Hvilken farve vælger man, når skoleopgaven siger “hudfarvet”?

Nisse hudfarve

(Repost fra min facebook med få justeringer, december, 2016)

“Åhh nej, mor! Jeg har ikke den rigtige hudfarve!” Hun begynder at lede lettere febrilsk efter “den rigtige hudfarve”. Først i krukken der står i køkkenet, i de forskellige krus med farveblyanter oppe på værelset og tilbage ned igen for at gennemrode skuffer og diverse steder, der måske kan indeholde hudfarven. Den der helt rigtige farve, der er hudfarven over dem alle og per definition altid vil være i dyb kontrast til hendes egen.

“Hudfarve kan være mange forskellige slags farver. Er der en anden farve, du kan bruge i stedet?” spørger jeg. Hun tænker hårdt og længe for lige meget hvad, så vil tegningen nu ende med at blive forkert, fordi det ikke er “den rigtige hudfarve”, hun bruger. Efter lidt tid med frustration og irritation finder hun en løsning. Hun tager den brune farve, men den må altså ikke synes brun; det ville være forkert, så hun tager et stykke papir, hvor hun dér først kan prøve af, hvor blødt eller hårdt et tryk hun skal anvende med den brune blyant for at den kommer så tæt på “den rigtige hudfarve” som muligt.

Udover at lære at læse og løse opgaver, så lærer denne opgave også børnene på et ureflekteret niveau, at farverne på vores hud har en rangorden. Den lyse hvide hud er den rigtige og mest værdige. Det er den, som er den eneste rigtige farve, når der skal tegnes farve på hud og når der refereres til “hudfarve” generelt. Andre hudfarver er sekundære og ikke dem vi umiddelbart tænker først på, når noget skal være hudfarvet, om det er når vi tegner, når vi inden for makeup-verdenen taler om at kreere et “nude look”, snakker om “hudfarvet” lingeri, plastre etc.

Børnene møder via opgaven en grundfortælling, som de derefter navigerer ud fra, når noget skal dømmes som enten rigtigt-forkert, smukt-grimt og ønsket eller uønsket, men det er en grundfortælling, der rammer minoriteten med den brune hud hårdere end majoriteten med den hvide hud, fordi der hvor majoriteten tager for givet, at de kan spejle sig i personerne, de ser i reklamerne, i modeverdenen, på tv, i børnebøgerne etc., der bliver den brune minoritet mindet om, at den mørke hud ikke er værdig, den er ikke eftertragtet eller ønskværdig. Opgaven ender derfor med at blive en negativ påmindelse herom, om de er bevidste om budskabet eller ej.

……………

Jeg kom  i tanke om ovenstående, da hudplejeproducenten Dove tidligere på ugen publicerede en 3 sekunders reklame GIF for deres Body Wash på deres amerikanske facebook side. Reklamen viser en mørk kvinde, der tager sin brune trøje og hudfarve af og voila!, bliver til en hvid kvinde. Derefter skifter den hvide kvinde trøje og bliver til en asiatisk kvinde. Hensigten ifølge Dove er at vise, at Dove Body Wash er for alle, men transformationen fra mørk til hvid kvinde blev hurtigt til dette stillbillede:

Dove-Advert-600x600

og har rejst debat om sæbeproducenters reklamer gennem tiden og op til i dag, hvor der spilles på en fortælling om, at sorte mennesker er beskidte mennesker og ved at bruge den pågældende sæbe, bliver de på magisk vis til rene hvide mennesker.

Andre eksempler på sæbereklamer med samme racistiske fortælling gennem tiden:

sæbe4Sæbe1sæbe2

Men det er ikke kun de engelske og amerikanske sæbeproducenter, som har en lang tradition med at bruge stærkt racistiske temaer med mennesker med afrikansk baggrund til at sælge deres produkter på. Denne er for eksempel fra Norge anno 1950:

norge.jpg

Og denne er fra et dansk vaskeri i 1956 på Søborg Hovedgade:

sorttevit.jpg

……………

Dove tog reklamen ned, da det begyndte at tikke ind med kritiske kommentarer og kom straks med en undskyldning, hvori de sagde, at de havde “missed the mark in representing women of colour thoughtfully.” og sagde, at reklamen “did not represent the diversity of real beauty which is something Dove is passionate about and is core to our beliefs, and it should not have happened… we apologise deeply and sincerely for the offence that it has caused.”

Men, jeg køber ikke undskyldningen. Et firma af den kaliber ved bedre. De kender udmærket til den historiske kontekst, de laver reklamer ud fra. Jeg går ud fra, at firmaer også orienterer sig bagud for at vide, hvilke træk de skal spille på fremadrettet. Hvad bruger man ellers en marketingafdeling til? og de ved ydermere, at lige netop dén fortælling, selv præcenteret så sublimt som de forestiller sig, det kan være, vil betyde at SoMe-brugere, mestendels med mørk hud selv, vil opfange det, kritisere det og derved generere gratis omtale for deres produkt. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, ik sandt?.

Nogen vil måske indvende, at reklamen ikke kan være racistisk, når den hvide kvinde også ændrer udseende og bliver til en asiatisk kvinde. Det er klart, at det bløder lidt op i udtrykket, men min indvending er, at det er præcist den effekt, som Dove har ønsket. De ønskede, at gardere sig mod anklager om racisme, samtidig med at de kunne slippe afsted med at spille på racistiske tangenter. Omtalen er det hele værd og det er endda heller ikke så lidt, det de har fået de sidste par dage!

……………

At brun hud er grim hud og ikke er ønskværdig er i historisk kontekst derfor ikke noget nyt. Det kommer stadig til udtryk her, der og alle vegne, ofte uden at vi rigtig lægger mærke til det. I reklamer som med Doves seneste reklame, i børnebøger hvor brune sjældent har en ledende rolle eller kun agerer bi-fortællinger uden agens, inden for kosmetikbranchen etc. Se også bare på salget af afblegningscremer, som millioner er kvinder verden over bruger for at udvaske deres naturlige farve i en sygelig stræben efter at blive hvid, fordi det er det herskende skønhedsideal, der bliver promoveret verden over og derfor bliver opfattet som den ypperste form for skønhed, man kan opnå. Det kommer til udtryk mellem mennesker, når “du er flot af en afrikaner at være. Du er ikke så mørk” bliver sagt til mig i reference til min lysebrune hud eller når folk gætter mig til at være “halv-halv”, som om min “fine” nuance kun kan skyldes indblanding fra en hvid person og så kommer det implicit til udtryk, når mit barn skal farvelægge sin skoleopgave, hvor brugen af “hudfarvet” er helt og aldeles synonym med hvid hudfarve og ikke giver rum til, at hendes egen hudfarve lige så vel kunne være den, som hun kunne have brugt, uden at det ville føles forkert.

……………

Hudfarve er derfor heller ikke et nyt tema hjemme hos os. Det er noget, som løbende dukker op, og om vi vil det eller ej, noget vi aktivt må forholde os til, store som små. Her på bloggen har jeg derfor besluttet, at “hudfarve” kommer til at være det overordnede tema de næste par gange.

“My Black Hair Story” paneldeltagelse

For de udenforstående kan det at tale om hår virke lidt ligegyldigt og en smule overdrevent. Måske undrer du dig allerede over, at en så ung blog allerede har flere indlæg, der handler om hår, men lad mig starte med at sige; sikke en oplevelse det var, at kunne tale om hår og hårets betydning i forskellige aspekter af vores liv i et forum, hvor udgangspunktet var en dialog om netop minoritetsdanskere med afro-rødders oplevelser og virkelighed i Danmark!

Selvom det overordnede tema var hår, så kom vi vidt omkring. Emner som fx politik, skønhedsidealer, barndomsminder, selvværd, forældrerolle- og ansvar, oplevelser med racistisk og krænkende hændelser etc. blev berørt. Som mit tidligere indlæg sagde, så er mit hår ikke bare hår. Det er så meget mere end det! Og det var emnerne, som kom frem i debatten et meget tydeligt bevis på!

Med mig i panelet sad Prince Henry, Berit S. Kamara og Metta Carter. Noget af det jeg fandt allermest interessant var, hvordan vi fire som sad i panelet også havde fire forskellige udgangspunkter at tale fra. I store strøg kan de fire forskellige udgangspunkter beskrives som:

1) Metta Carter er sanger, fotograf og multikunstner og var med sine 50 år den ældste i panelet. På grund af hendes alder og hendes arbejde havde hun b.la. hvad jeg vil kalde et meta-fokus; et fokus på hårets betydning og position gennem tiden, som hun koblede sammen med den kreative industri, som hun er en del af og dennes udvikling.

2) Berit S. Kamara er født og opvokset i Kenya og er derfor vokset op et sted, hvor normalen er sort hår i alle afskygninger og vokset op i et hjem, hvor håret ikke måtte kemisk udglattes og dets naturlige stadie var det som blev værdsat. Derfra udspringer også et selvværd og en selvtillid ved hendes hår, som det er, fordi “jeg er ikke mit hår”, som hun sagde, men hun elsker det, som det er.

3) Prince Henry som var eneste mand i panelet kunne fortælle om, hvordan det er at have sort naturligt hår ud fra et mandeperspektiv – et perspektiv vi sjældent hører fra og om, da det som oftes er kvinderne der bliver forbundet med hår-debatten og oftes kvinderne man hører fra. Det var derfor vigtigt og tiltrængt at høre fra den vinkel.

4) Mit eget fokus er hverdagslivet og hvad det betyder i relation til mine børn generelt, men min datter især at lade mit hår være naturligt og et fokus på at agere rollemodel for hende, så hun i det mindste kan spejle sig i mig, når repræsentationen stadig kører på lavblus i samfundet omkring os.

Ovenstående fokuspunkter er ikke isolerede emner, men trækker tråde på kryds og på tværs og selvom vi havde fire forskellige udgangspunkter at tale ud fra, så delte vi stadig en indbyrdes forståelse og samhørighed, der netop springer ud fra det at dele samme virkelighed. Og dét i sig selv var enormt berigende og inspirerende at høre på og ikke mindst at deltage i, så endnu engang skal der lyde et tak til arrangørene bag fotoudstillingen og paneldebatten Unge Formidler Kultur – UFM.

……………

Hvis du vil læse om debatten, så har GlobalNyt, som er et nyhedsmedie der fokuserer på forhold, der har med Afrika at gøre, bragt en artikel  skrevet af Morten Ranum på deres side, som kan læses her: Fingrene ud af mit hår. (Lille rettelse: mit navn er ikke Maria, men Mary og min datter er ikke helt lille længere. Hun er 8 år gammel, men problematikken er stadig den samme).

Fotoudstillingen “My Black Hair Story” og Paneldebat d. 10. sep. kl. 14 – 17

Unge Formidler Kultur – UFM har pt. en fotoudstilling kørende på VerdensKulturCentret på Nørrebro kaldet “My Black Hair Story”. Jeg mindes ikke at have set eller hørt om andre projekter, hvor sort hår på den måde har været i fokus, så jeg blev rimelig begejstret, da jeg hørte om udstillingen. Da hår er et vigtigt aspekt for mig, fordi håret rækker bredere og videre end til dagens frisure og er en evig kilde til samtale om skønhed og selvværd i børne- og voksenhøjde på både godt og ondt, var det selvklart, at min datter og jeg skulle ind og se udstillingen.

                     l

Udover de meget, meget fine fotos, var der et ønsketræ, en video, et flettehjørne og en plakat med en tegning af en pige med afro puffs (Rottehaler hvor hver “hale” er udredte krøller, som danner en mini afro), hvor der stod forskellige citater rundt om hovedet på hende med mindre flatterende, diskriminerende og andre kedelige bemærkninger angående hendes hår. Citaterne er fra adspurgte personer, som fortalte hvad de er blevet mødt med. Noget som jeg selv genkender alt for godt.

Fotoudstillingen og især ønsketræet gav min datter og jeg anledning til at tale om, hvad repræsentation betyder, da langt de fleste af ønskerne på træet handlede op netop dét. Vi talte om hvorfor, at det er vigtigt, at man som barn og voksen fx kan genkende og spejle sig selv i nogle af de bøger man læser eller i det tv man ser.

 

Samtalen slutter dog ikke dér, for jeg er blevet inviteret til at deltage i en paneldebat med tre andre danskere med afro-rødder på fotoudstillingens afslutningsceremoni på søndag, hvor fokus bliver den personlige fortælling om sort hår og dets betydning i forskellige sammenhænge og aspekter af vores liv. Publikum har også mulighed for at deltage i debatten, så kom glad og tilbring en hyggelig og berigende eftermiddag med os!

Udstillingen er åben fra kl. 11 og paneldebatten er fra 14 – 17.

Det er på VerdensKulturCentret på Nørre allé 7, 2200 Kbh N.

Det er gratis og åbent for alle.

link til facebook-event: Afslutningsceremoni og paneldebat

Håber vi ses!

Foto-cover credit: Jan Hammerstad www.hammerstadphotography.com På instagram: JanHammerstad