Bestræbelser i repræsentationens navn

Godt nytår, kære læser!

Her hjemme har julepynten overlevet den første uge af 2018, selvom jeg allerhelst så, at det var væk før nytårsaften, men vi har ikke været hjemme mellem jul og nytår til at kunne tage det ned og omstillingen fra ferie-mode til hverdag er gået langsomt, så sofaen har vundet kampen over julepynten, hver aften.

…men er det ikke noget med, at julepynten senest skal ned på Hellig Tre Kongers dag, som er d. 6. Januar? …som var i går…, så planen er, at det når at komme ned inden weekenden definitivt er omme. Og alle de dage der når at gå før det reelt sker, dem giver jeg “african time” skylden. HA!

……………

December måned, som for de fleste af os, er gået med en masse julehygge, klippe-klister, julebagning og hvad der ellers hører sig til, men heller ikke denne måned har fået lov at passere uden, at jeg greb chancen for at præsentere mine børn for billeder, de har en chance for at kunne spejle sig i. Disse billeder kom denne gang i form af en rulle gavepapir, som jeg tilfældigvis faldt over i Flying Tiger. Egentlig havde jeg fundet en anden rulle, men på vej til kassen ser jeg endnu en holder med gavepapir, som jeg lige hurtigt kaster et blik på. Da jeg opdager, hvad der er på den ene rulle, lægger jeg straks den anden fra mig og tager i stedet den nye med op til kassen. Gavepapiret var dette:26653817_10155751913935380_138567731_o

Gavepapir med bibelsk tema med brune mennesker og brune engle på! “Det passer ret godt. De er brune ligesom os” sagde min datter, da hun var med til at pakke nogle af julegaverne ind. Jeg nævnte ikke noget om de brune figurer på gavepapiret, men hun lagde selv mærke til dem med det samme.

Inden i tænkte jeg: “Mission repræsentation, fuldført!”.

Nok er det i det små, men det hele tæller med i regnskabet. Jo flere steder, i jo flere sammenhænge vi kan spejle os, jo bedre. Det gælder ikke kun for minoriteter, men for alle. Det er vigtigt fordi, vi så har mulighed for at opleve, at vores spejlbilleder har berettigelse og værdi alene i kraft af vores væren og fordi, at andre dermed også får at opleve, især dem der kan tage for givet, at kunne se sig selv repræsenteret i de gængse billeder, at andre mennesker ligeledes er normale og ligeværdige på lige fod med deres egne spejlbilleder. Den brune krop bør ikke kun være afbildet som undtagelsen eller det eksotiske element, som tilfældet i de fleste sammenhænge er i dag, men kan og bør kunne stå alene uden samtidig at være nødsaget til at være den simplificerede og karikerede version af majoritetens fordomme.

……………

Julemåneden bød ydermere på den årlige julekomsammen, som vi har sammen med en god håndfuld venner, de fleste med eritreansk baggrund også. Vor tradition tro, var der juledekorations-værksted, hjemmebag, julemusik, risengrød og klippe-klister hjørne og når det brune slæng holder julekomsammen, får selv englene afro!

26693063_10155751913650380_441414489_o(Engel lavet af veninde og hendes datter)

Hvorfor? fordi repræsentation!

……………

Sidst men ikke mindst, knap så julet, men stadig i repræsentationens navn, så bidrog min familie til “Børnehjørnet”, som er Politikens Ibyen guide hvor en familie guider til børnevenlige oplevelser i København. Selvom min blog indtil nu mestendels har handlet om at belyse oplevelser og situationer, hvor jeg oplever at blive positioneret som fremmed på baggrund af mit udseende og min minoritetsetniske baggrund, så er håbet og målet, at vi en dag når et sted, hvor jeg som etnisk minoritet ikke per automatik behøver at opleve fremmedgørelse på baggrund heraf og når et sted, hvor den brune krop er langt mere og langt bedre repræsenteret i det offentlige rum som ligeværdige og fuldgyldige medlemmer af samfundet, som ikke kun bliver givet taletid, når det handler om ting relateret til den etniske minoritetsbaggrund, men også bliver anset som nogle der har noget at bidrage med, når det gælder om alverdens ting mellem himmel og jord og derfor også kan tale med om helt almindelige ting, som i dette tilfælde, om familieliv og aktiviteter med børn. Vi sagde derfor ja til stafetten og sendte den videre til vores vennepar, som også har eritreansk baggrund, for det ville da være fjollet ikke at udnytte chancen for at dreje tingene i den retning, jeg mener, vi bør gå, når nu jeg havde muligheden!

Vores bidrag til Børnehjørnet  kan læses her og vores vennepars her.

Fortsat god weekend!

Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere

I aften d. 29 november deltager jeg som panelist til et debatarrangement om hverdagsracisme og afro-danskere. Arrangementet er et samarbejde mellem Det Kgl. bibliotek, hvor arrangementet bliver afholdt, og Institut for menneskerettigheder, som just nu har lavet en rapport, der vil blive offentliggjort inden længe og er en undersøgelse af afro-danskeres hverdagsoplevelser med racisme.

I panelet sidder med mig kunstner Jeannette Ehlers, Generelsekretær i Somali Diaspora Said Hussein og Dzifa Akpalu Pedersen, som er sygeplejerske på Rigshospitalet og nyligt udsprunget debattør. Aftenens vært og moderator er journalist Adam Holm.

Interessen har været stor for arrangementet og udsolgte ret hurtigt. På grund af den store efterspørgsel blev der i går annonceret, at der vil blive livestreamet, så alle der ønsker at følge med kan gøre det, så hvis nogle af jer har lyst til at følge med i aften, så er det fra kl. 19-20.30 og link finder i på nedenstående link.

https://www.facebook.com/events/1465731870179836/permalink/1516133735139649/

Digt: “HUDFARVE”

Mor og datter sidder og tegner, hygger og ler. Mor og datter sidder og tegner og debatterer.
Hun siger: ”Mama, ræk mig lige hudfarven dér”.
Jeg siger: ”Hvilken en tænker du mon på, min kære?”
Hun siger kommanderende: ”Mama, ræk mig nu hudfarven, lige dér!”.
Jeg siger trodsigt: ”Så sig mig hvilken én du tænker på, min kære!”.
Hun siger: ”Argh!” og griber den selv. ”Den her!”.
Jeg siger: ”Men prøv li´ og hør her; der findes den her, den, den og den her. Lysebrun, mørkebrun og sortbrun. Der findes sandfarvet, beige, en med lidt rødligere lød og gul”. Hun griner og siger: ”Men, det her er den rigtige, Mama. Det er den gode”.
Jeg siger: ”Så prøv at kigge her og fortæl mig hvad du ser.”
Hun siger: ”Du er lysest, Baba er mørkest og jeg er midt imellem jer.”
Jeg spørger, om ikke farven på vores hud også er en hudfarve, som den hun tegner med på papir.
Hun siger: ”Nej, det er forkert. Helt forkert!”
Jeg prøver og prøver, men hun insisterer. Hudfarve er den farve, man knap nok kan se på papir. Intet mindre, intet mere. I min frustration jeg på facebook ventilerer og spørger om det kun er mig, der kan se et problem i det her. Jeg bliver mødt med forskellige tanker og ideer, men ikke underligt nok er det hudfarven som fortæller mig, at det er spøgelser jeg ser. Børn skal være børn, jeg skal ikke belemre mit barn med gamle historiebøger, men hvis det er forældet, hvordan kan det så være, mit barn på fire ud fra det navigerer? Hvis det er forældet, hvordan kan det så være, mit barn på den måde føler, hører og ser?
Så jeg insisterer.
Jeg insisterer på at ændre mit ordforråd, så det omrokerer mit afkoms forestillinger om hudfarvens værdier.
I mangel af bedre er det laksefarven, jeg proklamerer.
I mangel af bedre er det laksefarven, jeg proklamerer.

Tema om “hudfarven”, Part 2.

Efterårs-skranten og syge børn har gjort bloggen lidt stille på det sidste, men nu hvor vi atter er raske igen, vil jeg fortsætte temaet fra sidst, der handlede om synet på den brune hud gennem tiden i relation til sæbeproducenters åbenlyse racistiske kobling mellem at brun hud også betyder, at man er beskidt og hvordan levn her fra stadig kommer til udtryk i reklamer, som sæbeproducenter sender ud den dag i dag. I sidste indlæg skrev jeg, at “hudfarve” er noget vi aktivt må forholde os til her hjemme, om vi vil det eller ej, da farven på vores hud betyder noget for den måde, vi bliver mødt på og læst af andre mennesker og helt generelt derfor betyder noget for måden vi er i verden på.

…………….

Første gang jeg som voksen for alvor blev bevidst om det problematiske ved at bruge termen “hudfarvet”, som i daglig tale og brug er synonym med “hvid hud” i alle mulige sammenhænge, var på en tog tur til Sverige sammen med min mor og min datter, der på daværende tidspunkt var 2.5 år gammel. Jeg har som barn og ung ofte registreret, når betegnelsen blev brugt og følt det lidt mærkeligt, også når jeg selv sagde det, dog uden rigtig at kunne sætte finger på, hvorfor.

I toget sad vi og tegnede og jeg bad min datter om at række mig “den hudfarvede”. Med en lille bemærkning opfordrede min mor mig til at overveje, hvad det var jeg lige havde sagt. Jeg vidste allerede før hun havde afsluttet sin sætning, hvad hun mente og jeg fik flashbacks til lille Mary, der selv rækker ud efter “den hudfarvede”, selvom jeg godt vidste, at den farve langt fra matchede min egen. Så jeg rettede straks op på det og fortalte hende, at “hudfarve” var mange forskellige farver og viste hende, at både mormor, hende selv og jeg alle var brune, men havde forskellige slags hudfarver. I starten sagde hun nej og jeg fortalte hende, at hvis hun glemte hvad en hudfarve var, så skulle hun bare kigge sig omkring og kigge på sin egen hud og hun ville opdage, at alles hudfarver var forskellige. Den godtog hun. Og hun godtog den et stykke tid. Hver gang snakken faldt på hudfarve, så viste min mand og jeg hende, at også vi tre havde forskellige farver. Da hun var mindre, plejede hun at sige, at jeg var den lyse, far var den mørke og hun var en blanding af os og så gav det hele ligesom mening.

I takt med at hun blev ældre, blev det dog anderledes. Da hun var fire år, gik hun fuldstændig i baglås over, at jeg havde tegnet brune mennesker en eftermiddag, hvor vi havde siddet og tegnet sammen. Billedet øverst i indlægget er fra denne dag. Hun gav kraftigt udtryk for, at brunt absolut ikke kunne være en hudfarve og hun desuden syntes, at mine tegninger var grimme. Når jeg tegner mennesker, er det næsten altid ud fra den samme skabelon, så det eneste jeg havde ændret var farven på deres hud og det var derfor meget tydeligt, at hun syntes, at de var grimme i kraft af deres hudfarve og intet andet. Hun bad mig gentagne gange om at lave dem om med den “rigtige” hudfarve, men jeg insisterede på, at de var fine lige akkurat som de var. Vi snakkede om farven på vores egen hud, igen, men det syntes hun heller ikke var pænt. Det var de lyse hudfarver til gengæld. Det var de flotte og mest rigtige farver.

Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville bruge betegnelsen “hudfarvet” og siden den dag har den her hjemme, i mangel af bedre, været kaldt “laksefarvet”.” Det kalder jeg den stadig her fire år efter. I starten blev min datter decideret vred over, at jeg kaldte den laksefarvet i stedet for hudfarvet. Hun insisterede også på, at hun ville kalde den hudfarvet. Og det var fint. Det måtte hun gerne, men jeg selv har siden da været konsekvent i min brug af laksefarvet i stedet for hudfarvet. I dag bliver hun heller ikke længere sur over, at jeg siger det og hun forstår godt, at menneskers hud har mange forskellige farver og nuancer og betegnelsen “hudfarvet” i sig selv derfor ikke rigtig giver mening, men det er stadig tydeligt, at det endnu er konfliktfyldt territorium at forholde sig til emnet, fordi der ikke er overensstemmelse med det hun oplever og får at vide hjemme med det hun ser og bliver mødt med ude.

……………

Fokus på hudfarve her hjemme kommer og går i bølger og det er en samtale, som vi løbende har; nogle gange som en lille bemærkning, andre gange som lidt dybere samtaler om menneskers forskellighed, om hvad hun kan gøre, når hun oplever at hendes farve bliver genstand for uønsket opmærksomhed, om mine egne oplevelser etc. Ovenstående er derfor ikke isolerede episoder, tværtimod. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange farven på hendes hud har været skyld i, at hun har tvivlet på hendes eget værd gennem årene og tvivlet på om hun nu også er smuk nok. Også den snak kommer og går i bølger og kommer til udtryk på mange forskellige måder alt efter alders trin, om der er en specifik hændelse, der har udløst det etc., men én episode skiller sig særligt ud i min erindring:

Det er eftermiddag og vi passerer den lokale skole, hvor klokken et par minutter forinden har ringet ud og en masse børn i mindre flokke er på vej i forskellige retninger. Få meter foran os har to piger lige sagt farvel til en kammerat og de er på vej videre i samme retning som os. De er max 5. klasses elever. Da vi haler os ind på dem, hører de den raslende lyd fra min datters løbehjul og de vender sig om. De smiler og den ene siger – halvt til sin veninde, halvt til mig: “Nåårhh, hvor er hun sød!”. De kigger begge smilende og går så videre i samme retning. Jeg smiler og tænker ikke mere over det. Et par sekunder efter spørger min datter: “Smilede de til mig” og så lidt mere lavmælt “…selvom jeg er brun?”.  Jeg hørte egentlig godt hvad hun sagde, men jeg troede ikke mine egne øre, så jeg sagde “hvad” og hun gentog: “Synes de, jeg er sød, selvom jeg er brun, mor?”. Hun var fire år gammel. Den samme nat vågnede jeg og kom i tanke om hendes spørgsmål. Og jeg blev overvældet. Hvordan kan et barn så lille få den tanke i sit hoved, at hun ikke både kan være brun og sød på samme tid? Børn er jo så dejlig umiddelbare, så hvad hun sagde var en direkte afspejling af, hvad hun tænkte. Ingen lyv, intet filter. Kun et ærligt og oprigtigt spørgsmål. Den nat besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af måtte gøre ALT, hvad jeg kunne for at lære hende, at også brun hud og mørkt hår er smukt.

Jeg begyndte derfor konsekvent at vælge de brune barbier, når vi legede sammen – dem som hun selv var begyndt at vælge fra. Når vi tegnede sammen, tegnede jeg udelukkende mennesker med mørkere lød og med forskellige hudfarver, hår og frisurer – alt fra krøller til fletninger og fra afro til drenge med high-tops. Hver eneste gang jeg blev bedt om at vælge den smukkeste mellem to dukker eller to karakterer på tv, valgte jeg, uden tøven, den jeg vidste, hun selv ville vælge fra, som regel den mørke af dem. Da det gik op for mig, at min datter gentagne gange bad om at få glattet sit hår som et led i at blive smukkere til fx børnefødselsdage, stoppede jeg selv med at glatte mit eget. For hvordan kan jeg fortælle hende, at hendes krøllede lokker virkelig også er smukke, når jeg selv svitser mine egne glatte, hver eneste gang jeg selv skal være ekstra smuk?

Jeg gør det stadig. Vælger alle dem til, som hun selv ville vælge fra. I tale, i leg, når vi tegner etc., fordi jeg stadig oplever, at der er behov for det. Ikke så intenst som tidligere, men stadig. Jeg er nødt til at fylde på med positive fortællinger og afbildninger, så jeg er fx generel opmærksom på, hvordan jeg omtaler mennesker med mørk hud, så jeg ikke  kommer til at reproducere negative stereotyper, da det er vigtigt for mig, at det jeg viser og fortæller hende åbner op for en positiv spejling af hendes eget billede. I virkeligheden finder jeg det ikke særlig naturligt, at skulle ophøje brun hud og afro træk i sådan en grad, men det er noget jeg ser mig nødsaget til at gøre for mine børns skyld. Jeg overkompenserer her hjemme, for det som de møder derude.

……………

Selvom ovenstående har fokus på min datters oplevelser gennem årene, så gør de tanker og handlinger jeg gør mig som forælder sig også gældende for mine drenge. De er dog stadig så små, hhv. 3 og 1 år gamle, at de endnu ikke rigtigt har givet udtryk for, hvordan de oplever det at være brune børn i Danmark, men jeg ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Det er udelukkende et spørgsmål om tid, da børn slet ikke er så “farveblinde”, som vi ellers er så glade for at fortælle hinanden. Studier lavet i forhold til at undersøge børn og hvornår de udvikler fordomme viser b.la., at børn fra 6 måneder kan kategorisere forskellige “racer” nonverbalt og flere andre studier viser, at børn mellem 3-5 år ikke kun kan kategoriser mennesker ud fra “racer”, men danner også på dette tidspunkt fordomme baseret på race og bruger disse raciale kategoriseringer til at identificere sig selv og andre på, til at inkludere eller ekskludere andre fra lege og relationer med, samt til at forhandle magt i børnenes lege og relationer med, så det er kun et spørgsmål om tid.

(Reference: Erin N. Winkler, Children Are Not Colorblind: How Young Children Learn Race, 2009).

*Store dele af indlægget er fra en tidligere note, som jeg har skrevet på facebook. Der skrev jeg i forbindelse med et børneliteræret arrangement, som jeg deltog i, da emnet var politisk korrekthed i børnebøger, men blev irriteret over, at emnet blev debatteret uden at inddrage de stemmer, som direkte er berørt af de negative stereotyper, der bliver præsententeret i børnebøgerne. Noten kan læses her.

 


Min datter fik sin første mobil i sommers. Den har jeg for nyligt haft inddraget som låne-telefon, imens min egen var til reparation. Da jeg skulle bruge emojis i en tekstbesked, så jeg, at alle emojis stadig var på den indstilling, som fabrikkerne sender dem ud med. De gule emojis.

Jeg skiftede dem alle til brune. Ihvertfald alle dem, som man kan skifte. Familierne og de forelskede par kan man for eksempel stadig ikke ændre udseendet på, så de stemmer overens med ens egen hudfarve. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de i det hele taget er blevet udeladt?

Kald det bare curling-mor minoritet-style, hysterisk, fjollet eller noget fjerde, men nu hvor muligheden findes for at afsende emojis, der ligner én, hvorfor så ikke bruge dem? Jeg har ihvertfald ikke brugt andre end de brune, der hvor muligheden er for at ændre dem, siden det blev muligt. Simpelthen fordi det giver mere mening for mig, at afsende symboler på mennesker, som repræsenterer mig, når nu det er mig, der er afsender.

Derfor har jeg nu også skiftet dem på min datters telefon.

Skal vi i byen?

I dag er det fredag og om få timer er der dømt fyraften. Tusindvis af mennesker, unge som voksne, mænd som kvinder, etniske minoritetsdanskere som majoritetsdanskere har landet over lagt planer for, hvad weekenden skal byde på af sociale sammenkomster og festlige arrangementer. For en del af disse mennesker er en tur ud i nattelivet en del af ligningen, men ikke alle har lige adgang til de pulserende dansegulve.

Det ved jeg, for i de 16 år hvor en bytur, tidligere noget hyppigere end i dag, har været en fast del af min måde at være ung og social på, har tendensen været helt den samme; at kunne tage for givet, at man sammen med vennerne kan stryge lige gennem klub-indgangen og direkte op i baren uden at blive stoppet af dørvagterne hører de etniske majoritetsdanskere til. Jeg har ikke været i byen for nyligt, men jeg blev mindet om den ulige adgang til klubberne, da nogle veninder og bekendte i forrige weekend blev afvist i døren i det københavnske natteliv, ikke én, ikke to, men hele tre gange over weekenden. TRE!

Den første afvisning var om fredagen og gik på, at der ikke var plads på natklubben. Få minutter efter afvisningen gik tre majoritetsdanskere ind uden bøvl. Anden afvisning var om lørdagen og her fik de også at vide, at der heller ikke var plads, men fandt så ud af, at nogle af dem var medlemmer af klubben via stedets app. Et medlem af klubben kan tage en gæst med på sit kort. Klubben kunne derfor ikke længere nægte dem adgang. Gruppen af venner kom alle ind til et sted med rigeligt plads, vel at mærke! Den tredje afvisning fandt sted om søndagen og her blev de afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer. Vi tager den lige igen. Afvist med begrundelsen om, at nogle af dem lignede bandemedlemmer! Vi taler om velklædte, veltalende, veldannede- og uddannede mennesker. Mennesker der var taget i byen for at fejre en fødselsdag. Mennesker der udover at arbejde, også på hver deres måde igennem årene har bidraget med socialt engagement til samfundet, b.la. ved frivilligt at agere sportstrænerer, mentorer og rollemodeller. Det eneste der adskiller dem fra flokken er noget de vitterligt ikke kan ændre på. Farven på deres hud!

……………

Sådan var det også, da jeg som 17-årig første gang satte foden inden for en natklub. At være på forkant, tage forholdsregler og tænke i alternativer var en del af den kommende weekends forberedelser, især hvis der blandt vennerne var etniske minoritetsmænd. At være på forkant handlede blandt andet om, at vide om én af dørmændene var en af dem, vi kendte eller én af dem, som måske kunne genkende os. At tage forholdsregler var den mest gennemgribende af dem alle, for det handlede om at finde ud af hvem der tog i byen af vennerne og veninderne og undersøge mulighederne for at blive skrevet i døren for på den måde at undgå at blive afvist. Alt efter hvor mange og hvilken sammensætning af forskellige kulører vi blev til forfest, så sørge for at dele os op i mindre hold inden vi ville nå inden for dørmændenes rækkevidde og så støde til køen i mindre grupper med minutters mellemrum. Nogle gange indebar det, at aftale på forhånd hvem der skulle lege små-forelskede og kærestepars-agtige, helst gerne en etnisk majoritetskvinde med en etnisk minoritetsmand, men jeg har også selv ageret forelsket kæreste til en kammerat og på den måde fået ham med ind. Også altid huske ikke at være for festglade eller for højlydte i køen for ikke at tildrage unødig opmærksomhed, selvom andre i køen gjorde det samme. Etcetera, etcetera, et-ce-te-ra! At tænke i alternativer var fx at have en back up plan; hvis vi ikke kommer ind her, hvor tager vi så hen? Hvis kun nogle af os kommer ind, hvad gør vi så? Er der en privatfest, vi kender til? Hvis alt andet fejler, er det ene sted, vi altid med garanti kan komme ind på så åbent? Selvom ovenstående overvejelser er skrevet meget eksplicit her, så var virkeligheden den, at overvejelserne og forholdsreglerne var en automatiseret og integreret del af det at gå i byen. En måde at navigere og forholde sig til situationen på, som en af de afviste veninder fra forrige weekend sagde: “Hvis ikke vi kender nogen eller har forberedt alt omkring en indgang, så kan vi ikke komme ind!”.

……………

De sidste par år har byture været ikke-eksisterende for mig, da min tid har været dedikeret studie og familieforøgelse, men for nogle år siden oplevede jeg at blive afvist to gange på én aften. Jeg var taget i byen sammen med min mand og to af vores venner, en kvinde og en mand og af en eller anden grund kunne jeg ikke ryste lige netop dén aften af mig. Det var som at få en mavepuster for derefter at få endnu et slag før vejrtrækningen har stabiliseret sig. På intet tidspunkt havde vi opført os ubehøvlede, larmende eller truende og da vi stille og roligt spurgte ind til, hvad de begrundede deres afvisning med, fik vi at vide, at der bare ikke var plads til os derinde. Samtidig med strøg andre gæster direkte gennem døren uden at skulle vise ID, uden at skulle vise deres taskers indhold eller på anden måde få sat spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse. Klokken var mange, det var koldt og det stod ned i stænger. Ydmygelsen var komplet.

Jeg har været vidne til diskrimination i nattelivet siden mit allerførste besøg på nattens mangeartede klubber som 17-årig og jeg har hørt utallige førstehåndsfortællinger om diskrimination i nattelivet fra mine brødre, mine venner og mand, men også fra veninder, der har oplevet at blive afvist. Det er derfor ikke noget nyt for mig. Jeg har hørt om det. Jeg har set det. Jeg har oplevet det. Jeg har forsøgt at navigere i det og sågar undskyldt det, men lige præcis dén aften ramte diskriminationen mig ekstra hårdt. Måske var det fordi, at jeg var blevet ældre, havde taget uddannelse, var i færd med mere uddannelse, havde stiftet familie, lavede frivilligt arbejde og generelt følte mig velkørende og veletableret. Jeg havde sat kryds, om du vil, ved alle de ting, der normalt bliver brugt som parametre for, hvor integreret og dansk en såkaldt fremmed er. Måske var det erkendelsen af, at selvom jeg har opnået de her ting og stadig bevæger mig i gunstig retning personligt såvel som samfundsmæssigt, så kommer det åbenbart aldrig til at være nok, for jeg vil til stadighed kunne blive peget ud og pillet fra på baggrund af den éne ting, som jeg ikke kan ændre ved – min hudfarve.

Den aften følte jeg mig så nøgen og udpeget. Følte mig uden agens og reel mulighed for at ændre på situationen. Og så blev jeg ramt af vrede. Den der vredesklump der sidder i halsen og hver gang tankerne genbesøger episoden, får du lyst til at kaste en proper næve. Du ved ikke hvor hen, men du har lyst, for du har brug for at få afløb for vreden og følelsen af afmagt, da den er ubærlig, men det sker ikke. Du får at vide, at det er normalt, “det sker for os alle” og det bedste du kan gøre er, at ryste det af dig, så du putter det ned i æsken med andre episoder, der har udløst samme følelse og lægger låg på. Indtil næste gang.

……………

Samtidig blev jeg ramt at skam. Jeg skammede mig over, at jeg i så mange år har set diskriminationen og endda selv har understøttet den, for jeg har jo ikke direkte sagt fra, vel. I stedet har jeg lavet alle mulige krumspring for at følge de usagte regler, for at gøre os mindre synlige, agere overhøflige for at synes mindre potentielt truende, agere falske kærester etc., alt i alt for at berolige dørmændene og forsikre dem om, at vi er godt folk, der bare ønsker at  feste, drikke og danse natten lang. Og jeg skammede mig over, at jeg i så mange år, selvom jeg har set det gå ud over mine mandlige venner på tæt hold, ikke har følt det på samme måde som dem. Selvom jeg så frustrationen og følelsen af afmagt hos dem, og følte med dem(!), så forstod jeg ikke til hvilken grad det i virkeligheden smerter, indtil jeg selv pludselig mærkede det. Den erkendelse gjorde ondt; at jeg åbenbart selv skulle få afmagten og vreden at mærke, sådan for real, før jeg kunne identificere og sætte mig helt ind i den, når jeg ellers er et ret fintfølende og empatisk menneske. Det har jeg tænkt meget over. Hvis der for mig, som har oplevet forskelsbehandling på tæt hold, skulle så meget til for sådan virkelig at kunne forstå, hvad der er på spil og virkelig mærke de tanker og følelser det sætter i gang, hvad skal der så til for at andre, der slet ikke har den præmis ind på livet, at kunne blive sorteret fra på noget du hverken kan ændre eller skjule, kan få øje på det problematiske i det, kan forstå det, have empati og solidaritet med det og sågar motiveres til at modarbejde det?

Hvad skal der til?

……………

Jeg ved det ikke og jeg har heller ikke hele svaret, men oplysning og synliggørelse må være et godt sted at starte og det er glædeligt, at Københavns Kommune, Os Imellem og Bremen Teater tidligere på ugen for eksempel afholdte et debatarrangement om diskrimination kaldet “Det Tavse Flertal// mekanismerne bag diskrimination” og det er glædeligt, at Københavns kommune for nogle år tilbage ligeledes kastede sig over projektet i form af fx Stemplet, som er en kampagne imod diskrimination. I 2013 var kampagnens fokus på nattelivet, så jeg valgte at skrive om mine oplevelser med diskrimination på deres facebook-side. Indlægget kan du læse her. Jeg blev efterfølgende en del af kampagnen, hvorfra coverbilledet til dette blogindlæg stammer fra. Grunden til at jeg valgte, at skrive på deres Facebook-side var, at jeg havde brug for at få afløb for tankerne og følelserne, som havde rumsteret i mig siden den aften og jeg havde brug for at få sagt det højt for at synliggøre over for andre, der ikke selv oplever det, hvordan diskrimination kommer til udtryk og hvilke konsekvenser det kan have for os, som det går ud over. Vigtigst af alt er dog, at jeg skrev det fordi, at jeg ønsker det anderledes for mine børn, da jeg ikke ønsker, at de om 10-års tid skal komme hjem og genfortælle de samme oplevelser og situationer, som var det jeg, der sad og fortalte dem.

Det må og skal kunne gøres bedre end det… men hvordan?

“My Black Hair Story” paneldeltagelse

For de udenforstående kan det at tale om hår virke lidt ligegyldigt og en smule overdrevent. Måske undrer du dig allerede over, at en så ung blog allerede har flere indlæg, der handler om hår, men lad mig starte med at sige; sikke en oplevelse det var, at kunne tale om hår og hårets betydning i forskellige aspekter af vores liv i et forum, hvor udgangspunktet var en dialog om netop minoritetsdanskere med afro-rødders oplevelser og virkelighed i Danmark!

Selvom det overordnede tema var hår, så kom vi vidt omkring. Emner som fx politik, skønhedsidealer, barndomsminder, selvværd, forældrerolle- og ansvar, oplevelser med racistisk og krænkende hændelser etc. blev berørt. Som mit tidligere indlæg sagde, så er mit hår ikke bare hår. Det er så meget mere end det! Og det var emnerne, som kom frem i debatten et meget tydeligt bevis på!

Med mig i panelet sad Prince Henry, Berit S. Kamara og Metta Carter. Noget af det jeg fandt allermest interessant var, hvordan vi fire som sad i panelet også havde fire forskellige udgangspunkter at tale fra. I store strøg kan de fire forskellige udgangspunkter beskrives som:

1) Metta Carter er sanger, fotograf og multikunstner og var med sine 50 år den ældste i panelet. På grund af hendes alder og hendes arbejde havde hun b.la. hvad jeg vil kalde et meta-fokus; et fokus på hårets betydning og position gennem tiden, som hun koblede sammen med den kreative industri, som hun er en del af og dennes udvikling.

2) Berit S. Kamara er født og opvokset i Kenya og er derfor vokset op et sted, hvor normalen er sort hår i alle afskygninger og vokset op i et hjem, hvor håret ikke måtte kemisk udglattes og dets naturlige stadie var det som blev værdsat. Derfra udspringer også et selvværd og en selvtillid ved hendes hår, som det er, fordi “jeg er ikke mit hår”, som hun sagde, men hun elsker det, som det er.

3) Prince Henry som var eneste mand i panelet kunne fortælle om, hvordan det er at have sort naturligt hår ud fra et mandeperspektiv – et perspektiv vi sjældent hører fra og om, da det som oftes er kvinderne der bliver forbundet med hår-debatten og oftes kvinderne man hører fra. Det var derfor vigtigt og tiltrængt at høre fra den vinkel.

4) Mit eget fokus er hverdagslivet og hvad det betyder i relation til mine børn generelt, men min datter især at lade mit hår være naturligt og et fokus på at agere rollemodel for hende, så hun i det mindste kan spejle sig i mig, når repræsentationen stadig kører på lavblus i samfundet omkring os.

Ovenstående fokuspunkter er ikke isolerede emner, men trækker tråde på kryds og på tværs og selvom vi havde fire forskellige udgangspunkter at tale ud fra, så delte vi stadig en indbyrdes forståelse og samhørighed, der netop springer ud fra det at dele samme virkelighed. Og dét i sig selv var enormt berigende og inspirerende at høre på og ikke mindst at deltage i, så endnu engang skal der lyde et tak til arrangørene bag fotoudstillingen og paneldebatten Unge Formidler Kultur – UFM.

……………

Hvis du vil læse om debatten, så har GlobalNyt, som er et nyhedsmedie der fokuserer på forhold, der har med Afrika at gøre, bragt en artikel  skrevet af Morten Ranum på deres side, som kan læses her: Fingrene ud af mit hår. (Lille rettelse: mit navn er ikke Maria, men Mary og min datter er ikke helt lille længere. Hun er 8 år gammel, men problematikken er stadig den samme).