Det kan godt være, du ikke er racist, men..

Der er faktisk et “men”, der gør en stor forskel, så inden du begynder at himle med øjnene og klikker dig videre ud i cyberspace er mit håb, at du alligevel lige læser ned til sidste punktum, så du (forhåbentligt) kan forstå det men bedre..

For sandheden er, jeg har forstået dig. Jeg har forstået, du ikke er racist. Jeg har forstået tiden var en anden, da du voksede op. Har forstået din nostalgi, de gode minder med højtlæsning af mor og din angst for at give slip på noget, du føler, du har fået ind med modermælken.

Jeg har forstået dig.

Derfor har jeg smilt akavet til dig og ladet som ingen ting, når du overtræder mine grænser. Jeg har ignoreret dig, når du laver jokes, kommer med trælse kommentarer, provokerer eller sårer mig. Også når jeg ved, at du selv er klar over, hvad det er, du har gang i.

Selv dér!

Og det er her vi er. Igen, igen.

Debatten ruller, og vi har alle deja-vu, for Gyldendal har udgivet en udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor otte rim der indeholder ordene “neger”, “gul kineser” og “hottentot” er udeladt. Begrundelsen lyder, at tiden har ændret sig, ordene er forældede og bøgerne er for børn. Det skal derfor være muligt, at kunne vælge en udgave af bogen uden nedsættende og krænkende ord. Hver gang debatten blusser op igen, bliver grænserne trukket skarpt op, og det hele kommer til at handle om, om man må sige “neger” eller ej.

Ja. Nej. Enten – Eller. Sort. Hvidt. Og slutteligt noget med, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så..

Vi mangler nuancerne!

Må man nu ikke længere sige..

Selvom det altid ender med en “må man, må man ikke” diskussion, så handler det ikke kun om, hvorvidt du må bruge det ene eller det andet ord. Det handler om andet og meget mere end hvor grænsen går for, hvad du må sige. Det handler om magtforhold, definitionsmagt og repræsentation. Det handler om, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og de næste generationer. I tilfældet med Halfdans bog med børnerim, handler det om børnebøgers funktion og hvordan vi bruger dem. Altså, om meget mere end din individuelle trang til fastholdelse af ordet “neger”.

I denne omgang er katalysatoren for den gamle travers opblussen Halfdan Rasmussens samling af børnerim. En bog der er henvendt førskolebørn. De fleste der mener, det er utilstedeligt at redigere ordene ud argumenterer, at man, når man læser højt fra rimene, kan benytte momentet til at fortælle om fortiden og fortælle børnene, at “sådan siger man ikke længere”. Men lad os være realistiske; de fleste der læser for de 3-6 årige læser med den hyggelige stund og nærvær, med undersøgelse af sprogets finurligheder og samtalen i fokus, ikke med tanken om at give en lektion i dansk koloni- og slavehistorie. Det gælder forældre såvel som pædagogerne i børnehaven. Den manglende viden om Danmarks mørke fortid som slavenation, samt erkendelse af fortidens indvirkning på nutiden kombineret med den store modstand fra majoritetsdanmark gør det ligeledes svært at forestille sig, at selvsamme mennesker selv vil eksekvere, hvad de prædiker kunne være løsningen imod redigering af børnebøgerne, hvilket blot får argumentet til at virke tomt.

Det er jo bare et ord!

Jeg hører det gang på gang. “Det er jo bare et ord!”. Og ja, det siger du, men du støder heller ikke på ordet, med mindre du selv bruger det. Og du er jo et godt menneske, der ikke mener noget ondt med det. Derfor kan det ikke være ondt.. Forskellen er dog, at du har et valg. Du kan vælge at bruge det. Eller du kan vælge at lade være. Jeg har ikke et valg, og har bestemt ikke valgt, at det skal bruges hverken om eller imod mig. Det samme gør sig gældende for ca. 9 ud af 10 danskere med afrikansk baggrund i Danmark. 9 ud af 10!

Alligevel har jeg hørt det i børnehaven, i skolen og i gården. På gaden, i butikken og ved busstoppestedet. I taxaen, på gymnasiet, hos venner, hos venners forældre, blandt kollegaer og til middagsselskaber. I bøger, på nettet, i radioen og på tv.

Lige meget hvad din intention har været, om det har været velmenende eller med fuldt overlæg, så har det enten gjort mig akavet til mode, såret mig eller gjort mig vred. For med ét gør du mig til ingenting. Sletter mit navn, min personlighed, min historie og min værdi som menneske, når du reducerer mig til “neger”.

Og det ord er bare én måde at gøre det på: Sorte svin, beskidt, abekat, abelydende og banan-jokes. Samligning med dyr, med vildskab, knogler gennem næsen og overdrevne træk. Lav intelligens, lalleglad, dansende og uden substans, uden dybde, uden navn og uden historie er andre måder at gøre det på, men de er alle sammenflettet med ideen om “neger”. Har du hørt nogle af de ovenstående beskrivelser før? Lyder de bekendt? Vi har alle hørt dem! For det er den herskende måde, hvorpå sorte mennesker er blevet tiltalt og beskrevet op igennem tiden.

Kan du komme i tanke om et tilsvarende ord, der har samme historik og anvendelse rettet mod hvide mennesker? Jeg kan ikke, for det blev opfundet af hvide til at kategorisere, dehumanisere og undertrykke de slavegjorte, som de mente var undermennesker. Da slavetiden ophørte fortsatte brugen af ordet i alle dets former og synonymer til at beskrive sorte mennesker. Direkte eller indirekte. Velmenende eller med overlæg. Det blev opfattet som neutralt. Det kom på tryk og ind i børnebøgerne.

Ord og måder at beskrive sorte mennesker på idag fx som i Halfdan Rasmussens originale rim og remser, er derfor levn fra en racistisk fortid, vi istedet for at reproducere bør arbejde for at afvikle. For i dag såvel som dengang, er de med til at kategorisere og dehumanisere sorte mennesker. Også i børnehøjde.

Glimt fra hverdagen

For nyligt pegede en pige på min venindes datter, og sagde “se mor, der er en neger”. De stod i garderoben nede i børnehaven, hvor også mine sønner går, og pigen der pegede er en af deres børnehavekammerater. Min veninde har rødder i Eritrea som jeg, og hun er derfor mørk i huden. Hendes kæreste, pigens far, er majoritetsetnisk dansk. Min venindes datter er derfor lys i huden, en smule mørkere end gennemsnitsdanskeren, men en hel del lysere end gennemsnitseritreaneren, og så har hun glat leverpostejsfarvet hår med let krøl i enderne. “Undskyld, hvad siger du?”, spurgte min veninde chokeret, og pigen gentog. Moderen blev befippet og forklarede det med, at de læste en bog der hjemme, hvor der stod “neger” i.

De går i børnehave nu, mine drenge og min venindes datter, men inden længe går de i skole, og de kommer til at høre ordet i skolegården. Denne gang bliver det dog ikke længere et uskyldigt udbrud over, at have “fundet Holger”, men et intentionelt ét ment til at såre – underordnet om det er møntet på dem selv eller andre. Dernæst kommer de til at høre det på gaden, på arbejdspladsen og i nattelivet. I direkte eller indirekte tale. Velmenende eller med overlæg. De kommer til at høre det fra fremmede mennesker og fra mennesker de kender, fordi de mennesker har lært, at det er neutralt, selvom det for dem selv, med al sandsynlighed, kommer til at føles grænseoverskridende, provokerende og nedværdigende.

Repræsentation

Vi har derfor brug for repræsentation. Brug for mere nuancerede og mangfoldige fortællinger om mørke mennesker i børne- og ungdomsbøgerne end tilfældet er nu, hvor størstedelen af etniske minoriteter i litteraturen enten er reduceret ned til at passe majoritetens stereotype fortællinger om, hvad det vil sige, at være brun eller blot indgår som biroller uden nogen nævneværdig personkarakteristika.

Vi har brug for repræsentation, for de bøger vi læser for dine og mine børn er med til at sætte ord på deres verden og menneskene omkring dem. De er med til at give dem et sprog at forstå sig selv og hinanden i, og de kan, hvis de er heldige, se sig selv spejlet i det og/eller få viden om andres verden igennem dem. Derfor bør vi introducere dem, dine og mine børn, for historier, der ikke forfalder til dovne, stereotype og kategoriserede fortællinger om minoriteter, mens den hvide majoritet som den eneste forbliver mangeartet og nuanceret.

Men det er svært, for vi har en tendens til at vælge de bøger for vores børn, som vi kender fra da vi selv var små. Den glæde vi oplevede ved visse bøger, ønsker vi med al naturlighed at give videre til vores egne. Halfdan Rasmussens børnerim vækker for mange nostalgiske minder fra da de var børn, hvilket tilfældet nok også er for en stor del af de majoritetsetniske danskere, der de seneste uger har udvist enorm modstand over for Gyldendals beslutning om at udelade de otte rim med “neger” og “hottentot”.

Jeg lagde ud med at sige, jeg har forståe dig, men har du mon forstået, at dit ønske om at fastholde rimene og din insisteren på, “at det bare er ord” har virkelige og mærkbare konsekvenser for de brune minoriteter, du omtaler? Forstået, at selvom du ikke mener noget ondt med det, så er der andre der gør og forstået, at det er urimeligt at bede sorte mennesker om, at skulle skelne mellem dine intentioner fra andres, når resultatet som oftest alligevel er ens; nedværdigende, fremmedgørende og sårende.

Det kan godt være, du ikke er racist, men…

Insisterer du på din ret til at bruge ordet “neger” velvidende, at dem du bruger det om, ikke ønsker det, er du med til at opretholde den strukturelle racisme, der forfordeler dine følelser, ønsker, og interesser fremfor dem det i virkeligheden drejer sig om.

Brun & Dansk fylder 1/2 år!

I går var det Brun & Dansks halv-års-dag, hurra, hurra, hurraaaaaaa! 13 indlæg (14 inkl. dette) er det blevet til på de første 6 måneder og jeg vil gribe chancen og sige TAK til alle jer der læser med! Jeg havde mine overvejelser, da jeg kastede mig ud i den her blogger-ting, men det har været en super positiv oplevelse og der er kommet mange fine ting, tilkendegivelser, oplevelser og bekendtskaber i stand i kølvandet på bloggen. Så tak, rigtig mange gange tak!

De sidste ugers debat angående denne reklame:

coolest-monkey

En reklame for H&Ms “Coolest monkey in the jungle” hoodie har bekræftet mig i, hvad jeg skrev i mit allerførste indlæg: … jeg oplever, at ting der har betydning for mig og min familie i mange forskellige aspekter og situationer af vores liv kan gå helt og aldeles en etnisk majoritetdanskeres næse forbi. Dialogen er derfor vigtig.

For vi har lige haft den igen; debatten om racisme og hvem der må definere, hvad der er racistisk. Den dukker op med jævne mellemrum og giver anledning til heftige diskussioner om hvorvidt dit eller dat er racistisk og lige så sikkert er det, at der hver gang også vil være nogle (læs: mange) personer, som direkte vil påstå, at racismen først manifesterer og forankrer sig i det, at vi taler om den. Disse personer er hovedsageligt majoritetsetniske danskere med ingen kropsliggjorte erfaringer om, hvad det vil sige, at være i denne verden og bevæge sig i dette samfund med det brune eller sorte hylster, som vi nu engang ved fødsel er blevet tildelt og derfor heller ikke kender til racismens vidtspændende og mangefacetterede udtryksformer, som de kommer til udtryk i det store og små i vores daglige færden og møde med både bekendte og ukendte mennesker – og præcis på samme måde har jeg oplevet også denne debat.

Men det er vi altså nogle der har; førstehåndserfaringer med hvad det også bringer af akavede situationer og negative oplevelser at have mørk hud og mørke øjne og når vi gør opmærksom på de situationer, der stabler til de negative erfaringer vi fra barnsben oplever qua vores udseende og den snævre definition af hvem der hører til det danske fællesskab, så er det meget lidt konstruktivt at påstå, at racismen først bliver til i det vi italesætter dens konsekvenser, for os.

Ikke et overstået kapitel

Fornyeligt var jeg ude og besøge 7. årgang på to folkeskoler i forbindelse med et teaterprojekt. Begge skoler har en høj andel af minoritetesetniske elever, men på den ene skole var der flere elever med afrikanske rødder på årgangen end på den anden.

Udover en masse fjant, “spurgt” og ungdomshormoner spredt ud over det hele, så hørte jeg på sidstnævnte skole også ordet “banan”. Flere gange. Og jeg hørte en pige sige til en dreng, der stoppede op for at se hvad vi lavede: “Skal du ha’ en banan?”.

Jeg nævnte for mine kollegaer, at jeg havde opfanget flere episoder med racistiskbetonet drilleri blandt eleverne og nævnte at der b.la. var blevet sagt banan iblandt eleverne. Mine kollegaer, der har majoritetsetnisk baggrund, havde godt hørt, at der var blevet sagt banan et par gange, men havde ikke lagt mere i det end, at det var en underlig ting at sige. Men jeg forstod det. Jeg forstår koblingen mellem banan og min hudfarve, for jeg har selv oplevet at blive kaldt for abe.

Dengang var jeg 17 år gammel og på vej til bussen. Jeg passerer en sidevej og ser ud af øjenkrogen en flok drenge, der spiller bold på vejen. I det jeg går forbi, stopper de op og begynder umotiveret at lave abefagter, imens de siger abelyde efter mig. De har en fest, men jeg griner ikke. Jeg er chokeret og tænker: “Er det virkelig mig, de laver abelyde af?!.” Selvom det er mange år siden, så er episoden ikke glemt.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste der har prøvet, at blive sammenlignet med aber. Jeg kender flere, der har oplevet det samme med abelyde -og fagter. Jeg kender også folk, der har fået gjort grin med deres hænder og fødder, fordi kontrasten mellem deres mørke hud og deres fodsåler og håndflader har været tydeligere end gennemsnittets. Jeg kender sågar en mand, der ikke ville give sit 1-årige barn banan, når de var ude blandt andre mennesker, da han ikke ville risikere, at hans barn skulle opleve at blive sammenlignet med en abe, lige akkurat som han selv har prøvet det. På tv ser vi med jævne mellemrum professionelle fodboldspillere med afrikanske rødder blive mødt af uforskammede publikummer på fodboldstadionerne, både nationalt og internationalt, med racistiske tilråb og banankast og i ny og næ ser vi også en politiker, der tillader sig at kalde en sort person for abe. Eksemplerne er med garanti endnu flere derude, i skolegården, på gaden og på arbejdspladsen.

Kært barn har mange navne

Jeg ved det godt. Kært barn har mange navne og abe eller abekat bruges for eksempel kærligt og med glimt i øjet om mennesker, især børn, der har krudt i røven og har svært ved at sidde stille, men abekat bruges også både spøgende og nedsættende om personer, der opfører sig tåbeligt, vildt og uciviliseret. Disse måder at bruge abe-referencerne på bruges uskyldigt i hverdagen og de færreste forbinder det med andet end som sådan. Jeg gør det også selv. Bruger ordene i samme uskyldige forstand, men koblingen mellem vildskab, aber og mennesker har en kedelig og racistisk historie, som stadig den dag i dag rammer mennesker med afrikanske rødder på den negative måde – præcis som det oprindeligt var tiltænkt.

På grund af dobbeltheden opstår der også nogle gange situationer, hvor jeg ikke kan vriste mig fri af de negative konnotationer, der er indlejret i sammenligningen mellem aber og mennesker, selvom de umiddelbart bliver brugt på den uskyldige måde. Ovenstående eksempel med faren, der ikke vil give sit barn banan på åben gade er et sådan eksempel. At spise et stykke frugt, som tilfældigvis er en banan, bør ikke give anledning til nogen som helst bekymringer, men jeg genkender bekymringen, for den har før hen også strejfet mig. Både møntet på mig selv og mine børn. Det gjorde den også forleden dag, da jeg hentede min søn i børnehaven og han i hans eftermiddagskuller hellere ville hoppe rundt i garderoben end ned i sin flyverdragt. “Så! Ikke mere hopperi, min lille abe” og straks som jeg hørte mig selv sige det, sneg en nagende fornemmelse af dårlige erfaringer og trælse associationer ind på mig og blandede sig med irritationen over dobbeltheden og tanken om, om andre der måske har hørt mig mon tænker det samme.

Dén dobbelthed og erfaringerne med racisme er en del af min virkelighed og det er med det sæt briller, jeg læser H&Ms “Coolest Monkey in the Jungle” reklame. Det er derfor ikke en neutral trøje med et tilfældigt slogan på, for mig. Den er en påmindelse om mine og andres nederen oplevelser med racisme og en påmindelse om, at min mørke hud hverken opfattes som neutral eller tillægges særlig meget værdi i majoritetens øjne, for når mennesker som jeg gør opmærksom på, at her er et problem, så bliver det som oftests affejet med majoritetens synsning om, hvad der i stedet burde være sagens kerne – gerne noget med retten til ytrings- og kunstnerfrihed, noget med alt for sarte minoritetsfølelser og nostalgi.

De sidste ugers debat er derfor et godt billede på, hvorfor jeg i sommers valgte at lave denne blog.

Fordi jeg savner nuancerne.

Og jeg savner fokus på konsekvenserne, som de kommer til udtryk i mødet med andre mennesker,

i min hverdag

og i mit stille sind.

Videooptagelse: Paneldebat om afro-danskere og hverdagsracisme

Debatarrangementet som jeg deltog i på Det Kgl. Bibliotek “Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere” blev livestreamet. Den fulde video kan ses her:

Link reference: https://www.facebook.com/menneskeret/

Arven efter kolonierne: Hverdagsracisme og afro-danskere

I aften d. 29 november deltager jeg som panelist til et debatarrangement om hverdagsracisme og afro-danskere. Arrangementet er et samarbejde mellem Det Kgl. bibliotek, hvor arrangementet bliver afholdt, og Institut for menneskerettigheder, som just nu har lavet en rapport, der vil blive offentliggjort inden længe og er en undersøgelse af afro-danskeres hverdagsoplevelser med racisme.

I panelet sidder med mig kunstner Jeannette Ehlers, Generelsekretær i Somali Diaspora Said Hussein og Dzifa Akpalu Pedersen, som er sygeplejerske på Rigshospitalet og nyligt udsprunget debattør. Aftenens vært og moderator er journalist Adam Holm.

Interessen har været stor for arrangementet og udsolgte ret hurtigt. På grund af den store efterspørgsel blev der i går annonceret, at der vil blive livestreamet, så alle der ønsker at følge med kan gøre det, så hvis nogle af jer har lyst til at følge med i aften, så er det fra kl. 19-20.30 og link finder i på nedenstående link.

https://www.facebook.com/events/1465731870179836/permalink/1516133735139649/