Mangfoldighed: Hvem har ansvaret?

I går aftes var Camilla Kaj Paulsen og jeg til forfatter aften hos Aage og Agnes Bøger i Sydhavnen (den hyggeligste lille boghandel!) for at tale om Børnebogen om Nour og Nora, som Camilla har skrevet, og mangfoldighed i børnelitteratur, ikke mindst vigtigheden her af.

Sammen med de fremmødte kom vi vidt omkring, og snakken faldt b.la også på pædagoger og lærer, hvilket ansvar sådanne professioner fører med sig, og ikke mindst, hvordan disse fagrupper fagligt kan rustes til at skabe institutioner der er inkluderende, og ikke – ubevidst og stik imod intentionen – kommer til at opretholde praksisser der ender med at virke ekskluderende for de etniske minoritetsbørn- og unge.

Her til aften dukkede nedenstående tråd fra den største facebook gruppe for pædagoger og pædagogisk personale op i mit feed. Trådstarter efterspørger en alternativ måde at synge om farven gul på i børnesangen “Se min kjole”, da hun ikke længere har lyst til at bruge gul farve til at beskrive en kineser.

Ingen tråde kan på så kort tid få så mange kommentarer i den gruppe, som tråde der omhandler etniske minoriteter – og langt de fleste kommentarer er sjældent hverken saglige eller fagligt funderede. Denne tråd er ikke den værste, men heller ikke den mest opløftende.

I går blev vi spurgt, hvor vi ville sætte ind, hvis vi havde magten til at bestemme. Mit svar var mere og grundigere viden hos lærere og pædagoger, og en af de fremmødte supplerede en større kobling mellem teori og praksis.

Nedenstående tråd synes jeg fint illustrerer disse pointer, men læs og bedøm selv. Hvad tænker du om tråden? Hvem har ansvaret?

Facebook tråd: “Hvad synger I om farven gul, i “Se min kjole”?”

Skal vi i byen?

I dag er det fredag og om få timer er der dømt fyraften. Tusindvis af mennesker, unge som voksne, mænd som kvinder, etniske minoritetsdanskere som majoritetsdanskere har landet over lagt planer for, hvad weekenden skal byde på af sociale sammenkomster og festlige arrangementer. For en del af disse mennesker er en tur ud i nattelivet en del af ligningen, men ikke alle har lige adgang til de pulserende dansegulve.

Det ved jeg, for i de 16 år hvor en bytur, tidligere noget hyppigere end i dag, har været en fast del af min måde at være ung og social på, har tendensen været helt den samme; at kunne tage for givet, at man sammen med vennerne kan stryge lige gennem klub-indgangen og direkte op i baren uden at blive stoppet af dørvagterne hører de etniske majoritetsdanskere til. Jeg har ikke været i byen for nyligt, men jeg blev mindet om den ulige adgang til klubberne, da nogle veninder og bekendte i forrige weekend blev afvist i døren i det københavnske natteliv, ikke én, ikke to, men hele tre gange over weekenden. TRE!

Den første afvisning var om fredagen og gik på, at der ikke var plads på natklubben. Få minutter efter afvisningen gik tre majoritetsdanskere ind uden bøvl. Anden afvisning var om lørdagen og her fik de også at vide, at der heller ikke var plads, men fandt så ud af, at nogle af dem var medlemmer af klubben via stedets app. Et medlem af klubben kan tage en gæst med på sit kort. Klubben kunne derfor ikke længere nægte dem adgang. Gruppen af venner kom alle ind til et sted med rigeligt plads, vel at mærke! Den tredje afvisning fandt sted om søndagen og her blev de afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer. Vi tager den lige igen. Afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer! Vi taler om velklædte, veltalende, veldannede- og uddannede mennesker. Mennesker der var taget i byen for at fejre en fødselsdag. Mennesker der udover at arbejde, også på hver deres måde igennem årene har bidraget med socialt engagement til samfundet, b.la. ved frivilligt at agere sportstrænerer, mentorer og rollemodeller. Det eneste der adskiller dem fra flokken er noget de vitterligt ikke kan ændre på. Farven på deres hud!

……………

Sådan var det også, da jeg som 17-årig første gang satte foden inden for en natklub. At være på forkant, tage forholdsregler og tænke i alternativer var en del af den kommende weekends forberedelser, især hvis der blandt vennerne var etniske minoritetsmænd. At være på forkant handlede blandt andet om, at vide om én af dørmændene var en af dem, vi kendte eller én af dem, som måske kunne genkende os. At tage forholdsregler var den mest gennemgribende af dem alle, for det handlede om at finde ud af hvem der tog i byen af vennerne og veninderne og undersøge mulighederne for at blive skrevet i døren for på den måde at undgå at blive afvist. Alt efter hvor mange og hvilken sammensætning af forskellige kulører vi blev til forfest, så sørge for at dele os op i mindre hold inden vi ville nå inden for dørmændenes rækkevidde og så støde til køen i mindre grupper med minutters mellemrum. Nogle gange indebar det, at aftale på forhånd hvem der skulle lege små-forelskede og kærestepars-agtige, helst gerne en etnisk majoritetskvinde med en etnisk minoritetsmand, men jeg har også selv ageret forelsket kæreste til en kammerat og på den måde fået ham med ind. Også altid huske ikke at være for festglade eller for højlydte i køen for ikke at tildrage unødig opmærksomhed, selvom andre i køen gjorde det samme. Etcetera, etcetera, et-ce-te-ra! At tænke i alternativer var fx at have en back up plan; hvis vi ikke kommer ind her, hvor tager vi så hen? Hvis kun nogle af os kommer ind, hvad gør vi så? Er der en privatfest, vi kender til? Hvis alt andet fejler, er det ene sted, vi altid med garanti kan komme ind på så åbent? Selvom ovenstående overvejelser er skrevet meget eksplicit her, så var virkeligheden den, at overvejelserne og forholdsreglerne var en automatiseret og integreret del af det at gå i byen. En måde at navigere og forholde sig til situationen på, som en af de afviste veninder fra forrige weekend sagde: “Hvis ikke vi kender nogen eller har forberedt alt omkring en indgang, så kan vi ikke komme ind!”.

……………

De sidste par år har byture været ikke-eksisterende for mig, da min tid har været dedikeret studie og familieforøgelse, men for nogle år siden oplevede jeg at blive afvist to gange på én aften. Jeg var taget i byen sammen med min mand og to af vores venner, en kvinde og en mand og af en eller anden grund kunne jeg ikke ryste lige netop dén aften af mig. Det var som at få en mavepuster for derefter at få endnu et slag før vejrtrækningen har stabiliseret sig. På intet tidspunkt havde vi opført os ubehøvlede, larmende eller truende og da vi stille og roligt spurgte ind til, hvad de begrundede deres afvisning med, fik vi at vide, at der bare ikke var plads til os derinde. Samtidig med strøg andre gæster direkte gennem døren uden at skulle vise ID, uden at skulle vise deres taskers indhold eller på anden måde få sat spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse. Klokken var mange, det var koldt og det stod ned i stænger. Ydmygelsen var komplet.

Jeg har været vidne til diskrimination i nattelivet siden mit allerførste besøg på nattens mangeartede klubber som 17-årig og jeg har hørt utallige førstehåndsfortællinger om diskrimination i nattelivet fra mine brødre, mine venner og mand, men også fra veninder, der har oplevet at blive afvist. Det er derfor ikke noget nyt for mig. Jeg har hørt om det. Jeg har set det. Jeg har oplevet det. Jeg har forsøgt at navigere i det og sågar undskyldt det, men lige præcis dén aften ramte diskriminationen mig ekstra hårdt. Måske var det fordi, at jeg var blevet ældre, havde taget uddannelse, var i færd med mere uddannelse, havde stiftet familie, lavede frivilligt arbejde og generelt følte mig velkørende og veletableret. Jeg havde sat kryds, om du vil, ved alle de ting, der normalt bliver brugt som parametre for, hvor integreret og dansk en såkaldt fremmed er. Måske var det erkendelsen af, at selvom jeg har opnået de her ting og stadig bevæger mig i gunstig retning personligt såvel som samfundsmæssigt, så kommer det åbenbart aldrig til at være nok, for jeg vil til stadighed kunne blive peget ud og pillet fra på baggrund af den éne ting, som jeg ikke kan ændre ved – min hudfarve.

Den aften følte jeg mig så nøgen og udpeget. Følte mig uden agens og reel mulighed for at ændre på situationen. Og så blev jeg ramt af vrede. Den der vredesklump der sidder i halsen og hver gang tankerne genbesøger episoden, får du lyst til at kaste en proper næve. Du ved ikke hvor hen, men du har lyst, for du har brug for at få afløb for vreden og følelsen af afmagt, da den er ubærlig, men det sker ikke. Du får at vide, at det er normalt, “det sker for os alle” og det bedste du kan gøre er, at ryste det af dig, så du putter det ned i æsken med andre episoder, der har udløst samme følelse og lægger låg på. Indtil næste gang.

……………

Samtidig blev jeg ramt at skam. Jeg skammede mig over, at jeg i så mange år har set diskriminationen og endda selv har understøttet den, for jeg har jo ikke direkte sagt fra, vel. I stedet har jeg lavet alle mulige krumspring for at følge de usagte regler, for at gøre os mindre synlige, agere overhøflige for at synes mindre potentielt truende, agere falske kærester etc., alt i alt for at berolige dørmændene og forsikre dem om, at vi er godt folk, der bare ønsker at  feste, drikke og danse natten lang. Og jeg skammede mig over, at jeg i så mange år, selvom jeg har set det gå ud over mine mandlige venner på tæt hold, ikke har følt det på samme måde som dem. Selvom jeg så frustrationen og følelsen af afmagt hos dem, og følte med dem(!), så forstod jeg ikke til hvilken grad det i virkeligheden smerter, indtil jeg selv pludselig mærkede det. Den erkendelse gjorde ondt; at jeg åbenbart selv skulle få afmagten og vreden at mærke, sådan for real, før jeg kunne identificere og sætte mig helt ind i den, når jeg ellers er et ret fintfølende og empatisk menneske. Det har jeg tænkt meget over. Hvis der for mig, som har oplevet forskelsbehandling på tæt hold, skulle så meget til for sådan virkelig at kunne forstå, hvad der er på spil og virkelig mærke de tanker og følelser det sætter i gang, hvad skal der så til for at andre, der slet ikke har den præmis ind på livet, at kunne blive sorteret fra på noget du hverken kan ændre eller skjule, kan få øje på det problematiske i det, kan forstå det, have empati og solidaritet med det og sågar motiveres til at modarbejde det?

Hvad skal der til?

……………

Jeg ved det ikke og jeg har heller ikke hele svaret, men oplysning og synliggørelse må være et godt sted at starte og det er glædeligt, at Københavns Kommune, Os Imellem og Bremen Teater tidligere på ugen for eksempel afholdte et debatarrangement om diskrimination kaldet “Det Tavse Flertal// mekanismerne bag diskrimination” og det er glædeligt, at Københavns kommune for nogle år tilbage ligeledes kastede sig over projektet i form af fx Stemplet, som er en kampagne imod diskrimination. I 2013 var kampagnens fokus på nattelivet, så jeg valgte at skrive om mine oplevelser med diskrimination på deres facebook-side. Indlægget kan du læse her. Jeg blev efterfølgende en del af kampagnen, hvorfra coverbilledet til dette blogindlæg stammer fra. Grunden til at jeg valgte, at skrive på deres Facebook-side var, at jeg havde brug for at få afløb for tankerne og følelserne, som havde rumsteret i mig siden den aften og jeg havde brug for at få sagt det højt for at synliggøre over for andre, der ikke selv oplever det, hvordan diskrimination kommer til udtryk og hvilke konsekvenser det kan have for os, som det går ud over. Vigtigst af alt er dog, at jeg skrev det fordi, at jeg ønsker det anderledes for mine børn, da jeg ikke ønsker, at de om 10-års tid skal komme hjem og genfortælle de samme oplevelser og situationer, som var det jeg, der sad og fortalte dem.

Det må og skal kunne gøres bedre end det… men hvordan?

HVERDAGSGLIMT

Vores underbo er flyttet og vi har hele tiden haft lyst til at flytte i underboens type lejlighed, da den er i ét plan og har have. To ting som vi synes ville være rart.

Jeg ringer derfor ind til vores boligforening for at høre, hvordan vi står i forhold til at kunne flytte internt. Medarbejderen oplyser, at lejligheden er gået til anden side, da vi på grund af 2-års reglen først kan få tilsendt tilbud en måned inden ancienniteten træder i kraft, hvilket i vores tilfælde er d. 1. September.

“Men…” siger hun.

“Jeg kan oplyse dig, at det er nogle danskere, der flytter ind”.

 

….

Der findes de der øjeblikke, hvor du når at tænke hundrede tanker på et splitsekund, men hvor du alligevel ikke finder frem til noget, der kunne være det helt rigtige at sige, nu og her.

….

“Danskere” – hvem er de? -Er jeg en af dem?. Ville du sige sådan, hvis du kunne spore en accent i min stemme eller vidste hvordan jeg ser ud?. Skal jeg være glad nu. Måske føle mig lettet over, at min kommende underbo er “dansker”?. Ville en “dansker” gøre det, altså føle sig lettet?. Er det det, “man” gør i sådan en situation?.

Skal jeg sige: “Hvad mener du egentlig; minoritets- eller majoritetsdansker?”. Vil hun overhovedet fatte det?. Skal jeg sige til hende: “Undskyld mig, men jeg er ikke selv dansk” for at pointere, hvad hun sprogligt lige har gjort, men det ville heller ikke være rigtigt, for det er jeg jo. Er det her måden boligselskabet skelner mellem attraktive og ikke-attraktive beboere på? Kører jeg ud af en tangent? Hun mente nok ikke noget med det. Eller gjorde hun? Måske ikke direkte, men implicit? Ser jeg spøgelser?

For det føltes lidt som at være ufrivillig indlemmet i en klub, der skulle have været hemmelig, så jeg nøjedes med et halvt-konstaterende-semi-spørgende “Ååh´kaay”.

….

For jeg orkede det ikke.

 

“Brun & Dansk” – en blog bliver til!

Navnet er Mary. Fødeåret ’84. Født andetsteds, vokset op her. Rødderne eritreanske; de kulturelle mest danske. Håret krøllet og kruset. Hud og øjne forskellig slags brune. Om det er delelementer eller det altopslugende, kommer an på kontekst og den beskuende.
Dét er det bloggen kommer til at handle om, for det hele betyder noget. Om det er bevidst eller ubevidst, så påvirker det mødet mellem os.

Mellem dig og mig.

Og det påvirker mig.

……………

Så jeg har tænkt på det en rum tid – samle skriverier, billeder og andet der relaterer sig til mit liv og min hverdag som dansk kvinde, mor og borger med afrikanske rødder i Danmark ét sted, der af udspringer også navnet på bloggen, og det skulle være et sted, hvor det hele ikke forsvinder i en lind strøm ned ad Facebooks tidslinie. Hvilket medium ville være mere oplagt til det end en blog?

……………

Jeg har aldrig rigtig søgt eller aktivt fulgt nogle blogge, så det her blog-land er helt og aldeles nyt for mig. Jeg har ingen idé om, hvor hyppigt jeg kommer til at lægge noget op – om det bliver én gang om måneden, to gange i ugen eller noget tredje. Intentionen er dog, at jeg her kommer til at dele ting, der har med mig som etnisk minoritet at gøre, enten helt konkret eller mere abstrakt, positivt som negativt, stort og småt.

……………

Og hvorfor nu det, tænker du måske? Fordi jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

……………

Derudover er repræsentation et vigtigt tema for mig. Med bloggen kan jeg skabe et sted, hvor jeg kan udforske, dyrke og hylde det, som ikke var der for mig som barn, som ung og som stadig halter den dag i dag – et spejlbillede der reflekterer det brune menneske og dets attributter, som noget der er smukt og værdig. For jeg ønsker det anderledes for mine børn. Vi er en del af Danmark og Danmark er en del af os, så hvad mine børn ikke kan spejle sig i i samfundet, må de i stedet kunne spejle sig i i mig, men så må processen også starte med mig selv og dét kommer bloggen også til at handle om.

……………

I starten vil jeg, foruden at lægge nyt op efterhånden som det falder mig ind, gå tilbage i tiden og finde skriverier, billeder og andet relevant at lægge op, da det i høj grad er tidligere erfaringer og oplevelser, der har gjort, at denne blog ser dagens lys i dag – og fordi de tidligere erfaringer og oplevelser stadig har relevans den dag i dag.

……………

Hvis du er interesseret i at følge med, kan du følge bloggen via e-mail og få notifikationer når der er nyt. Du skal også være velkommen til at dele bloggen med andre der måtte være interesserede for “sharing is caring”, som man siger!

Så, med det er der vidst ikke andet at sige end

klar,

parat,

blog-start!