Hvilken farve vælger man, når skoleopgaven siger “hudfarvet”?

Nisse hudfarve

(Repost fra min facebook med få justeringer, december, 2016)

“Åhh nej, mor! Jeg har ikke den rigtige hudfarve!” Hun begynder at lede lettere febrilsk efter “den rigtige hudfarve”. Først i krukken der står i køkkenet, i de forskellige krus med farveblyanter oppe på værelset og tilbage ned igen for at gennemrode skuffer og diverse steder, der måske kan indeholde hudfarven. Den der helt rigtige farve, der er hudfarven over dem alle og per definition altid vil være i dyb kontrast til hendes egen.

“Hudfarve kan være mange forskellige slags farver. Er der en anden farve, du kan bruge i stedet?” spørger jeg. Hun tænker hårdt og længe for lige meget hvad, så vil tegningen nu ende med at blive forkert, fordi det ikke er “den rigtige hudfarve”, hun bruger. Efter lidt tid med frustration og irritation finder hun en løsning. Hun tager den brune farve, men den må altså ikke synes brun; det ville være forkert, så hun tager et stykke papir, hvor hun dér først kan prøve af, hvor blødt eller hårdt et tryk hun skal anvende med den brune blyant for at den kommer så tæt på “den rigtige hudfarve” som muligt.

Udover at lære at læse og løse opgaver, så lærer denne opgave også børnene på et ureflekteret niveau, at farverne på vores hud har en rangorden. Den lyse hvide hud er den rigtige og mest værdige. Det er den, som er den eneste rigtige farve, når der skal tegnes farve på hud og når der refereres til “hudfarve” generelt. Andre hudfarver er sekundære og ikke dem vi umiddelbart tænker først på, når noget skal være hudfarvet, om det er når vi tegner, når vi inden for makeup-verdenen taler om at kreere et “nude look”, snakker om “hudfarvet” lingeri, plastre etc.

Børnene møder via opgaven en grundfortælling, som de derefter navigerer ud fra, når noget skal dømmes som enten rigtigt-forkert, smukt-grimt og ønsket eller uønsket, men det er en grundfortælling, der rammer minoriteten med den brune hud hårdere end majoriteten med den hvide hud, fordi der hvor majoriteten tager for givet, at de kan spejle sig i personerne, de ser i reklamerne, i modeverdenen, på tv, i børnebøgerne etc., der bliver den brune minoritet mindet om, at den mørke hud ikke er værdig, den er ikke eftertragtet eller ønskværdig. Opgaven ender derfor med at blive en negativ påmindelse herom, om de er bevidste om budskabet eller ej.

……………

Jeg kom  i tanke om ovenstående, da hudplejeproducenten Dove tidligere på ugen publicerede en 3 sekunders reklame GIF for deres Body Wash på deres amerikanske facebook side. Reklamen viser en mørk kvinde, der tager sin brune trøje og hudfarve af og voila!, bliver til en hvid kvinde. Derefter skifter den hvide kvinde trøje og bliver til en asiatisk kvinde. Hensigten ifølge Dove er at vise, at Dove Body Wash er for alle, men transformationen fra mørk til hvid kvinde blev hurtigt til dette stillbillede:

Dove-Advert-600x600

og har rejst debat om sæbeproducenters reklamer gennem tiden og op til i dag, hvor der spilles på en fortælling om, at sorte mennesker er beskidte mennesker og ved at bruge den pågældende sæbe, bliver de på magisk vis til rene hvide mennesker.

Andre eksempler på sæbereklamer med samme racistiske fortælling gennem tiden:

sæbe4Sæbe1sæbe2

Men det er ikke kun de engelske og amerikanske sæbeproducenter, som har en lang tradition med at bruge stærkt racistiske temaer med mennesker med afrikansk baggrund til at sælge deres produkter på. Denne er for eksempel fra Norge anno 1950:

norge.jpg

Og denne er fra et dansk vaskeri i 1956 på Søborg Hovedgade:

sorttevit.jpg

……………

Dove tog reklamen ned, da det begyndte at tikke ind med kritiske kommentarer og kom straks med en undskyldning, hvori de sagde, at de havde “missed the mark in representing women of colour thoughtfully.” og sagde, at reklamen “did not represent the diversity of real beauty which is something Dove is passionate about and is core to our beliefs, and it should not have happened… we apologise deeply and sincerely for the offence that it has caused.”

Men, jeg køber ikke undskyldningen. Et firma af den kaliber ved bedre. De kender udmærket til den historiske kontekst, de laver reklamer ud fra. Jeg går ud fra, at firmaer også orienterer sig bagud for at vide, hvilke træk de skal spille på fremadrettet. Hvad bruger man ellers en marketingafdeling til? og de ved ydermere, at lige netop dén fortælling, selv præcenteret så sublimt som de forestiller sig, det kan være, vil betyde at SoMe-brugere, mestendels med mørk hud selv, vil opfange det, kritisere det og derved generere gratis omtale for deres produkt. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, ik sandt?.

Nogen vil måske indvende, at reklamen ikke kan være racistisk, når den hvide kvinde også ændrer udseende og bliver til en asiatisk kvinde. Det er klart, at det bløder lidt op i udtrykket, men min indvending er, at det er præcist den effekt, som Dove har ønsket. De ønskede, at gardere sig mod anklager om racisme, samtidig med at de kunne slippe afsted med at spille på racistiske tangenter. Omtalen er det hele værd og det er endda heller ikke så lidt, det de har fået de sidste par dage!

……………

At brun hud er grim hud og ikke er ønskværdig er i historisk kontekst derfor ikke noget nyt. Det kommer stadig til udtryk her, der og alle vegne, ofte uden at vi rigtig lægger mærke til det. I reklamer som med Doves seneste reklame, i børnebøger hvor brune sjældent har en ledende rolle eller kun agerer bi-fortællinger uden agens, inden for kosmetikbranchen etc. Se også bare på salget af afblegningscremer, som millioner er kvinder verden over bruger for at udvaske deres naturlige farve i en sygelig stræben efter at blive hvid, fordi det er det herskende skønhedsideal, der bliver promoveret verden over og derfor bliver opfattet som den ypperste form for skønhed, man kan opnå. Det kommer til udtryk mellem mennesker, når “du er flot af en afrikaner at være. Du er ikke så mørk” bliver sagt til mig i reference til min lysebrune hud eller når folk gætter mig til at være “halv-halv”, som om min “fine” nuance kun kan skyldes indblanding fra en hvid person og så kommer det implicit til udtryk, når mit barn skal farvelægge sin skoleopgave, hvor brugen af “hudfarvet” er helt og aldeles synonym med hvid hudfarve og ikke giver rum til, at hendes egen hudfarve lige så vel kunne være den, som hun kunne have brugt, uden at det ville føles forkert.

……………

Hudfarve er derfor heller ikke et nyt tema hjemme hos os. Det er noget, som løbende dukker op, og om vi vil det eller ej, noget vi aktivt må forholde os til, store som små. Her på bloggen har jeg derfor besluttet, at “hudfarve” kommer til at være det overordnede tema de næste par gange.


Min datter fik sin første mobil i sommers. Den har jeg for nyligt haft inddraget som låne-telefon, imens min egen var til reparation. Da jeg skulle bruge emojis i en tekstbesked, så jeg, at alle emojis stadig var på den indstilling, som fabrikkerne sender dem ud med. De gule emojis.

Jeg skiftede dem alle til brune. Ihvertfald alle dem, som man kan skifte. Familierne og de forelskede par kan man for eksempel stadig ikke ændre udseendet på, så de stemmer overens med ens egen hudfarve. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de i det hele taget er blevet udeladt?

Kald det bare curling-mor minoritet-style, hysterisk, fjollet eller noget fjerde, men nu hvor muligheden findes for at afsende emojis, der ligner én, hvorfor så ikke bruge dem? Jeg har ihvertfald ikke brugt andre end de brune, der hvor muligheden er for at ændre dem, siden det blev muligt. Simpelthen fordi det giver mere mening for mig, at afsende symboler på mennesker, som repræsenterer mig, når nu det er mig, der er afsender.

Derfor har jeg nu også skiftet dem på min datters telefon.

Skal vi i byen?

I dag er det fredag og om få timer er der dømt fyraften. Tusindvis af mennesker, unge som voksne, mænd som kvinder, etniske minoritetsdanskere som majoritetsdanskere har landet over lagt planer for, hvad weekenden skal byde på af sociale sammenkomster og festlige arrangementer. For en del af disse mennesker er en tur ud i nattelivet en del af ligningen, men ikke alle har lige adgang til de pulserende dansegulve.

Det ved jeg, for i de 16 år hvor en bytur, tidligere noget hyppigere end i dag, har været en fast del af min måde at være ung og social på, har tendensen været helt den samme; at kunne tage for givet, at man sammen med vennerne kan stryge lige gennem klub-indgangen og direkte op i baren uden at blive stoppet af dørvagterne hører de etniske majoritetsdanskere til. Jeg har ikke været i byen for nyligt, men jeg blev mindet om den ulige adgang til klubberne, da nogle veninder og bekendte i forrige weekend blev afvist i døren i det københavnske natteliv, ikke én, ikke to, men hele tre gange over weekenden. TRE!

Den første afvisning var om fredagen og gik på, at der ikke var plads på natklubben. Få minutter efter afvisningen gik tre majoritetsdanskere ind uden bøvl. Anden afvisning var om lørdagen og her fik de også at vide, at der heller ikke var plads, men fandt så ud af, at nogle af dem var medlemmer af klubben via stedets app. Et medlem af klubben kan tage en gæst med på sit kort. Klubben kunne derfor ikke længere nægte dem adgang. Gruppen af venner kom alle ind til et sted med rigeligt plads, vel at mærke! Den tredje afvisning fandt sted om søndagen og her blev de afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer. Vi tager den lige igen. Afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer! Vi taler om velklædte, veltalende, veldannede- og uddannede mennesker. Mennesker der var taget i byen for at fejre en fødselsdag. Mennesker der udover at arbejde, også på hver deres måde igennem årene har bidraget med socialt engagement til samfundet, b.la. ved frivilligt at agere sportstrænerer, mentorer og rollemodeller. Det eneste der adskiller dem fra flokken er noget de vitterligt ikke kan ændre på. Farven på deres hud!

……………

Sådan var det også, da jeg som 17-årig første gang satte foden inden for en natklub. At være på forkant, tage forholdsregler og tænke i alternativer var en del af den kommende weekends forberedelser, især hvis der blandt vennerne var etniske minoritetsmænd. At være på forkant handlede blandt andet om, at vide om én af dørmændene var en af dem, vi kendte eller én af dem, som måske kunne genkende os. At tage forholdsregler var den mest gennemgribende af dem alle, for det handlede om at finde ud af hvem der tog i byen af vennerne og veninderne og undersøge mulighederne for at blive skrevet i døren for på den måde at undgå at blive afvist. Alt efter hvor mange og hvilken sammensætning af forskellige kulører vi blev til forfest, så sørge for at dele os op i mindre hold inden vi ville nå inden for dørmændenes rækkevidde og så støde til køen i mindre grupper med minutters mellemrum. Nogle gange indebar det, at aftale på forhånd hvem der skulle lege små-forelskede og kærestepars-agtige, helst gerne en etnisk majoritetskvinde med en etnisk minoritetsmand, men jeg har også selv ageret forelsket kæreste til en kammerat og på den måde fået ham med ind. Også altid huske ikke at være for festglade eller for højlydte i køen for ikke at tildrage unødig opmærksomhed, selvom andre i køen gjorde det samme. Etcetera, etcetera, et-ce-te-ra! At tænke i alternativer var fx at have en back up plan; hvis vi ikke kommer ind her, hvor tager vi så hen? Hvis kun nogle af os kommer ind, hvad gør vi så? Er der en privatfest, vi kender til? Hvis alt andet fejler, er det ene sted, vi altid med garanti kan komme ind på så åbent? Selvom ovenstående overvejelser er skrevet meget eksplicit her, så var virkeligheden den, at overvejelserne og forholdsreglerne var en automatiseret og integreret del af det at gå i byen. En måde at navigere og forholde sig til situationen på, som en af de afviste veninder fra forrige weekend sagde: “Hvis ikke vi kender nogen eller har forberedt alt omkring en indgang, så kan vi ikke komme ind!”.

……………

De sidste par år har byture været ikke-eksisterende for mig, da min tid har været dedikeret studie og familieforøgelse, men for nogle år siden oplevede jeg at blive afvist to gange på én aften. Jeg var taget i byen sammen med min mand og to af vores venner, en kvinde og en mand og af en eller anden grund kunne jeg ikke ryste lige netop dén aften af mig. Det var som at få en mavepuster for derefter at få endnu et slag før vejrtrækningen har stabiliseret sig. På intet tidspunkt havde vi opført os ubehøvlede, larmende eller truende og da vi stille og roligt spurgte ind til, hvad de begrundede deres afvisning med, fik vi at vide, at der bare ikke var plads til os derinde. Samtidig med strøg andre gæster direkte gennem døren uden at skulle vise ID, uden at skulle vise deres taskers indhold eller på anden måde få sat spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse. Klokken var mange, det var koldt og det stod ned i stænger. Ydmygelsen var komplet.

Jeg har været vidne til diskrimination i nattelivet siden mit allerførste besøg på nattens mangeartede klubber som 17-årig og jeg har hørt utallige førstehåndsfortællinger om diskrimination i nattelivet fra mine brødre, mine venner og mand, men også fra veninder, der har oplevet at blive afvist. Det er derfor ikke noget nyt for mig. Jeg har hørt om det. Jeg har set det. Jeg har oplevet det. Jeg har forsøgt at navigere i det og sågar undskyldt det, men lige præcis dén aften ramte diskriminationen mig ekstra hårdt. Måske var det fordi, at jeg var blevet ældre, havde taget uddannelse, var i færd med mere uddannelse, havde stiftet familie, lavede frivilligt arbejde og generelt følte mig velkørende og veletableret. Jeg havde sat kryds, om du vil, ved alle de ting, der normalt bliver brugt som parametre for, hvor integreret og dansk en såkaldt fremmed er. Måske var det erkendelsen af, at selvom jeg har opnået de her ting og stadig bevæger mig i gunstig retning personligt såvel som samfundsmæssigt, så kommer det åbenbart aldrig til at være nok, for jeg vil til stadighed kunne blive peget ud og pillet fra på baggrund af den éne ting, som jeg ikke kan ændre ved – min hudfarve.

Den aften følte jeg mig så nøgen og udpeget. Følte mig uden agens og reel mulighed for at ændre på situationen. Og så blev jeg ramt af vrede. Den der vredesklump der sidder i halsen og hver gang tankerne genbesøger episoden, får du lyst til at kaste en proper næve. Du ved ikke hvor hen, men du har lyst, for du har brug for at få afløb for vreden og følelsen af afmagt, da den er ubærlig, men det sker ikke. Du får at vide, at det er normalt, “det sker for os alle” og det bedste du kan gøre er, at ryste det af dig, så du putter det ned i æsken med andre episoder, der har udløst samme følelse og lægger låg på. Indtil næste gang.

……………

Samtidig blev jeg ramt at skam. Jeg skammede mig over, at jeg i så mange år har set diskriminationen og endda selv har understøttet den, for jeg har jo ikke direkte sagt fra, vel. I stedet har jeg lavet alle mulige krumspring for at følge de usagte regler, for at gøre os mindre synlige, agere overhøflige for at synes mindre potentielt truende, agere falske kærester etc., alt i alt for at berolige dørmændene og forsikre dem om, at vi er godt folk, der bare ønsker at  feste, drikke og danse natten lang. Og jeg skammede mig over, at jeg i så mange år, selvom jeg har set det gå ud over mine mandlige venner på tæt hold, ikke har følt det på samme måde som dem. Selvom jeg så frustrationen og følelsen af afmagt hos dem, og følte med dem(!), så forstod jeg ikke til hvilken grad det i virkeligheden smerter, indtil jeg selv pludselig mærkede det. Den erkendelse gjorde ondt; at jeg åbenbart selv skulle få afmagten og vreden at mærke, sådan for real, før jeg kunne identificere og sætte mig helt ind i den, når jeg ellers er et ret fintfølende og empatisk menneske. Det har jeg tænkt meget over. Hvis der for mig, som har oplevet forskelsbehandling på tæt hold, skulle så meget til for sådan virkelig at kunne forstå, hvad der er på spil og virkelig mærke de tanker og følelser det sætter i gang, hvad skal der så til for at andre, der slet ikke har den præmis ind på livet, at kunne blive sorteret fra på noget du hverken kan ændre eller skjule, kan få øje på det problematiske i det, kan forstå det, have empati og solidaritet med det og sågar motiveres til at modarbejde det?

Hvad skal der til?

……………

Jeg ved det ikke og jeg har heller ikke hele svaret, men oplysning og synliggørelse må være et godt sted at starte og det er glædeligt, at Københavns Kommune, Os Imellem og Bremen Teater tidligere på ugen for eksempel afholdte et debatarrangement om diskrimination kaldet “Det Tavse Flertal// mekanismerne bag diskrimination” og det er glædeligt, at Københavns kommune for nogle år tilbage ligeledes kastede sig over projektet i form af fx Stemplet, som er en kampagne imod diskrimination. I 2013 var kampagnens fokus på nattelivet, så jeg valgte at skrive om mine oplevelser med diskrimination på deres facebook-side. Indlægget kan du læse her. Jeg blev efterfølgende en del af kampagnen, hvorfra coverbilledet til dette blogindlæg stammer fra. Grunden til at jeg valgte, at skrive på deres Facebook-side var, at jeg havde brug for at få afløb for tankerne og følelserne, som havde rumsteret i mig siden den aften og jeg havde brug for at få sagt det højt for at synliggøre over for andre, der ikke selv oplever det, hvordan diskrimination kommer til udtryk og hvilke konsekvenser det kan have for os, som det går ud over. Vigtigst af alt er dog, at jeg skrev det fordi, at jeg ønsker det anderledes for mine børn, da jeg ikke ønsker, at de om 10-års tid skal komme hjem og genfortælle de samme oplevelser og situationer, som var det jeg, der sad og fortalte dem.

Det må og skal kunne gøres bedre end det… men hvordan?

“My Black Hair Story” paneldeltagelse

For de udenforstående kan det at tale om hår virke lidt ligegyldigt og en smule overdrevent. Måske undrer du dig allerede over, at en så ung blog allerede har flere indlæg, der handler om hår, men lad mig starte med at sige; sikke en oplevelse det var, at kunne tale om hår og hårets betydning i forskellige aspekter af vores liv i et forum, hvor udgangspunktet var en dialog om netop minoritetsdanskere med afro-rødders oplevelser og virkelighed i Danmark!

Selvom det overordnede tema var hår, så kom vi vidt omkring. Emner som fx politik, skønhedsidealer, barndomsminder, selvværd, forældrerolle- og ansvar, oplevelser med racistisk og krænkende hændelser etc. blev berørt. Som mit tidligere indlæg sagde, så er mit hår ikke bare hår. Det er så meget mere end det! Og det var emnerne, som kom frem i debatten et meget tydeligt bevis på!

Med mig i panelet sad Prince Henry, Berit S. Kamara og Metta Carter. Noget af det jeg fandt allermest interessant var, hvordan vi fire som sad i panelet også havde fire forskellige udgangspunkter at tale fra. I store strøg kan de fire forskellige udgangspunkter beskrives som:

1) Metta Carter er sanger, fotograf og multikunstner og var med sine 50 år den ældste i panelet. På grund af hendes alder og hendes arbejde havde hun b.la. hvad jeg vil kalde et meta-fokus; et fokus på hårets betydning og position gennem tiden, som hun koblede sammen med den kreative industri, som hun er en del af og dennes udvikling.

2) Berit S. Kamara er født og opvokset i Kenya og er derfor vokset op et sted, hvor normalen er sort hår i alle afskygninger og vokset op i et hjem, hvor håret ikke måtte kemisk udglattes og dets naturlige stadie var det som blev værdsat. Derfra udspringer også et selvværd og en selvtillid ved hendes hår, som det er, fordi “jeg er ikke mit hår”, som hun sagde, men hun elsker det, som det er.

3) Prince Henry som var eneste mand i panelet kunne fortælle om, hvordan det er at have sort naturligt hår ud fra et mandeperspektiv – et perspektiv vi sjældent hører fra og om, da det som oftes er kvinderne der bliver forbundet med hår-debatten og oftes kvinderne man hører fra. Det var derfor vigtigt og tiltrængt at høre fra den vinkel.

4) Mit eget fokus er hverdagslivet og hvad det betyder i relation til mine børn generelt, men min datter især at lade mit hår være naturligt og et fokus på at agere rollemodel for hende, så hun i det mindste kan spejle sig i mig, når repræsentationen stadig kører på lavblus i samfundet omkring os.

Ovenstående fokuspunkter er ikke isolerede emner, men trækker tråde på kryds og på tværs og selvom vi havde fire forskellige udgangspunkter at tale ud fra, så delte vi stadig en indbyrdes forståelse og samhørighed, der netop springer ud fra det at dele samme virkelighed. Og dét i sig selv var enormt berigende og inspirerende at høre på og ikke mindst at deltage i, så endnu engang skal der lyde et tak til arrangørene bag fotoudstillingen og paneldebatten Unge Formidler Kultur – UFM.

……………

Hvis du vil læse om debatten, så har GlobalNyt, som er et nyhedsmedie der fokuserer på forhold, der har med Afrika at gøre, bragt en artikel  skrevet af Morten Ranum på deres side, som kan læses her: Fingrene ud af mit hår. (Lille rettelse: mit navn er ikke Maria, men Mary og min datter er ikke helt lille længere. Hun er 8 år gammel, men problematikken er stadig den samme).

Fotoudstillingen “My Black Hair Story” og Paneldebat d. 10. sep. kl. 14 – 17

Unge Formidler Kultur – UFM har pt. en fotoudstilling kørende på VerdensKulturCentret på Nørrebro kaldet “My Black Hair Story”. Jeg mindes ikke at have set eller hørt om andre projekter, hvor sort hår på den måde har været i fokus, så jeg blev rimelig begejstret, da jeg hørte om udstillingen. Da hår er et vigtigt aspekt for mig, fordi håret rækker bredere og videre end til dagens frisure og er en evig kilde til samtale om skønhed og selvværd i børne- og voksenhøjde på både godt og ondt, var det selvklart, at min datter og jeg skulle ind og se udstillingen.

                     l

Udover de meget, meget fine fotos, var der et ønsketræ, en video, et flettehjørne og en plakat med en tegning af en pige med afro puffs (Rottehaler hvor hver “hale” er udredte krøller, som danner en mini afro), hvor der stod forskellige citater rundt om hovedet på hende med mindre flatterende, diskriminerende og andre kedelige bemærkninger angående hendes hår. Citaterne er fra adspurgte personer, som fortalte hvad de er blevet mødt med. Noget som jeg selv genkender alt for godt.

Fotoudstillingen og især ønsketræet gav min datter og jeg anledning til at tale om, hvad repræsentation betyder, da langt de fleste af ønskerne på træet handlede op netop dét. Vi talte om hvorfor, at det er vigtigt, at man som barn og voksen fx kan genkende og spejle sig selv i nogle af de bøger man læser eller i det tv man ser.

 

Samtalen slutter dog ikke dér, for jeg er blevet inviteret til at deltage i en paneldebat med tre andre danskere med afro-rødder på fotoudstillingens afslutningsceremoni på søndag, hvor fokus bliver den personlige fortælling om sort hår og dets betydning i forskellige sammenhænge og aspekter af vores liv. Publikum har også mulighed for at deltage i debatten, så kom glad og tilbring en hyggelig og berigende eftermiddag med os!

Udstillingen er åben fra kl. 11 og paneldebatten er fra 14 – 17.

Det er på VerdensKulturCentret på Nørre allé 7, 2200 Kbh N.

Det er gratis og åbent for alle.

link til facebook-event: Afslutningsceremoni og paneldebat

Håber vi ses!

Foto-cover credit: Jan Hammerstad www.hammerstadphotography.com På instagram: JanHammerstad

 

 

 

HVERDAGSGLIMT

Vores underbo er flyttet og vi har hele tiden haft lyst til at flytte i underboens type lejlighed, da den er i ét plan og har have. To ting som vi synes ville være rart.

Jeg ringer derfor ind til vores boligforening for at høre, hvordan vi står i forhold til at kunne flytte internt. Medarbejderen oplyser, at lejligheden er gået til anden side, da vi på grund af 2-års reglen først kan få tilsendt tilbud en måned inden ancienniteten træder i kraft, hvilket i vores tilfælde er d. 1. September.

“Men…” siger hun.

“Jeg kan oplyse dig, at det er nogle danskere, der flytter ind”.

 

….

Der findes de der øjeblikke, hvor du når at tænke hundrede tanker på et splitsekund, men hvor du alligevel ikke finder frem til noget, der kunne være det helt rigtige at sige, nu og her.

….

“Danskere” – hvem er de? -Er jeg en af dem?. Ville du sige sådan, hvis du kunne spore en accent i min stemme eller vidste hvordan jeg ser ud?. Skal jeg være glad nu. Måske føle mig lettet over, at min kommende underbo er “dansker”?. Ville en “dansker” gøre det, altså føle sig lettet?. Er det det, “man” gør i sådan en situation?.

Skal jeg sige: “Hvad mener du egentlig; minoritets- eller majoritetsdansker?”. Vil hun overhovedet fatte det?. Skal jeg sige til hende: “Undskyld mig, men jeg er ikke selv dansk” for at pointere, hvad hun sprogligt lige har gjort, men det ville heller ikke være rigtigt, for det er jeg jo. Er det her måden boligselskabet skelner mellem attraktive og ikke-attraktive beboere på? Kører jeg ud af en tangent? Hun mente nok ikke noget med det. Eller gjorde hun? Måske ikke direkte, men implicit? Ser jeg spøgelser?

For det føltes lidt som at være ufrivillig indlemmet i en klub, der skulle have været hemmelig, så jeg nøjedes med et halvt-konstaterende-semi-spørgende “Ååh´kaay”.

….

For jeg orkede det ikke.

 

Mit hår er ikke bare hår.

Hvad vi vælger at gøre ved vores hår er med til at kommunikere til os selv og andre om, hvem vi er. Hår er på den måde både identitetsmarkør og kommunikationsmiddel. For folk med afro-hår især (…faktisk er jeg lidt ambivalent med den term, fordi jeg forbinder afro med en frisure. Du ved, den der store runde frisure, der opnås ved at redde krøllerne ud og op ad og som kun kan opnås med folk, der har en hvis struktur og tekstur i deres krøller. Jeg forbinder derfor ikke afro-hår med hår tekstur, som når man siger “afro-hår” og referer til hvad man på engelsk differencerer mellem “kinks, curls and coils”, så hvis nogen af jer har andre bud på en bedre term på dansk der dækker bedre, lad mig det vide!) spiller håret ofte en helt central rolle. Det her er så at sige min hår historie i grove træk.

……………

I går mindede facebook mig om dette billede, som jeg tog for 5 år siden.

558224_10151103523245380_119880831_n

Mit hår er udglattet og nyfarvet med farven, der igennem årene har været min “go-to” farve, hver gang det var tid til sommerhår, “Honey Blond” fra Dark´n´Lovely. Efter jeg havde farvet og glattet det, gik der ikke mange dage før mit hår tørrede ud, mistede glans og elasticitet. Der gik derfor én måned fra jeg havde farvet det til jeg besluttede mig for, at klippe mit hår helt kort. Lave en “BC”, en “big chop”, som det hedder på engelsk. En BC er klipning, hvor man klipper alt det hår af, som på den ene eller den anden måde er blevet ændret for eksempel ved at bruge “relaxer”, en kemisk udglatnings-creme, det fjerner de naturlige krøller eller hår der på anden måde er blevet ødelagt, fx som mit blev det af at farve og glatte det for meget.

Dette var anden gang, jeg valgte at BC mit hår, men i forhold til første gang, var situationen anerledes for mig. Denne gang big choppede jeg på et tidspunkt, hvor min datter begyndte at give udtryk for, at hun ikke kunne lide sit hår, hverken farven eller teksturen. Hun syntes, at krøllerne var dumme og grimme og hun drømte om at få langt, glat, blond hår. Når vi legede med dukker, valgte hun konsekvent den dukke, som havde det længste og mest blonde hår. De mørke dukker var grimme, havde “underligt” hår og var på ingen måde ønskværdige. Hun var på daværende tidpunkt 3.5 år og i hende genkendte jeg mig selv. Genkendte ønsket om det lange glatte hår, der ville gynge fra side til side på min ryg, når jeg gik og genkendte fravalget af det de mørke dukker repræsenterede – den mørke hud og det krusede og krøllede hår; attributter vi tidligt lærer at associere som lavest rangerende på skalaen over skønhed, enten som noget der er direkte “grimt” eller noget der er “eksotisk”, men det eneste der var grimt, var det jeg genkendte hos mig selv i hende for hvordan kan jeg sige til mit barn, at hendes mørke krøllede hår er smukt, når jeg søndag efter søndag afsætter hele dagen til først at vaske, så føne for så at glatte mine egne krøller væk? Og hvordan kan jeg fortælle hende, at fletninger og twists i diverse frisurer er flotte og klæder hende, når hun aldrig har set mig sætte mit eget hår på samme måde?

Da jeg havde klippet mit hår for anden gang besluttede jeg derfor, at det var tid til at praktisere, hvad jeg om og om igen har gået og prædiket for hende. At hun, og dermed også jeg, skulle være glade for vores hår og føle glæde samt selvtillid over alt det som det kan, udover at gøres glat.

Selvom jeg ikke har brugt relaxer siden 2004 vil jeg sige, at med den klipning startede for alvor min “Natural Hair Journey”, endnu en term lånt fra det engelske, men som dækker over processen at lære at holde af sit hår, som det nu engang gror ud af hovedbunden og i det hele taget lære at tage vare på det, da der er en verden til forskel i hvordan og hvad håret har brug for i dets naturlige stadie i forhold til når det er udglattet.

Processen har været lang og det har taget mange timer på nettet og krævet mange mislykkede forsøg i både produkter og frisurer. Fem år efter er jeg ved at være der, hvor jeg synes, at jeg har styr på det, men jeg er stadig i process, både teknisk set i forhold til opsætning og pleje af mit hår, men også i forhold til at omfavne det i en bredere forstand. At omfavne det som noget der er smukt i sig selv – ikke vildt, ikke eksotisk, ikke “ghetto-hår” når det er flettet eller grimt når det kruser.

Bare normalt. Naturligt. Smukt. For det er dét jeg ønsker, at min datter skal tænke om sig selv og sit hår, når hun kigger sig i spejlet, men jeg ved også, at det ikke kommer af sig selv. Jeg ønsker derfor, at hun i mig skal kunne spejle sig og genkende netop dét. Mit hår er derfor ikke bare hår.

Det er så meget mere end det!

12823490_10153812832060380_8791149642598815149_oBillede collage fra min anden BC til den længde mit hår nåede inden, at jeg big choppede for tredje gang, hvor jeg ventede mit tredje barn og ønskede kort hår for at spare tid.