HVERDAGSGLIMT

Vores underbo er flyttet og vi har hele tiden haft lyst til at flytte i underboens type lejlighed, da den er i ét plan og har have. To ting som vi synes ville være rart.

Jeg ringer derfor ind til vores boligforening for at høre, hvordan vi står i forhold til at kunne flytte internt. Medarbejderen oplyser, at lejligheden er gået til anden side, da vi på grund af 2-års reglen først kan få tilsendt tilbud en måned inden ancienniteten træder i kraft, hvilket i vores tilfælde er d. 1. September.

“Men…” siger hun.

“Jeg kan oplyse dig, at det er nogle danskere, der flytter ind”.

 

….

Der findes de der øjeblikke, hvor du når at tænke hundrede tanker på et splitsekund, men hvor du alligevel ikke finder frem til noget, der kunne være det helt rigtige at sige, nu og her.

….

“Danskere” – hvem er de? -Er jeg en af dem?. Ville du sige sådan, hvis du kunne spore en accent i min stemme eller vidste hvordan jeg ser ud?. Skal jeg være glad nu. Måske føle mig lettet over, at min kommende underbo er “dansker”?. Ville en “dansker” gøre det, altså føle sig lettet?. Er det det, “man” gør i sådan en situation?.

Skal jeg sige: “Hvad mener du egentlig; minoritets- eller majoritetsdansker?”. Vil hun overhovedet fatte det?. Skal jeg sige til hende: “Undskyld mig, men jeg er ikke selv dansk” for at pointere, hvad hun sprogligt lige har gjort, men det ville heller ikke være rigtigt, for det er jeg jo. Er det her måden boligselskabet skelner mellem attraktive og ikke-attraktive beboere på? Kører jeg ud af en tangent? Hun mente nok ikke noget med det. Eller gjorde hun? Måske ikke direkte, men implicit? Ser jeg spøgelser?

For det føltes lidt som at være ufrivillig indlemmet i en klub, der skulle have været hemmelig, så jeg nøjedes med et halvt-konstaterende-semi-spørgende “Ååh´kaay”.

….

For jeg orkede det ikke.

 

“Brun & Dansk” – en blog bliver til!

Navnet er Mary. Fødeåret ’84. Født andetsteds, vokset op her. Rødderne eritreanske; de kulturelle mest danske. Håret krøllet og kruset. Hud og øjne forskellig slags brune. Om det er delelementer eller det altopslugende, kommer an på kontekst og den beskuende.
Dét er det bloggen kommer til at handle om, for det hele betyder noget. Om det er bevidst eller ubevidst, så påvirker det mødet mellem os.

Mellem dig og mig.

Og det påvirker mig.

……………

Så jeg har tænkt på det en rum tid – samle skriverier, billeder og andet der relaterer sig til mit liv og min hverdag som dansk kvinde, mor og borger med afrikanske rødder i Danmark ét sted, der af udspringer også navnet på bloggen, og det skulle være et sted, hvor det hele ikke forsvinder i en lind strøm ned ad Facebooks tidslinie. Hvilket medium ville være mere oplagt til det end en blog?

……………

Jeg har aldrig rigtig søgt eller aktivt fulgt nogle blogge, så det her blog-land er helt og aldeles nyt for mig. Jeg har ingen idé om, hvor hyppigt jeg kommer til at lægge noget op – om det bliver én gang om måneden, to gange i ugen eller noget tredje. Intentionen er dog, at jeg her kommer til at dele ting, der har med mig som etnisk minoritet at gøre, enten helt konkret eller mere abstrakt, positivt som negativt, stort og småt.

……………

Og hvorfor nu det, tænker du måske? Fordi jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

……………

Derudover er repræsentation et vigtigt tema for mig. Med bloggen kan jeg skabe et sted, hvor jeg kan udforske, dyrke og hylde det, som ikke var der for mig som barn, som ung og som stadig halter den dag i dag – et spejlbillede der reflekterer det brune menneske og dets attributter, som noget der er smukt og værdig. For jeg ønsker det anderledes for mine børn. Vi er en del af Danmark og Danmark er en del af os, så hvad mine børn ikke kan spejle sig i i samfundet, må de i stedet kunne spejle sig i i mig, men så må processen også starte med mig selv og dét kommer bloggen også til at handle om.

……………

I starten vil jeg, foruden at lægge nyt op efterhånden som det falder mig ind, gå tilbage i tiden og finde skriverier, billeder og andet relevant at lægge op, da det i høj grad er tidligere erfaringer og oplevelser, der har gjort, at denne blog ser dagens lys i dag – og fordi de tidligere erfaringer og oplevelser stadig har relevans den dag i dag.

……………

Hvis du er interesseret i at følge med, kan du følge bloggen via e-mail og få notifikationer når der er nyt. Du skal også være velkommen til at dele bloggen med andre der måtte være interesserede for “sharing is caring”, som man siger!

Så, med det er der vidst ikke andet at sige end

klar,

parat,

blog-start!