fra en racistisk fortid, vi istedet for at reproducere bør arbejde for at afvikle. For i dag såvel som dengang, er de med til at kategorisere og dehumanisere sorte mennesker. Også i børnehøjde.

Glimt fra hverdagen

For nyligt pegede en pige på min venindes datter, og sagde “se mor, der er en neger”. De stod i garderoben nede i børnehaven, hvor også mine sønner går, og pigen der pegede er en af deres børnehavekammerater. Min veninde har rødder i Eritrea som jeg, og hun er derfor mørk i huden. Hendes kæreste, pigens far, er majoritetsetnisk dansk. Min venindes datter er derfor lys i huden, en smule mørkere end gennemsnitsdanskeren, men en hel del lysere end gennemsnitseritreaneren, og så har hun glat leverpostejsfarvet hår med let krøl i enderne. “Undskyld, hvad siger du?”, spurgte min veninde chokeret, og pigen gentog. Moderen blev befippet og forklarede det med, at de læste en bog der hjemme, hvor der stod “neger” i.

De går i børnehave nu, mine drenge og min venindes datter, men inden længe går de i skole, og de kommer til at høre ordet i skolegården. Denne gang bliver det dog ikke længere et uskyldigt udbrud over, at have “fundet Holger”, men et intentionelt ét ment til at såre – underordnet om det er møntet på dem selv eller andre. Dernæst kommer de til at høre det på gaden, på arbejdspladsen og i nattelivet. I direkte eller indirekte tale. Velmenende eller med overlæg. De kommer til at høre det fra fremmede mennesker og fra mennesker de kender, fordi de mennesker har lært, at det er neutralt, selvom det for dem selv, med al sandsynlighed, kommer til at føles grænseoverskridende, provokerende og nedværdigende.

Repræsentation

Vi har derfor brug for repræsentation. Brug for mere nuancerede og mangfoldige fortællinger om mørke mennesker i børne- og ungdomsbøgerne end tilfældet er nu, hvor størstedelen af etniske minoriteter i litteraturen enten er reduceret ned til at passe majoritetens stereotype fortællinger om, hvad det vil sige, at være brun eller blot indgår som biroller uden nogen nævneværdig personkarakteristika.

Vi har brug for repræsentation, for de bøger vi læser for dine og mine børn er med til at sætte ord på deres verden og menneskene omkring dem. De er med til at give dem et sprog at forstå sig selv og hinanden i, og de kan, hvis de er heldige, se sig selv spejlet i det og/eller få viden om andres verden igennem dem. Derfor bør vi introducere dem, dine og mine børn, for historier, der ikke forfalder til dovne, stereotype og kategoriserede fortællinger om minoriteter, mens den hvide majoritet som den eneste forbliver mangeartet og nuanceret.

Men det er svært, for vi har en tendens til at vælge de bøger for vores børn, som vi kender fra da vi selv var små. Den glæde vi oplevede ved visse bøger, ønsker vi med al naturlighed at give videre til vores egne. Halfdan Rasmussens børnerim vækker for mange nostalgiske minder fra da de var børn, hvilket tilfældet nok også er for en stor del af de majoritetsetniske danskere, der de seneste uger har udvist enorm modstand over for Gyldendals beslutning om at udelade de otte rim med “neger” og “hottentot”.

Jeg lagde ud med at sige, jeg har forståe dig, men har du mon forstået, at dit ønske om at fastholde rimene og din insisteren på, “at det bare er ord” har virkelige og mærkbare konsekvenser for de brune minoriteter, du omtaler? Forstået, at selvom du ikke mener noget ondt med det, så er der andre der gør og forstået, at det er urimeligt at bede sorte mennesker om, at skulle skelne mellem dine intentioner fra andres, når resultatet som oftest alligevel er ens; nedværdigende, fremmedgørende og sårende.

Det kan godt være, du ikke er racist, men…

Insisterer du på din ret til at bruge ordet “neger” velvidende, at dem du bruger det om, ikke ønsker det, er du med til at opretholde den strukturelle racisme, der forfordeler dine følelser, ønsker, og interesser fremfor dem det i virkeligheden drejer sig om.

Anti-racistisk børneopdragelse Talk Town dialogarrangement.

Hvordan taler vi med børn om kulturforskelle og -ligheder?
Hvordan kommer stereotyper og (manglende) repræsentation til udtryk i børnehøjde?
Og allervigtigst, hvad kan vi gøre ved det?

Som en del af Talk Town*, deltager jeg i en dialog om anti-racistisk børneopdragelse nu på fredag. (Jeg skal vidst blive bedre til at melde ud i god tid!). Ud over jeg deltager også jurist og debattør Natasha Al-Hariri, kultursociolog og forfatter til “Nour og Noras første dag i børnehave” Camilla Kaj Paulsen og Gry Arendse Voss, der er kurator for Roskilde Festivals Talk program, modererer samtalen.

Kom og tal med!

Dato: Fredag d. 10. maj kl. 14.00 – 16.00
Sted: Warehouse9, Halmtorvet 11A-F, 1700 København V
Facebook begivenhed

*Talk Town er en samtalefestival om køn, ligestilling og feminisme, der afholdes fra d. 9.-11. maj 2019 på Onkel Dannys Plads i København.

Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

Jeg har skrevet et bidrag til en bog!

Se lige, hvad der er landet her frisk fra trykken!
45011821_497303740678007_2308008231076626432_n
Fredag d. 9. november udkommer bogen BRUN (billede foroven) på forlaget Høst & Søn/ROSINANTE & CO. Bogen består af 13 vidt forskellige bidrag, hvoraf jeg har skrevet det ene. (haaay, er jeg så forfatter nu?!).
Beskrivelsen af bogen lyder således:
“Bogen er en antologi, der handler om at være anderledes. Fremmed. Måske indvandrer eller adoptivbarn. Men den handler også om det, man er ud over at være fremmed, og om det, man kan slås med, som måske/måske ikke knytter sig til ens hudfarve.
Missionen med Brun har været at give en stemme til dem, der ofte bliver overhørt, og en bog til dem, der ikke så ofte hører om sig selv. Hvad vil det sige at være brun, og hvad vil det ikke nødvendigvis sige at være brun?
Forfatterne kommer fra alle dele af det danske kulturliv: Der er skønlitterære forfattere, studerende og debattører i alle nuancer fra hvid til mørkebrun. Fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Grønland. Alle har fået helt frie hænder.”
Mit bidrag til bogen har jeg kaldt “Brune forældrestrabadser”. Det hedder det, da jeg har skrevet det med udgangspunkt i mit forældreskab – et forældreskab, der på mange måder er helt det samme som størstedelen af forældreskaber i Danmark, men som også på nogle punkter skiller sig ud i og med at mit og mine børns udseende og vores minoritetsetniske position også er en faktor, der spiller ind på min rolle som forælder.
45100757_1883212875089160_7479096396730073088_n
På baggrund af mit bidrag er jeg på torsdag d. 1. november inviteret i Radio 24/7s program “Forældreintra” sammen med Rebecca Bach-Lauritsen, der også har skrevet et bidrag til bogen der omhandler børn og forældreskab og den 8. november er jeg inviteret i Go´ aften Danmark med Zakija Ajmi, der er initiativtager, har redigeret og ligeldes bidraget til bogen. Spændende, men også lidt nervepirrende dage, jeg går i møde!
Jeg er spændt på at se, hvordan Brun bliver taget imod, men for nu, der glæder jeg mig til at læse bogen i dens helhed!
Forfattterliste: Zakiya Ajmi, Kristina Aamand, Rebecca Bach-Lauritsen, Sarah Engell, Dennis Glintborg, Nassrin El Halawani, Niviaq Korneliussen, Lucia Odoom, Tobias Rahim, Tara Skadegård Thorsen, Jens Phillip Yazdani og illustreret af Fei Huang.

Mangfoldighed: Hvem har ansvaret?

I går aftes var Camilla Kaj Paulsen og jeg til forfatter aften hos Aage og Agnes Bøger i Sydhavnen (den hyggeligste lille boghandel!) for at tale om Børnebogen om Nour og Nora, som Camilla har skrevet, og mangfoldighed i børnelitteratur, ikke mindst vigtigheden her af.

Sammen med de fremmødte kom vi vidt omkring, og snakken faldt b.la også på pædagoger og lærer, hvilket ansvar sådanne professioner fører med sig, og ikke mindst, hvordan disse fagrupper fagligt kan rustes til at skabe institutioner der er inkluderende, og ikke – ubevidst og stik imod intentionen – kommer til at opretholde praksisser der ender med at virke ekskluderende for de etniske minoritetsbørn- og unge.

Her til aften dukkede nedenstående tråd fra den største facebook gruppe for pædagoger og pædagogisk personale op i mit feed. Trådstarter efterspørger en alternativ måde at synge om farven gul på i børnesangen “Se min kjole”, da hun ikke længere har lyst til at bruge gul farve til at beskrive en kineser.

Ingen tråde kan på så kort tid få så mange kommentarer i den gruppe, som tråde der omhandler etniske minoriteter – og langt de fleste kommentarer er sjældent hverken saglige eller fagligt funderede. Denne tråd er ikke den værste, men heller ikke den mest opløftende.

I går blev vi spurgt, hvor vi ville sætte ind, hvis vi havde magten til at bestemme. Mit svar var mere og grundigere viden hos lærere og pædagoger, og en af de fremmødte supplerede en større kobling mellem teori og praksis.

Nedenstående tråd synes jeg fint illustrerer disse pointer, men læs og bedøm selv. Hvad tænker du om tråden? Hvem har ansvaret?

Facebook tråd: “Hvad synger I om farven gul, i “Se min kjole”?”

Kulturmøder i børnelitteratur – dialogarrangement og boglancering d. 21. juni kl. 17.00 – 19.00

Kære læser!

Det er ved at være noget tid siden, at der har været aktivitet på bloggen. Det skyldes primært mangel på timer i døgnet, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker lidt her og der.

For eksempel har jeg lige afleveret et bidrag til et bogprojekt, der kommer til at se dagens lys hen mod slutningen af året og i næste uge er der boglancering på en børnebog, som jeg glæder mig meget til.

Bogen hedder “Nour og Noras første dag i børnehave” og handler om etnicitet og kulturmøder i daginstitutionen. Den er skrevet af Camilla Kaj Poulsen, der med bogen debuterer som forfatter og er illustreret af Pauline Drasbæk. Hele projektet er økonomisk støttet af Max Fodgaard Fonden, Nørrebro Lokaludvalg og så en crowdfunding via kickstarter.

“Nour og Noras første dag i børnehave” er baseret på dialogisk læsning, der giver den voksne læser redskaber til at tale med børnene om ligheder og forskelle mellem dem med udgangspunkt i en historie og billeder, hvor både majoritet og minoritet er stillet ligeværdige. Den er derfor oplagt at have for pædagoger på institutionens hylde, men er bestemt også god for private.

Jeg har før beskrevet, hvordan den manglende, og i mange tilfælde også mangelfulde, repræsentation af etniske minoriteter i medierne og i børnebøger har vist sig at sætte spor i børnehøjde her hjemme, så jeg er meget begejstret for den kommende bog, som jeg har læst for at sikre, at Camilla Kaj Poulsen ikke ubevidst havde overset noget, der kunne være diskriminerende eller på anden vis kunne modarbejde hendes intentioner med bogen.

I forbindelse med boglanceringen, der finder sted på torsdag d. 21. juni kl. 17-19, vil der også være et dialogarrangement om repræsentation og kulturmøder i børnelitteraturen. Arrangementet er sat i stand i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Sammen Mod Racisme, der alle ønsker at starte en debat om repræsentation og kulturmøder i børnelitteraturen.

I panelet vil der, udover jeg, også være Leyla Bautista, der er illustrator og har skrevet speciale i manglende repræsentation i børnelitteratur, samt er art director på børnebogen. Nadia Mansour, der er Ph.d.-studerende i multikulturel litteratur ved Aarhus Universitet og Wid Thani, som er pædagogmedhjælper og frivillig i Sammen Mod Racisme.

Emner som aftenen kommer til at kredse om er stereotyper i børnebøger, strukturel diskrimination i børneperspektiv og hvordan vi normaliserer kulturmøder. Jeg glæder mig til at have dialogen med de andre paneldeltagere, samt med gæsterne til arrangementet. Det ville være hyggeligt at møde nogle af jer læsere!

Deltagelse i arrangementet er gratis og foregår i Møderiet hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Adresse: Fælledvej 12., 2200 København N.

Find facebook event her.

Bestræbelser i repræsentationens navn

Godt nytår, kære læser!

Her hjemme har julepynten overlevet den første uge af 2018, selvom jeg allerhelst så, at det var væk før nytårsaften, men vi har ikke været hjemme mellem jul og nytår til at kunne tage det ned og omstillingen fra ferie-mode til hverdag er gået langsomt, så sofaen har vundet kampen over julepynten, hver aften.

…men er det ikke noget med, at julepynten senest skal ned på Hellig Tre Kongers dag, som er d. 6. Januar? …som var i går…, så planen er, at det når at komme ned inden weekenden definitivt er omme. Og alle de dage der når at gå før det reelt sker, dem giver jeg “african time” skylden. HA!

……………

December måned, som for de fleste af os, er gået med en masse julehygge, klippe-klister, julebagning og hvad der ellers hører sig til, men heller ikke denne måned har fået lov at passere uden, at jeg greb chancen for at præsentere mine børn for billeder, de har en chance for at kunne spejle sig i. Disse billeder kom denne gang i form af en rulle gavepapir, som jeg tilfældigvis faldt over i Flying Tiger. Egentlig havde jeg fundet en anden rulle, men på vej til kassen ser jeg endnu en holder med gavepapir, som jeg lige hurtigt kaster et blik på. Da jeg opdager, hvad der er på den ene rulle, lægger jeg straks den anden fra mig og tager i stedet den nye med op til kassen. Gavepapiret var dette:26653817_10155751913935380_138567731_o

Gavepapir med bibelsk tema med brune mennesker og brune engle på! “Det passer ret godt. De er brune ligesom os” sagde min datter, da hun var med til at pakke nogle af julegaverne ind. Jeg nævnte ikke noget om de brune figurer på gavepapiret, men hun lagde selv mærke til dem med det samme.

Inden i tænkte jeg: “Mission repræsentation, fuldført!”.

Nok er det i det små, men det hele tæller med i regnskabet. Jo flere steder, i jo flere sammenhænge vi kan spejle os, jo bedre. Det gælder ikke kun for minoriteter, men for alle. Det er vigtigt fordi, vi så har mulighed for at opleve, at vores spejlbilleder har berettigelse og værdi alene i kraft af vores væren og fordi, at andre dermed også får at opleve, især dem der kan tage for givet, at kunne se sig selv repræsenteret i de gængse billeder, at andre mennesker ligeledes er normale og ligeværdige på lige fod med deres egne spejlbilleder. Den brune krop bør ikke kun være afbildet som undtagelsen eller det eksotiske element, som tilfældet i de fleste sammenhænge er i dag, men kan og bør kunne stå alene uden samtidig at være nødsaget til at være den simplificerede og karikerede version af majoritetens fordomme.

……………

Julemåneden bød ydermere på den årlige julekomsammen, som vi har sammen med en god håndfuld venner, de fleste med eritreansk baggrund også. Vor tradition tro, var der juledekorations-værksted, hjemmebag, julemusik, risengrød og klippe-klister hjørne og når det brune slæng holder julekomsammen, får selv englene afro!

26693063_10155751913650380_441414489_o(Engel lavet af veninde og hendes datter)

Hvorfor? fordi repræsentation!

……………

Sidst men ikke mindst, knap så julet, men stadig i repræsentationens navn, så bidrog min familie til “Børnehjørnet”, som er Politikens Ibyen guide hvor en familie guider til børnevenlige oplevelser i København. Selvom min blog indtil nu mestendels har handlet om at belyse oplevelser og situationer, hvor jeg oplever at blive positioneret som fremmed på baggrund af mit udseende og min minoritetsetniske baggrund, så er håbet og målet, at vi en dag når et sted, hvor jeg som etnisk minoritet ikke per automatik behøver at opleve fremmedgørelse på baggrund heraf og når et sted, hvor den brune krop er langt mere og langt bedre repræsenteret i det offentlige rum som ligeværdige og fuldgyldige medlemmer af samfundet, som ikke kun bliver givet taletid, når det handler om ting relateret til den etniske minoritetsbaggrund, men også bliver anset som nogle der har noget at bidrage med, når det gælder om alverdens ting mellem himmel og jord og derfor også kan tale med om helt almindelige ting, som i dette tilfælde, om familieliv og aktiviteter med børn. Vi sagde derfor ja til stafetten og sendte den videre til vores vennepar, som også har eritreansk baggrund, for det ville da være fjollet ikke at udnytte chancen for at dreje tingene i den retning, jeg mener, vi bør gå, når nu jeg havde muligheden!

Vores bidrag til Børnehjørnet  kan læses her og vores vennepars her.

Fortsat god weekend!