Video: Hvor kommer du fra?

Videoklip fra dialogarrangement om anti-racistisk børneopdragelse

På Talk Town i maj måned deltog jeg i et dialogarrangement, der handlede om anti-racistisk børneopdragelse. I panelet sad Camilla Kaj Paulsen, Natasha Al-Hariri og jeg, og samtalen blev modereret af Gry Arendse Voss.

Én sætning der altid dukker op, når vi taler om, eller på anden måde har med tilhørsforhold og etniske minoriteter at gøre i Danmark, er frasen: “Hvor kommer du fra?”. For mange anses det som et almindeligt og neutralt spørgsmål, hvis funktion først og fremmest er en nem icebreaker mellem mennesker, der mødes første gang; et spørgsmål der grundlæggende skal demonstrere imødekommenhed og nysgerrighed fra spørgerens side.

For den der bliver spurgt, er der dog som oftest flere betydningslag forbundet med spørgsmålet, der rækker langt ud over spørgerens velmenende intention. Jeg har tidligere adresseret “Hvor kommer du fra? – spørgsmålet og de følgevirkninger det kan have på én som etnisk minoritetsdansker at skulle forholde sig til, tilsyneladende, at komme et andet sted fra end der, hvor man har hjemme udelukkende baseret på ens mørke(re) hudfarve b.la via dette digt.

Hører til sjældenhederne

Jeg har boet i Danmark i 33 år ud af mine 35 leveår. I alle disse år har jeg skulle svare på, hvor jeg kom fra, selvom det eneste jeg reelt husker er, at jeg har boet i Danmark hele mit liv. Et spørgsmål som “Hvor kommer du fra?” kommer også sjældent alene. På trods af mine mange år i Danmark, og de gange jeg har besøgt Eritrea kan tælles på én hånd, forventes det, at jeg alligevel kan svare på alle spørgsmål angående Eritreas sprog, kultur, historie og natur.

Igennem mine 33 år i Danmark er jeg blevet spurgt så mange gange, hvor jeg ikke kommer fra, at den éne gang, hvor jeg blev spurgt om jeg var udlænding gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg lavede et facebook opslag om det.

“Er du udlænding?”

Det er præcist 6 år siden, jeg blev stillet spørgsmålet: “Er du udlænding?”. Det er også den eneste gang jeg er blevet spurgt sådan, og jeg har ikke hørt det siden. Da damen spurgte mig, anede jeg derfor heller ikke, hvad eller hvordan jeg skulle svare hende, men det var rart for en gangs skyld at blive spurgt “med omvendt fortegn” om jeg hører til.

Det hører dog til sjældenhederne, at blive spurgt på den måde. I dag såvel som dengang er det nu engang “hvor kommer du fra?”, der endnu optager folks nysgerrighed; selv når det kommer til børn født og opvokset i Danmark. Med andre ord, så er det for mine børn på samme måde som det var, og stadig er, for mig igennem de sidste 33 år.

Til Talk Town arrangementet blev “Hvor kommer du fra?” derfor naturligvis også vendt, og på videoklippet kan du høre Natasha, Camilla og jeg fortælle om hver vores oplevelser med vores børn i forhold til lige netop det spørgsmål.

SE VIDEO HER!

Brunt Dansk Barn – Radio24syv interview

I forbindelse med udgivelsen af antologien BRUN, gæstede jeg forleden Forældreintra på Radio24syv med min medforfatter Rebecca Bach-Lauritsen.

Rebeccas og mit bidrag til BRUN handler om forældreskab. Mere specifikt, forældreskab til brune børn. For Rebecca er hvid mor til et brunt barn og jeg er brun mor til tre brune børn.

Dette var omdrejningspunktet for vores samtale med vært Kirstine Vinderskov. En samtale der, fra hvert vores ståsted, b.la. handler om hår (suuuurprise, den havde du nok ikke set komme!), hvordan vi håndterer hyggeracisme, italesætter brunhed, tilhørsforhold etc.

……………

TØVEDE

Egentlig har jeg tøvet lidt med at dele indslaget. Man er vel altid sin egen værste kritiker, og jeg havde det lidt ambivalent efter interviewet. Ikke fordi, at samtalen overordnet set ikke var gået fint, men fordi det nogle gange bare er lidt mere drænende end andre gange, at skulle formidle sine oplevelser som minoritet til andre, der potentielt vil kunne affeje dine erfaringer, bevidst eller ubevidst. Det er ikke en rar position og heller ikke en, jeg er god til at stå i face to face. Det er i virkeligheden nok derfor, at jeg kan lide at skrive. Der kan jeg veje mine ord, følelserne spiller mig ikke et puds og der er ikke alt muligt andet, jeg føler, jeg burde have sagt.

Men igen, man er sin egen værste kritiker, og hvis du vil lytte med, skal du da ikke snydes for det! 😉

Lyt med og fortæl mig gerne, hvad du synes! BRUNT DANSK BARN.

Bestræbelser i repræsentationens navn

Godt nytår, kære læser!

Her hjemme har julepynten overlevet den første uge af 2018, selvom jeg allerhelst så, at det var væk før nytårsaften, men vi har ikke været hjemme mellem jul og nytår til at kunne tage det ned og omstillingen fra ferie-mode til hverdag er gået langsomt, så sofaen har vundet kampen over julepynten, hver aften.

…men er det ikke noget med, at julepynten senest skal ned på Hellig Tre Kongers dag, som er d. 6. Januar? …som var i går…, så planen er, at det når at komme ned inden weekenden definitivt er omme. Og alle de dage der når at gå før det reelt sker, dem giver jeg “african time” skylden. HA!

……………

December måned, som for de fleste af os, er gået med en masse julehygge, klippe-klister, julebagning og hvad der ellers hører sig til, men heller ikke denne måned har fået lov at passere uden, at jeg greb chancen for at præsentere mine børn for billeder, de har en chance for at kunne spejle sig i. Disse billeder kom denne gang i form af en rulle gavepapir, som jeg tilfældigvis faldt over i Flying Tiger. Egentlig havde jeg fundet en anden rulle, men på vej til kassen ser jeg endnu en holder med gavepapir, som jeg lige hurtigt kaster et blik på. Da jeg opdager, hvad der er på den ene rulle, lægger jeg straks den anden fra mig og tager i stedet den nye med op til kassen. Gavepapiret var dette:26653817_10155751913935380_138567731_o

Gavepapir med bibelsk tema med brune mennesker og brune engle på! “Det passer ret godt. De er brune ligesom os” sagde min datter, da hun var med til at pakke nogle af julegaverne ind. Jeg nævnte ikke noget om de brune figurer på gavepapiret, men hun lagde selv mærke til dem med det samme.

Inden i tænkte jeg: “Mission repræsentation, fuldført!”.

Nok er det i det små, men det hele tæller med i regnskabet. Jo flere steder, i jo flere sammenhænge vi kan spejle os, jo bedre. Det gælder ikke kun for minoriteter, men for alle. Det er vigtigt fordi, vi så har mulighed for at opleve, at vores spejlbilleder har berettigelse og værdi alene i kraft af vores væren og fordi, at andre dermed også får at opleve, især dem der kan tage for givet, at kunne se sig selv repræsenteret i de gængse billeder, at andre mennesker ligeledes er normale og ligeværdige på lige fod med deres egne spejlbilleder. Den brune krop bør ikke kun være afbildet som undtagelsen eller det eksotiske element, som tilfældet i de fleste sammenhænge er i dag, men kan og bør kunne stå alene uden samtidig at være nødsaget til at være den simplificerede og karikerede version af majoritetens fordomme.

……………

Julemåneden bød ydermere på den årlige julekomsammen, som vi har sammen med en god håndfuld venner, de fleste med eritreansk baggrund også. Vor tradition tro, var der juledekorations-værksted, hjemmebag, julemusik, risengrød og klippe-klister hjørne og når det brune slæng holder julekomsammen, får selv englene afro!

26693063_10155751913650380_441414489_o(Engel lavet af veninde og hendes datter)

Hvorfor? fordi repræsentation!

……………

Sidst men ikke mindst, knap så julet, men stadig i repræsentationens navn, så bidrog min familie til “Børnehjørnet”, som er Politikens Ibyen guide hvor en familie guider til børnevenlige oplevelser i København. Selvom min blog indtil nu mestendels har handlet om at belyse oplevelser og situationer, hvor jeg oplever at blive positioneret som fremmed på baggrund af mit udseende og min minoritetsetniske baggrund, så er håbet og målet, at vi en dag når et sted, hvor jeg som etnisk minoritet ikke per automatik behøver at opleve fremmedgørelse på baggrund heraf og når et sted, hvor den brune krop er langt mere og langt bedre repræsenteret i det offentlige rum som ligeværdige og fuldgyldige medlemmer af samfundet, som ikke kun bliver givet taletid, når det handler om ting relateret til den etniske minoritetsbaggrund, men også bliver anset som nogle der har noget at bidrage med, når det gælder om alverdens ting mellem himmel og jord og derfor også kan tale med om helt almindelige ting, som i dette tilfælde, om familieliv og aktiviteter med børn. Vi sagde derfor ja til stafetten og sendte den videre til vores vennepar, som også har eritreansk baggrund, for det ville da være fjollet ikke at udnytte chancen for at dreje tingene i den retning, jeg mener, vi bør gå, når nu jeg havde muligheden!

Vores bidrag til Børnehjørnet  kan læses her og vores vennepars her.

Fortsat god weekend!

Videooptagelse: Paneldebat om afro-danskere og hverdagsracisme

Debatarrangementet som jeg deltog i på Det Kgl. Bibliotek “Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere” blev livestreamet. Den fulde video kan ses her:

Link reference: https://www.facebook.com/menneskeret/

Tema om “hudfarven”, Part 2.

Efterårs-skranten og syge børn har gjort bloggen lidt stille på det sidste, men nu hvor vi atter er raske igen, vil jeg fortsætte temaet fra sidst, der handlede om synet på den brune hud gennem tiden i relation til sæbeproducenters åbenlyse racistiske kobling mellem at brun hud også betyder, at man er beskidt og hvordan levn her fra stadig kommer til udtryk i reklamer, som sæbeproducenter sender ud den dag i dag. I sidste indlæg skrev jeg, at “hudfarve” er noget vi aktivt må forholde os til her hjemme, om vi vil det eller ej, da farven på vores hud betyder noget for den måde, vi bliver mødt på og læst af andre mennesker og helt generelt derfor betyder noget for måden vi er i verden på.

…………….

Første gang jeg som voksen for alvor blev bevidst om det problematiske ved at bruge termen “hudfarvet”, som i daglig tale og brug er synonym med “hvid hud” i alle mulige sammenhænge, var på en tog tur til Sverige sammen med min mor og min datter, der på daværende tidspunkt var 2.5 år gammel. Jeg har som barn og ung ofte registreret, når betegnelsen blev brugt og følt det lidt mærkeligt, også når jeg selv sagde det, dog uden rigtig at kunne sætte finger på, hvorfor.

I toget sad vi og tegnede og jeg bad min datter om at række mig “den hudfarvede”. Med en lille bemærkning opfordrede min mor mig til at overveje, hvad det var jeg lige havde sagt. Jeg vidste allerede før hun havde afsluttet sin sætning, hvad hun mente og jeg fik flashbacks til lille Mary, der selv rækker ud efter “den hudfarvede”, selvom jeg godt vidste, at den farve langt fra matchede min egen. Så jeg rettede straks op på det og fortalte hende, at “hudfarve” var mange forskellige farver og viste hende, at både mormor, hende selv og jeg alle var brune, men havde forskellige slags hudfarver. I starten sagde hun nej og jeg fortalte hende, at hvis hun glemte hvad en hudfarve var, så skulle hun bare kigge sig omkring og kigge på sin egen hud og hun ville opdage, at alles hudfarver var forskellige. Den godtog hun. Og hun godtog den et stykke tid. Hver gang snakken faldt på hudfarve, så viste min mand og jeg hende, at også vi tre havde forskellige farver. Da hun var mindre, plejede hun at sige, at jeg var den lyse, far var den mørke og hun var en blanding af os og så gav det hele ligesom mening.

I takt med at hun blev ældre, blev det dog anderledes. Da hun var fire år, gik hun fuldstændig i baglås over, at jeg havde tegnet brune mennesker en eftermiddag, hvor vi havde siddet og tegnet sammen. Billedet øverst i indlægget er fra denne dag. Hun gav kraftigt udtryk for, at brunt absolut ikke kunne være en hudfarve og hun desuden syntes, at mine tegninger var grimme. Når jeg tegner mennesker, er det næsten altid ud fra den samme skabelon, så det eneste jeg havde ændret var farven på deres hud og det var derfor meget tydeligt, at hun syntes, at de var grimme i kraft af deres hudfarve og intet andet. Hun bad mig gentagne gange om at lave dem om med den “rigtige” hudfarve, men jeg insisterede på, at de var fine lige akkurat som de var. Vi snakkede om farven på vores egen hud, igen, men det syntes hun heller ikke var pænt. Det var de lyse hudfarver til gengæld. Det var de flotte og mest rigtige farver.

Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville bruge betegnelsen “hudfarvet” og siden den dag har den her hjemme, i mangel af bedre, været kaldt “laksefarvet”.” Det kalder jeg den stadig her fire år efter. I starten blev min datter decideret vred over, at jeg kaldte den laksefarvet i stedet for hudfarvet. Hun insisterede også på, at hun ville kalde den hudfarvet. Og det var fint. Det måtte hun gerne, men jeg selv har siden da været konsekvent i min brug af laksefarvet i stedet for hudfarvet. I dag bliver hun heller ikke længere sur over, at jeg siger det og hun forstår godt, at menneskers hud har mange forskellige farver og nuancer og betegnelsen “hudfarvet” i sig selv derfor ikke rigtig giver mening, men det er stadig tydeligt, at det endnu er konfliktfyldt territorium at forholde sig til emnet, fordi der ikke er overensstemmelse med det hun oplever og får at vide hjemme med det hun ser og bliver mødt med ude.

……………

Fokus på hudfarve her hjemme kommer og går i bølger og det er en samtale, som vi løbende har; nogle gange som en lille bemærkning, andre gange som lidt dybere samtaler om menneskers forskellighed, om hvad hun kan gøre, når hun oplever at hendes farve bliver genstand for uønsket opmærksomhed, om mine egne oplevelser etc. Ovenstående er derfor ikke isolerede episoder, tværtimod. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange farven på hendes hud har været skyld i, at hun har tvivlet på hendes eget værd gennem årene og tvivlet på om hun nu også er smuk nok. Også den snak kommer og går i bølger og kommer til udtryk på mange forskellige måder alt efter alders trin, om der er en specifik hændelse, der har udløst det etc., men én episode skiller sig særligt ud i min erindring:

Det er eftermiddag og vi passerer den lokale skole, hvor klokken et par minutter forinden har ringet ud og en masse børn i mindre flokke er på vej i forskellige retninger. Få meter foran os har to piger lige sagt farvel til en kammerat og de er på vej videre i samme retning som os. De er max 5. klasses elever. Da vi haler os ind på dem, hører de den raslende lyd fra min datters løbehjul og de vender sig om. De smiler og den ene siger – halvt til sin veninde, halvt til mig: “Nåårhh, hvor er hun sød!”. De kigger begge smilende og går så videre i samme retning. Jeg smiler og tænker ikke mere over det. Et par sekunder efter spørger min datter: “Smilede de til mig” og så lidt mere lavmælt “…selvom jeg er brun?”.  Jeg hørte egentlig godt hvad hun sagde, men jeg troede ikke mine egne øre, så jeg sagde “hvad” og hun gentog: “Synes de, jeg er sød, selvom jeg er brun, mor?”. Hun var fire år gammel. Den samme nat vågnede jeg og kom i tanke om hendes spørgsmål. Og jeg blev overvældet. Hvordan kan et barn så lille få den tanke i sit hoved, at hun ikke både kan være brun og sød på samme tid? Børn er jo så dejlig umiddelbare, så hvad hun sagde var en direkte afspejling af, hvad hun tænkte. Ingen lyv, intet filter. Kun et ærligt og oprigtigt spørgsmål. Den nat besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af måtte gøre ALT, hvad jeg kunne for at lære hende, at også brun hud og mørkt hår er smukt.

Jeg begyndte derfor konsekvent at vælge de brune barbier, når vi legede sammen – dem som hun selv var begyndt at vælge fra. Når vi tegnede sammen, tegnede jeg udelukkende mennesker med mørkere lød og med forskellige hudfarver, hår og frisurer – alt fra krøller til fletninger og fra afro til drenge med high-tops. Hver eneste gang jeg blev bedt om at vælge den smukkeste mellem to dukker eller to karakterer på tv, valgte jeg, uden tøven, den jeg vidste, hun selv ville vælge fra, som regel den mørke af dem. Da det gik op for mig, at min datter gentagne gange bad om at få glattet sit hår som et led i at blive smukkere til fx børnefødselsdage, stoppede jeg selv med at glatte mit eget. For hvordan kan jeg fortælle hende, at hendes krøllede lokker virkelig også er smukke, når jeg selv svitser mine egne glatte, hver eneste gang jeg selv skal være ekstra smuk?

Jeg gør det stadig. Vælger alle dem til, som hun selv ville vælge fra. I tale, i leg, når vi tegner etc., fordi jeg stadig oplever, at der er behov for det. Ikke så intenst som tidligere, men stadig. Jeg er nødt til at fylde på med positive fortællinger og afbildninger, så jeg er fx generel opmærksom på, hvordan jeg omtaler mennesker med mørk hud, så jeg ikke  kommer til at reproducere negative stereotyper, da det er vigtigt for mig, at det jeg viser og fortæller hende åbner op for en positiv spejling af hendes eget billede. I virkeligheden finder jeg det ikke særlig naturligt, at skulle ophøje brun hud og afro træk i sådan en grad, men det er noget jeg ser mig nødsaget til at gøre for mine børns skyld. Jeg overkompenserer her hjemme, for det som de møder derude.

……………

Selvom ovenstående har fokus på min datters oplevelser gennem årene, så gør de tanker og handlinger jeg gør mig som forælder sig også gældende for mine drenge. De er dog stadig så små, hhv. 3 og 1 år gamle, at de endnu ikke rigtigt har givet udtryk for, hvordan de oplever det at være brune børn i Danmark, men jeg ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Det er udelukkende et spørgsmål om tid, da børn slet ikke er så “farveblinde”, som vi ellers er så glade for at fortælle hinanden. Studier lavet i forhold til at undersøge børn og hvornår de udvikler fordomme viser b.la., at børn fra 6 måneder kan kategorisere forskellige “racer” nonverbalt og flere andre studier viser, at børn mellem 3-5 år ikke kun kan kategoriser mennesker ud fra “racer”, men danner også på dette tidspunkt fordomme baseret på race og bruger disse raciale kategoriseringer til at identificere sig selv og andre på, til at inkludere eller ekskludere andre fra lege og relationer med, samt til at forhandle magt i børnenes lege og relationer med, så det er kun et spørgsmål om tid.

(Reference: Erin N. Winkler, Children Are Not Colorblind: How Young Children Learn Race, 2009).

*Store dele af indlægget er fra en tidligere note, som jeg har skrevet på facebook. Der skrev jeg i forbindelse med et børneliteræret arrangement, som jeg deltog i, da emnet var politisk korrekthed i børnebøger, men blev irriteret over, at emnet blev debatteret uden at inddrage de stemmer, som direkte er berørt af de negative stereotyper, der bliver præsententeret i børnebøgerne. Noten kan læses her.

 

“My Black Hair Story” paneldeltagelse

For de udenforstående kan det at tale om hår virke lidt ligegyldigt og en smule overdrevent. Måske undrer du dig allerede over, at en så ung blog allerede har flere indlæg, der handler om hår, men lad mig starte med at sige; sikke en oplevelse det var, at kunne tale om hår og hårets betydning i forskellige aspekter af vores liv i et forum, hvor udgangspunktet var en dialog om netop minoritetsdanskere med afro-rødders oplevelser og virkelighed i Danmark!

Selvom det overordnede tema var hår, så kom vi vidt omkring. Emner som fx politik, skønhedsidealer, barndomsminder, selvværd, forældrerolle- og ansvar, oplevelser med racistisk og krænkende hændelser etc. blev berørt. Som mit tidligere indlæg sagde, så er mit hår ikke bare hår. Det er så meget mere end det! Og det var emnerne, som kom frem i debatten et meget tydeligt bevis på!

Med mig i panelet sad Prince Henry, Berit S. Kamara og Metta Carter. Noget af det jeg fandt allermest interessant var, hvordan vi fire som sad i panelet også havde fire forskellige udgangspunkter at tale fra. I store strøg kan de fire forskellige udgangspunkter beskrives som:

1) Metta Carter er sanger, fotograf og multikunstner og var med sine 50 år den ældste i panelet. På grund af hendes alder og hendes arbejde havde hun b.la. hvad jeg vil kalde et meta-fokus; et fokus på hårets betydning og position gennem tiden, som hun koblede sammen med den kreative industri, som hun er en del af og dennes udvikling.

2) Berit S. Kamara er født og opvokset i Kenya og er derfor vokset op et sted, hvor normalen er sort hår i alle afskygninger og vokset op i et hjem, hvor håret ikke måtte kemisk udglattes og dets naturlige stadie var det som blev værdsat. Derfra udspringer også et selvværd og en selvtillid ved hendes hår, som det er, fordi “jeg er ikke mit hår”, som hun sagde, men hun elsker det, som det er.

3) Prince Henry som var eneste mand i panelet kunne fortælle om, hvordan det er at have sort naturligt hår ud fra et mandeperspektiv – et perspektiv vi sjældent hører fra og om, da det som oftes er kvinderne der bliver forbundet med hår-debatten og oftes kvinderne man hører fra. Det var derfor vigtigt og tiltrængt at høre fra den vinkel.

4) Mit eget fokus er hverdagslivet og hvad det betyder i relation til mine børn generelt, men min datter især at lade mit hår være naturligt og et fokus på at agere rollemodel for hende, så hun i det mindste kan spejle sig i mig, når repræsentationen stadig kører på lavblus i samfundet omkring os.

Ovenstående fokuspunkter er ikke isolerede emner, men trækker tråde på kryds og på tværs og selvom vi havde fire forskellige udgangspunkter at tale ud fra, så delte vi stadig en indbyrdes forståelse og samhørighed, der netop springer ud fra det at dele samme virkelighed. Og dét i sig selv var enormt berigende og inspirerende at høre på og ikke mindst at deltage i, så endnu engang skal der lyde et tak til arrangørene bag fotoudstillingen og paneldebatten Unge Formidler Kultur – UFM.

……………

Hvis du vil læse om debatten, så har GlobalNyt, som er et nyhedsmedie der fokuserer på forhold, der har med Afrika at gøre, bragt en artikel  skrevet af Morten Ranum på deres side, som kan læses her: Fingrene ud af mit hår. (Lille rettelse: mit navn er ikke Maria, men Mary og min datter er ikke helt lille længere. Hun er 8 år gammel, men problematikken er stadig den samme).

Fotoudstillingen “My Black Hair Story” og Paneldebat d. 10. sep. kl. 14 – 17

Unge Formidler Kultur – UFM har pt. en fotoudstilling kørende på VerdensKulturCentret på Nørrebro kaldet “My Black Hair Story”. Jeg mindes ikke at have set eller hørt om andre projekter, hvor sort hår på den måde har været i fokus, så jeg blev rimelig begejstret, da jeg hørte om udstillingen. Da hår er et vigtigt aspekt for mig, fordi håret rækker bredere og videre end til dagens frisure og er en evig kilde til samtale om skønhed og selvværd i børne- og voksenhøjde på både godt og ondt, var det selvklart, at min datter og jeg skulle ind og se udstillingen.

                     l

Udover de meget, meget fine fotos, var der et ønsketræ, en video, et flettehjørne og en plakat med en tegning af en pige med afro puffs (Rottehaler hvor hver “hale” er udredte krøller, som danner en mini afro), hvor der stod forskellige citater rundt om hovedet på hende med mindre flatterende, diskriminerende og andre kedelige bemærkninger angående hendes hår. Citaterne er fra adspurgte personer, som fortalte hvad de er blevet mødt med. Noget som jeg selv genkender alt for godt.

Fotoudstillingen og især ønsketræet gav min datter og jeg anledning til at tale om, hvad repræsentation betyder, da langt de fleste af ønskerne på træet handlede op netop dét. Vi talte om hvorfor, at det er vigtigt, at man som barn og voksen fx kan genkende og spejle sig selv i nogle af de bøger man læser eller i det tv man ser.

 

Samtalen slutter dog ikke dér, for jeg er blevet inviteret til at deltage i en paneldebat med tre andre danskere med afro-rødder på fotoudstillingens afslutningsceremoni på søndag, hvor fokus bliver den personlige fortælling om sort hår og dets betydning i forskellige sammenhænge og aspekter af vores liv. Publikum har også mulighed for at deltage i debatten, så kom glad og tilbring en hyggelig og berigende eftermiddag med os!

Udstillingen er åben fra kl. 11 og paneldebatten er fra 14 – 17.

Det er på VerdensKulturCentret på Nørre allé 7, 2200 Kbh N.

Det er gratis og åbent for alle.

link til facebook-event: Afslutningsceremoni og paneldebat

Håber vi ses!

Foto-cover credit: Jan Hammerstad www.hammerstadphotography.com På instagram: JanHammerstad