Mangfoldighed: Hvem har ansvaret?

I går aftes var Camilla Kaj Paulsen og jeg til forfatter aften hos Aage og Agnes Bøger i Sydhavnen (den hyggeligste lille boghandel!) for at tale om Børnebogen om Nour og Nora, som Camilla har skrevet, og mangfoldighed i børnelitteratur, ikke mindst vigtigheden her af.

Sammen med de fremmødte kom vi vidt omkring, og snakken faldt b.la også på pædagoger og lærer, hvilket ansvar sådanne professioner fører med sig, og ikke mindst, hvordan disse fagrupper fagligt kan rustes til at skabe institutioner der er inkluderende, og ikke – ubevidst og stik imod intentionen – kommer til at opretholde praksisser der ender med at virke ekskluderende for de etniske minoritetsbørn- og unge.

Her til aften dukkede nedenstående tråd fra den største facebook gruppe for pædagoger og pædagogisk personale op i mit feed. Trådstarter efterspørger en alternativ måde at synge om farven gul på i børnesangen “Se min kjole”, da hun ikke længere har lyst til at bruge gul farve til at beskrive en kineser.

Ingen tråde kan på så kort tid få så mange kommentarer i den gruppe, som tråde der omhandler etniske minoriteter – og langt de fleste kommentarer er sjældent hverken saglige eller fagligt funderede. Denne tråd er ikke den værste, men heller ikke den mest opløftende.

I går blev vi spurgt, hvor vi ville sætte ind, hvis vi havde magten til at bestemme. Mit svar var mere og grundigere viden hos lærere og pædagoger, og en af de fremmødte supplerede en større kobling mellem teori og praksis.

Nedenstående tråd synes jeg fint illustrerer disse pointer, men læs og bedøm selv. Hvad tænker du om tråden? Hvem har ansvaret?

Facebook tråd: “Hvad synger I om farven gul, i “Se min kjole”?”

Brun & Dansk fylder 1 år i dag!

Brun & Dansk fylder 1 år i dag! Jeg synes ellers ikke, at det er sååå længe siden, jeg sad i mine forældres sofa og trykkede “publicér” på mit allerførste indlæg, der fik navn efter bloggen, nemlig “Brun & Dansk” – en blog bliver til!

I dag, som for et år siden, sidder jeg igen i mine forældres sofa, skriver og reflekterer tilbage på det første år som blogger. Da jeg startede med at skrive på bloggen, havde jeg en overordnet idé om, hvad og hvordan bloggen skulle tage sig ud, men da jeg aldrig rigtig har fulgt nogle blogge, og derfor ikke vidste “hvordan man gør”, så har jeg prøvet mig frem med, hvad der føltes godt – og ikke mindst var overskueligt – for mig.

16 indlæg er det derfor blevet til på det første år. 16 forskellige indlæg, der dog alle kredser om det samme udgangspunkt; dét minoritetsetniske perspektiv, og mere specifikt, mit minoritetsetniske perspektiv som borger med afrikanske rødder i Danmark.

Det har været, og er stadig, en læreproces for mig, at finde ud af om hvad, hvor meget og hvor ofte jeg har lyst til eller bør skrive. Jeg skriver egentlig mindre, end hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville gøre, men mellem arbejde, hverdag og et familieliv med tre børn kommer computeren først frem på de sene aftentimer og dér, indrømmet, er jeg ofte så træt, at mine øjne begynder at glide i, før jeg har nået at skrive den første linje. En hel masse kladder er det derfor blevet til, som jeg tænker en dag vil modnes og på et tidspunkt, lidt hen ad vejen, vil blive til hele indlæg.

De 16 indlæg det er blevet til, har jeg dog fået så fin en respons på af jer, der læser med og andre der tilfældigt falder over min blog, at de bekymringer jeg havde i starten over at dele mine tanker og levede erfaringer som minoritetsetnisk borger med den vide verden er blevet gjort til skamme. Mine indlæg har ført mig vidt omkring til debat- og dialogarrangementer, interviews og invitation til at skrive et bidrag til en bog. Jeg har fået henvendelser fra forældre, forskellige foreninger og ikke mindst skoleelever i forbindelse med skoleprojekter, som ville vide mere om brune danskeres tanker og erfaringer med racisme, diskrimination og det at være minoritetsborger i det hele taget.

Nogle gange har manglende tid været skyld i, at jeg ikke har kunnet vende tilbage på alle henvendelser. Jeg har læst dem alle(!) og gør mit bedste for at vende tilbage på alle, men nogle er glippet i farten og det er jeg ked af, da jeres respons og lyst til at indgå i dialog er noget, jeg sætter stor pris på! For dialogen var det jeg oprindeligt ville med bloggen. Skabe et rum, hvor mine erfaringer og refleksioner fik plads, samtidig med at det gav rum for indblik og dialog.

Så her på Brun & Dansks 1 års dag skal der lyde et stort TAK! Tak for interessen og for samtalen online såvel som offline!

De bedste hilsner,

Mary.

Kulturmøder i børnelitteratur – dialogarrangement og boglancering d. 21. juni kl. 17.00 – 19.00

Kære læser!

Det er ved at være noget tid siden, at der har været aktivitet på bloggen. Det skyldes primært mangel på timer i døgnet, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker lidt her og der.

For eksempel har jeg lige afleveret et bidrag til et bogprojekt, der kommer til at se dagens lys hen mod slutningen af året og i næste uge er der boglancering på en børnebog, som jeg glæder mig meget til.

Bogen hedder “Nour og Noras første dag i børnehave” og handler om etnicitet og kulturmøder i daginstitutionen. Den er skrevet af Camilla Kaj Poulsen, der med bogen debuterer som forfatter og er illustreret af Pauline Drasbæk. Hele projektet er økonomisk støttet af Max Fodgaard Fonden, Nørrebro Lokaludvalg og så en crowdfunding via kickstarter.

“Nour og Noras første dag i børnehave” er baseret på dialogisk læsning, der giver den voksne læser redskaber til at tale med børnene om ligheder og forskelle mellem dem med udgangspunkt i en historie og billeder, hvor både majoritet og minoritet er stillet ligeværdige. Den er derfor oplagt at have for pædagoger på institutionens hylde, men er bestemt også god for private.

Jeg har før beskrevet, hvordan den manglende, og i mange tilfælde også mangelfulde, repræsentation af etniske minoriteter i medierne og i børnebøger har vist sig at sætte spor i børnehøjde her hjemme, så jeg er meget begejstret for den kommende bog, som jeg har læst for at sikre, at Camilla Kaj Poulsen ikke ubevidst havde overset noget, der kunne være diskriminerende eller på anden vis kunne modarbejde hendes intentioner med bogen.

I forbindelse med boglanceringen, der finder sted på torsdag d. 21. juni kl. 17-19, vil der også være et dialogarrangement om repræsentation og kulturmøder i børnelitteraturen. Arrangementet er sat i stand i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Sammen Mod Racisme, der alle ønsker at starte en debat om repræsentation og kulturmøder i børnelitteraturen.

I panelet vil der, udover jeg, også være Leyla Bautista, der er illustrator og har skrevet speciale i manglende repræsentation i børnelitteratur, samt er art director på børnebogen. Nadia Mansour, der er Ph.d.-studerende i multikulturel litteratur ved Aarhus Universitet og Wid Thani, som er pædagogmedhjælper og frivillig i Sammen Mod Racisme.

Emner som aftenen kommer til at kredse om er stereotyper i børnebøger, strukturel diskrimination i børneperspektiv og hvordan vi normaliserer kulturmøder. Jeg glæder mig til at have dialogen med de andre paneldeltagere, samt med gæsterne til arrangementet. Det ville være hyggeligt at møde nogle af jer læsere!

Deltagelse i arrangementet er gratis og foregår i Møderiet hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Adresse: Fælledvej 12., 2200 København N.

Find facebook event her.

Brun & Dansk fylder 1/2 år!

I går var det Brun & Dansks halv-års-dag, hurra, hurra, hurraaaaaaa! 13 indlæg (14 inkl. dette) er det blevet til på de første 6 måneder og jeg vil gribe chancen og sige TAK til alle jer der læser med! Jeg havde mine overvejelser, da jeg kastede mig ud i den her blogger-ting, men det har været en super positiv oplevelse og der er kommet mange fine ting, tilkendegivelser, oplevelser og bekendtskaber i stand i kølvandet på bloggen. Så tak, rigtig mange gange tak!

De sidste ugers debat angående denne reklame:

coolest-monkey

En reklame for H&Ms “Coolest monkey in the jungle” hoodie har bekræftet mig i, hvad jeg skrev i mit allerførste indlæg: … jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

For vi har lige haft den igen; debatten om racisme og hvem der må definere, hvad der er racistisk. Den dukker op med jævne mellemrum og giver anledning til heftige diskussioner om hvorvidt dit eller dat er racistisk og lige så sikkert er det, at der hver gang også vil være nogle (læs: mange) personer, som direkte vil påstå, at racismen først manifesterer og forankrer sig i det, at vi taler om den. Disse personer er hovedsageligt majoritetsetniske danskere med ingen kropsliggjorte erfaringer om, hvad det vil sige, at være i denne verden og bevæge sig i dette samfund med det brune eller sorte hylster, som vi nu engang ved fødsel er blevet tildelt og derfor heller ikke kender til racismens vidtspændende og mangefacetterede udtryksformer, som de kommer til udtryk i det store og små i vores daglige færden og møde med både bekendte og ukendte mennesker – og præcis på samme måde har jeg oplevet også denne debat.

Men det er vi altså nogle der har; førstehåndserfaringer med hvad det også bringer af akavede situationer og negative oplevelser at have mørk hud og mørke øjne og når vi gør opmærksom på de situationer, der stabler til de negative erfaringer vi fra barnsben oplever qua vores udseende og den snævre definition af hvem der hører til det danske fællesskab, så er det meget lidt konstruktivt at påstå, at racismen først bliver til i det vi italesætter dens konsekvenser, for os.

Ikke et overstået kapitel

Fornyeligt var jeg ude og besøge 7. årgang på to folkeskoler i forbindelse med et teaterprojekt. Begge skoler har en høj andel af minoritetesetniske elever, men på den ene skole var der flere elever med afrikanske rødder på årgangen end på den anden.

Udover en masse fjant, “spurgt” og ungdomshormoner spredt ud over det hele, så hørte jeg på sidstnævnte skole også ordet “banan”. Flere gange. Og jeg hørte en pige sige til en dreng, der stoppede op for at se hvad vi lavede: “Skal du ha’ en banan?”.

Jeg nævnte for mine kollegaer, at jeg havde opfanget flere episoder med racistiskbetonet drilleri blandt eleverne og nævnte at der b.la. var blevet sagt banan iblandt eleverne. Mine kollegaer, der har majoritetsetnisk baggrund, havde godt hørt, at der var blevet sagt banan et par gange, men havde ikke lagt mere i det end, at det var en underlig ting at sige. Men jeg forstod det. Jeg forstår koblingen mellem banan og min hudfarve, for jeg har selv oplevet at blive kaldt for abe.

Dengang var jeg 17 år gammel og på vej til bussen. Jeg passerer en sidevej og ser ud af øjenkrogen en flok drenge, der spiller bold på vejen. I det jeg går forbi, stopper de op og begynder umotiveret at lave abefagter, imens de siger abelyde efter mig. De har en fest, men jeg griner ikke. Jeg er chokeret og tænker: “Er det virkelig mig, de laver abelyde af?!.” Selvom det er mange år siden, så er episoden ikke glemt.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste der har prøvet, at blive sammenlignet med aber. Jeg kender flere, der har oplevet det samme med abelyde -og fagter. Jeg kender også folk, der har fået gjort grin med deres hænder og fødder, fordi kontrasten mellem deres mørke hud og deres fodsåler og håndflader har været tydeligere end gennemsnittets. Jeg kender sågar en mand, der ikke ville give sit 1-årige barn banan, når de var ude blandt andre mennesker, da han ikke ville risikere, at hans barn skulle opleve at blive sammenlignet med en abe, lige akkurat som han selv har prøvet det. På tv ser vi med jævne mellemrum professionelle fodboldspillere med afrikanske rødder blive mødt af uforskammede publikummer på fodboldstadionerne, både nationalt og internationalt, med racistiske tilråb og banankast og i ny og næ ser vi også en politiker, der tillader sig at kalde en sort person for abe. Eksemplerne er med garanti endnu flere derude, i skolegården, på gaden og på arbejdspladsen.

Kært barn har mange navne

Jeg ved det godt. Kært barn har mange navne og abe eller abekat bruges for eksempel kærligt og med glimt i øjet om mennesker, især børn, der har krudt i røven og har svært ved at sidde stille, men abekat bruges også både spøgende og nedsættende om personer, der opfører sig tåbeligt, vildt og uciviliseret. Disse måder at bruge abe-referencerne på bruges uskyldigt i hverdagen og de færreste forbinder det med andet end som sådan. Jeg gør det også selv. Bruger ordene i samme uskyldige forstand, men koblingen mellem vildskab, aber og mennesker har en kedelig og racistisk historie, som stadig den dag i dag rammer mennesker med afrikanske rødder på den negative måde – præcis som det oprindeligt var tiltænkt.

På grund af dobbeltheden opstår der også nogle gange situationer, hvor jeg ikke kan vriste mig fri af de negative konnotationer, der er indlejret i sammenligningen mellem aber og mennesker, selvom de umiddelbart bliver brugt på den uskyldige måde. Ovenstående eksempel med faren, der ikke vil give sit barn banan på åben gade er et sådan eksempel. At spise et stykke frugt, som tilfældigvis er en banan, bør ikke give anledning til nogen som helst bekymringer, men jeg genkender bekymringen, for den har før hen også strejfet mig. Både møntet på mig selv og mine børn. Det gjorde den også forleden dag, da jeg hentede min søn i børnehaven og han i hans eftermiddagskuller hellere ville hoppe rundt i garderoben end ned i sin flyverdragt. “Så! Ikke mere hopperi, min lille abe” og straks som jeg hørte mig selv sige det, sneg en nagende fornemmelse af dårlige erfaringer og trælse associationer ind på mig og blandede sig med irritationen over dobbeltheden og tanken om, om andre der måske har hørt mig mon tænker det samme.

Dén dobbelthed og erfaringerne med racisme er en del af min virkelighed og det er med det sæt briller, jeg læser H&Ms “Coolest Monkey in the Jungle” reklame. Det er derfor ikke en neutral trøje med et tilfældigt slogan på, for mig. Den er en påmindelse om mine og andres nederen oplevelser med racisme og en påmindelse om, at min mørke hud hverken opfattes som neutral eller tillægges særlig meget værdi i majoritetens øjne, for når mennesker som jeg gør opmærksom på, at her er et problem, så bliver det som oftests affejet med majoritetens synsning om, hvad der i stedet burde være sagens kerne – gerne noget med retten til ytrings- og kunstnerfrihed, noget med alt for sarte minoritetsfølelser og nostalgi.

De sidste ugers debat er derfor et godt billede på, hvorfor jeg i sommers valgte at lave denne blog.

Fordi jeg savner nuancerne.

Og jeg savner fokus på konsekvenserne, som de kommer til udtryk i mødet med andre mennesker,

i min hverdag

og i mit stille sind.

Bestræbelser i repræsentationens navn

Godt nytår, kære læser!

Her hjemme har julepynten overlevet den første uge af 2018, selvom jeg allerhelst så, at det var væk før nytårsaften, men vi har ikke været hjemme mellem jul og nytår til at kunne tage det ned og omstillingen fra ferie-mode til hverdag er gået langsomt, så sofaen har vundet kampen over julepynten, hver aften.

…men er det ikke noget med, at julepynten senest skal ned på Hellig Tre Kongers dag, som er d. 6. Januar? …som var i går…, så planen er, at det når at komme ned inden weekenden definitivt er omme. Og alle de dage der når at gå før det reelt sker, dem giver jeg “african time” skylden. HA!

……………

December måned, som for de fleste af os, er gået med en masse julehygge, klippe-klister, julebagning og hvad der ellers hører sig til, men heller ikke denne måned har fået lov at passere uden, at jeg greb chancen for at præsentere mine børn for billeder, de har en chance for at kunne spejle sig i. Disse billeder kom denne gang i form af en rulle gavepapir, som jeg tilfældigvis faldt over i Flying Tiger. Egentlig havde jeg fundet en anden rulle, men på vej til kassen ser jeg endnu en holder med gavepapir, som jeg lige hurtigt kaster et blik på. Da jeg opdager, hvad der er på den ene rulle, lægger jeg straks den anden fra mig og tager i stedet den nye med op til kassen. Gavepapiret var dette:26653817_10155751913935380_138567731_o

Gavepapir med bibelsk tema med brune mennesker og brune engle på! “Det passer ret godt. De er brune ligesom os” sagde min datter, da hun var med til at pakke nogle af julegaverne ind. Jeg nævnte ikke noget om de brune figurer på gavepapiret, men hun lagde selv mærke til dem med det samme.

Inden i tænkte jeg: “Mission repræsentation, fuldført!”.

Nok er det i det små, men det hele tæller med i regnskabet. Jo flere steder, i jo flere sammenhænge vi kan spejle os, jo bedre. Det gælder ikke kun for minoriteter, men for alle. Det er vigtigt fordi, vi så har mulighed for at opleve, at vores spejlbilleder har berettigelse og værdi alene i kraft af vores væren og fordi, at andre dermed også får at opleve, især dem der kan tage for givet, at kunne se sig selv repræsenteret i de gængse billeder, at andre mennesker ligeledes er normale og ligeværdige på lige fod med deres egne spejlbilleder. Den brune krop bør ikke kun være afbildet som undtagelsen eller det eksotiske element, som tilfældet i de fleste sammenhænge er i dag, men kan og bør kunne stå alene uden samtidig at være nødsaget til at være den simplificerede og karikerede version af majoritetens fordomme.

……………

Julemåneden bød ydermere på den årlige julekomsammen, som vi har sammen med en god håndfuld venner, de fleste med eritreansk baggrund også. Vor tradition tro, var der juledekorations-værksted, hjemmebag, julemusik, risengrød og klippe-klister hjørne og når det brune slæng holder julekomsammen, får selv englene afro!

26693063_10155751913650380_441414489_o(Engel lavet af veninde og hendes datter)

Hvorfor? fordi repræsentation!

……………

Sidst men ikke mindst, knap så julet, men stadig i repræsentationens navn, så bidrog min familie til “Børnehjørnet”, som er Politikens Ibyen guide hvor en familie guider til børnevenlige oplevelser i København. Selvom min blog indtil nu mestendels har handlet om at belyse oplevelser og situationer, hvor jeg oplever at blive positioneret som fremmed på baggrund af mit udseende og min minoritetsetniske baggrund, så er håbet og målet, at vi en dag når et sted, hvor jeg som etnisk minoritet ikke per automatik behøver at opleve fremmedgørelse på baggrund heraf og når et sted, hvor den brune krop er langt mere og langt bedre repræsenteret i det offentlige rum som ligeværdige og fuldgyldige medlemmer af samfundet, som ikke kun bliver givet taletid, når det handler om ting relateret til den etniske minoritetsbaggrund, men også bliver anset som nogle der har noget at bidrage med, når det gælder om alverdens ting mellem himmel og jord og derfor også kan tale med om helt almindelige ting, som i dette tilfælde, om familieliv og aktiviteter med børn. Vi sagde derfor ja til stafetten og sendte den videre til vores vennepar, som også har eritreansk baggrund, for det ville da være fjollet ikke at udnytte chancen for at dreje tingene i den retning, jeg mener, vi bør gå, når nu jeg havde muligheden!

Vores bidrag til Børnehjørnet  kan læses her og vores vennepars her.

Fortsat god weekend!

Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere

I aften d. 29 november deltager jeg som panelist til et debatarrangement om hverdagsracisme og afro-danskere. Arrangementet er et samarbejde mellem Det Kgl. bibliotek, hvor arrangementet bliver afholdt, og Institut for menneskerettigheder, som just nu har lavet en rapport, der vil blive offentliggjort inden længe og er en undersøgelse af afro-danskeres hverdagsoplevelser med racisme.

I panelet sidder med mig kunstner Jeannette Ehlers, Generelsekretær i Somali Diaspora Said Hussein og Dzifa Akpalu Pedersen, som er sygeplejerske på Rigshospitalet og nyligt udsprunget debattør. Aftenens vært og moderator er journalist Adam Holm.

Interessen har været stor for arrangementet og udsolgte ret hurtigt. På grund af den store efterspørgsel blev der i går annonceret, at der vil blive livestreamet, så alle der ønsker at følge med kan gøre det, så hvis nogle af jer har lyst til at følge med i aften, så er det fra kl. 19-20.30 og link finder i på nedenstående link.

https://www.facebook.com/events/1465731870179836/permalink/1516133735139649/


Min datter fik sin første mobil i sommers. Den har jeg for nyligt haft inddraget som låne-telefon, imens min egen var til reparation. Da jeg skulle bruge emojis i en tekstbesked, så jeg, at alle emojis stadig var på den indstilling, som fabrikkerne sender dem ud med. De gule emojis.

Jeg skiftede dem alle til brune. Ihvertfald alle dem, som man kan skifte. Familierne og de forelskede par kan man for eksempel stadig ikke ændre udseendet på, så de stemmer overens med ens egen hudfarve. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de i det hele taget er blevet udeladt?

Kald det bare curling-mor minoritet-style, hysterisk, fjollet eller noget fjerde, men nu hvor muligheden findes for at afsende emojis, der ligner én, hvorfor så ikke bruge dem? Jeg har ihvertfald ikke brugt andre end de brune, der hvor muligheden er for at ændre dem, siden det blev muligt. Simpelthen fordi det giver mere mening for mig, at afsende symboler på mennesker, som repræsenterer mig, når nu det er mig, der er afsender.

Derfor har jeg nu også skiftet dem på min datters telefon.