Digt: “HUDFARVE”

Mor og datter sidder og tegner, hygger og ler. Mor og datter sidder og tegner og debatterer.
Hun siger: ”Mama, ræk mig lige hudfarven dér”.
Jeg siger: ”Hvilken en tænker du mon på, min kære?”
Hun siger kommanderende: ”Mama, ræk mig nu hudfarven, lige dér!”.
Jeg siger trodsigt: ”Så sig mig hvilken én du tænker på, min kære!”.
Hun siger: ”Argh!” og griber den selv. ”Den her!”.
Jeg siger: ”Men prøv li´ og hør her; der findes den her, den, den og den her. Lysebrun, mørkebrun og sortbrun. Der findes sandfarvet, beige, en med lidt rødligere lød og gul”. Hun griner og siger: ”Men, det her er den rigtige, Mama. Det er den gode”.
Jeg siger: ”Så prøv at kigge her og fortæl mig hvad du ser.”
Hun siger: ”Du er lysest, Baba er mørkest og jeg er midt imellem jer.”
Jeg spørger, om ikke farven på vores hud også er en hudfarve, som den hun tegner med på papir.
Hun siger: ”Nej, det er forkert. Helt forkert!”
Jeg prøver og prøver, men hun insisterer. Hudfarve er den farve, man knap nok kan se på papir. Intet mindre, intet mere. I min frustration jeg på facebook ventilerer og spørger om det kun er mig, der kan se et problem i det her. Jeg bliver mødt med forskellige tanker og ideer, men ikke underligt nok er det hudfarven som fortæller mig, at det er spøgelser jeg ser. Børn skal være børn, jeg skal ikke belemre mit barn med gamle historiebøger, men hvis det er forældet, hvordan kan det så være, mit barn på fire ud fra det navigerer? Hvis det er forældet, hvordan kan det så være, mit barn på den måde føler, hører og ser?
Så jeg insisterer.
Jeg insisterer på at ændre mit ordforråd, så det omrokerer mit afkoms forestillinger om hudfarvens værdier.
I mangel af bedre er det laksefarven, jeg proklamerer.
I mangel af bedre er det laksefarven, jeg proklamerer.

Tema om “hudfarven”, Part 2.

Efterårs-skranten og syge børn har gjort bloggen lidt stille på det sidste, men nu hvor vi atter er raske igen, vil jeg fortsætte temaet fra sidst, der handlede om synet på den brune hud gennem tiden i relation til sæbeproducenters åbenlyse racistiske kobling mellem at brun hud også betyder, at man er beskidt og hvordan levn her fra stadig kommer til udtryk i reklamer, som sæbeproducenter sender ud den dag i dag. I sidste indlæg skrev jeg, at “hudfarve” er noget vi aktivt må forholde os til her hjemme, om vi vil det eller ej, da farven på vores hud betyder noget for den måde, vi bliver mødt på og læst af andre mennesker og helt generelt derfor betyder noget for måden vi er i verden på.

…………….

Første gang jeg som voksen for alvor blev bevidst om det problematiske ved at bruge termen “hudfarvet”, som i daglig tale og brug er synonym med “hvid hud” i alle mulige sammenhænge, var på en tog tur til Sverige sammen med min mor og min datter, der på daværende tidspunkt var 2.5 år gammel. Jeg har som barn og ung ofte registreret, når betegnelsen blev brugt og følt det lidt mærkeligt, også når jeg selv sagde det, dog uden rigtig at kunne sætte finger på, hvorfor.

I toget sad vi og tegnede og jeg bad min datter om at række mig “den hudfarvede”. Med en lille bemærkning opfordrede min mor mig til at overveje, hvad det var jeg lige havde sagt. Jeg vidste allerede før hun havde afsluttet sin sætning, hvad hun mente og jeg fik flashbacks til lille Mary, der selv rækker ud efter “den hudfarvede”, selvom jeg godt vidste, at den farve langt fra matchede min egen. Så jeg rettede straks op på det og fortalte hende, at “hudfarve” var mange forskellige farver og viste hende, at både mormor, hende selv og jeg alle var brune, men havde forskellige slags hudfarver. I starten sagde hun nej og jeg fortalte hende, at hvis hun glemte hvad en hudfarve var, så skulle hun bare kigge sig omkring og kigge på sin egen hud og hun ville opdage, at alles hudfarver var forskellige. Den godtog hun. Og hun godtog den et stykke tid. Hver gang snakken faldt på hudfarve, så viste min mand og jeg hende, at også vi tre havde forskellige farver. Da hun var mindre, plejede hun at sige, at jeg var den lyse, far var den mørke og hun var en blanding af os og så gav det hele ligesom mening.

I takt med at hun blev ældre, blev det dog anderledes. Da hun var fire år, gik hun fuldstændig i baglås over, at jeg havde tegnet brune mennesker en eftermiddag, hvor vi havde siddet og tegnet sammen. Billedet øverst i indlægget er fra denne dag. Hun gav kraftigt udtryk for, at brunt absolut ikke kunne være en hudfarve og hun desuden syntes, at mine tegninger var grimme. Når jeg tegner mennesker, er det næsten altid ud fra den samme skabelon, så det eneste jeg havde ændret var farven på deres hud og det var derfor meget tydeligt, at hun syntes, at de var grimme i kraft af deres hudfarve og intet andet. Hun bad mig gentagne gange om at lave dem om med den “rigtige” hudfarve, men jeg insisterede på, at de var fine lige akkurat som de var. Vi snakkede om farven på vores egen hud, igen, men det syntes hun heller ikke var pænt. Det var de lyse hudfarver til gengæld. Det var de flotte og mest rigtige farver.

Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville bruge betegnelsen “hudfarvet” og siden den dag har den her hjemme, i mangel af bedre, været kaldt “laksefarvet”.” Det kalder jeg den stadig her fire år efter. I starten blev min datter decideret vred over, at jeg kaldte den laksefarvet i stedet for hudfarvet. Hun insisterede også på, at hun ville kalde den hudfarvet. Og det var fint. Det måtte hun gerne, men jeg selv har siden da været konsekvent i min brug af laksefarvet i stedet for hudfarvet. I dag bliver hun heller ikke længere sur over, at jeg siger det og hun forstår godt, at menneskers hud har mange forskellige farver og nuancer og betegnelsen “hudfarvet” i sig selv derfor ikke rigtig giver mening, men det er stadig tydeligt, at det endnu er konfliktfyldt territorium at forholde sig til emnet, fordi der ikke er overensstemmelse med det hun oplever og får at vide hjemme med det hun ser og bliver mødt med ude.

……………

Fokus på hudfarve her hjemme kommer og går i bølger og det er en samtale, som vi løbende har; nogle gange som en lille bemærkning, andre gange som lidt dybere samtaler om menneskers forskellighed, om hvad hun kan gøre, når hun oplever at hendes farve bliver genstand for uønsket opmærksomhed, om mine egne oplevelser etc. Ovenstående er derfor ikke isolerede episoder, tværtimod. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange farven på hendes hud har været skyld i, at hun har tvivlet på hendes eget værd gennem årene og tvivlet på om hun nu også er smuk nok. Også den snak kommer og går i bølger og kommer til udtryk på mange forskellige måder alt efter alders trin, om der er en specifik hændelse, der har udløst det etc., men én episode skiller sig særligt ud i min erindring:

Det er eftermiddag og vi passerer den lokale skole, hvor klokken et par minutter forinden har ringet ud og en masse børn i mindre flokke er på vej i forskellige retninger. Få meter foran os har to piger lige sagt farvel til en kammerat og de er på vej videre i samme retning som os. De er max 5. klasses elever. Da vi haler os ind på dem, hører de den raslende lyd fra min datters løbehjul og de vender sig om. De smiler og den ene siger – halvt til sin veninde, halvt til mig: “Nåårhh, hvor er hun sød!”. De kigger begge smilende og går så videre i samme retning. Jeg smiler og tænker ikke mere over det. Et par sekunder efter spørger min datter: “Smilede de til mig” og så lidt mere lavmælt “…selvom jeg er brun?”.  Jeg hørte egentlig godt hvad hun sagde, men jeg troede ikke mine egne øre, så jeg sagde “hvad” og hun gentog: “Synes de, jeg er sød, selvom jeg er brun, mor?”. Hun var fire år gammel. Den samme nat vågnede jeg og kom i tanke om hendes spørgsmål. Og jeg blev overvældet. Hvordan kan et barn så lille få den tanke i sit hoved, at hun ikke både kan være brun og sød på samme tid? Børn er jo så dejlig umiddelbare, så hvad hun sagde var en direkte afspejling af, hvad hun tænkte. Ingen lyv, intet filter. Kun et ærligt og oprigtigt spørgsmål. Den nat besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af måtte gøre ALT, hvad jeg kunne for at lære hende, at også brun hud og mørkt hår er smukt.

Jeg begyndte derfor konsekvent at vælge de brune barbier, når vi legede sammen – dem som hun selv var begyndt at vælge fra. Når vi tegnede sammen, tegnede jeg udelukkende mennesker med mørkere lød og med forskellige hudfarver, hår og frisurer – alt fra krøller til fletninger og fra afro til drenge med high-tops. Hver eneste gang jeg blev bedt om at vælge den smukkeste mellem to dukker eller to karakterer på tv, valgte jeg, uden tøven, den jeg vidste, hun selv ville vælge fra, som regel den mørke af dem. Da det gik op for mig, at min datter gentagne gange bad om at få glattet sit hår som et led i at blive smukkere til fx børnefødselsdage, stoppede jeg selv med at glatte mit eget. For hvordan kan jeg fortælle hende, at hendes krøllede lokker virkelig også er smukke, når jeg selv svitser mine egne glatte, hver eneste gang jeg selv skal være ekstra smuk?

Jeg gør det stadig. Vælger alle dem til, som hun selv ville vælge fra. I tale, i leg, når vi tegner etc., fordi jeg stadig oplever, at der er behov for det. Ikke så intenst som tidligere, men stadig. Jeg er nødt til at fylde på med positive fortællinger og afbildninger, så jeg er fx generel opmærksom på, hvordan jeg omtaler mennesker med mørk hud, så jeg ikke  kommer til at reproducere negative stereotyper, da det er vigtigt for mig, at det jeg viser og fortæller hende åbner op for en positiv spejling af hendes eget billede. I virkeligheden finder jeg det ikke særlig naturligt, at skulle ophøje brun hud og afro træk i sådan en grad, men det er noget jeg ser mig nødsaget til at gøre for mine børns skyld. Jeg overkompenserer her hjemme, for det som de møder derude.

……………

Selvom ovenstående har fokus på min datters oplevelser gennem årene, så gør de tanker og handlinger jeg gør mig som forælder sig også gældende for mine drenge. De er dog stadig så små, hhv. 3 og 1 år gamle, at de endnu ikke rigtigt har givet udtryk for, hvordan de oplever det at være brune børn i Danmark, men jeg ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Det er udelukkende et spørgsmål om tid, da børn slet ikke er så “farveblinde”, som vi ellers er så glade for at fortælle hinanden. Studier lavet i forhold til at undersøge børn og hvornår de udvikler fordomme viser b.la., at børn fra 6 måneder kan kategorisere forskellige “racer” nonverbalt og flere andre studier viser, at børn mellem 3-5 år ikke kun kan kategoriser mennesker ud fra “racer”, men danner også på dette tidspunkt fordomme baseret på race og bruger disse raciale kategoriseringer til at identificere sig selv og andre på, til at inkludere eller ekskludere andre fra lege og relationer med, samt til at forhandle magt i børnenes lege og relationer med, så det er kun et spørgsmål om tid.

(Reference: Erin N. Winkler, Children Are Not Colorblind: How Young Children Learn Race, 2009).

*Store dele af indlægget er fra en tidligere note, som jeg har skrevet på facebook. Der skrev jeg i forbindelse med et børneliteræret arrangement, som jeg deltog i, da emnet var politisk korrekthed i børnebøger, men blev irriteret over, at emnet blev debatteret uden at inddrage de stemmer, som direkte er berørt af de negative stereotyper, der bliver præsententeret i børnebøgerne. Noten kan læses her.

 

Hvilken farve vælger man, når skoleopgaven siger “hudfarvet”?

Nisse hudfarve

(Repost fra min facebook med få justeringer, december, 2016)

“Åhh nej, mor! Jeg har ikke den rigtige hudfarve!” Hun begynder at lede lettere febrilsk efter “den rigtige hudfarve”. Først i krukken der står i køkkenet, i de forskellige krus med farveblyanter oppe på værelset og tilbage ned igen for at gennemrode skuffer og diverse steder, der måske kan indeholde hudfarven. Den der helt rigtige farve, der er hudfarven over dem alle og per definition altid vil være i dyb kontrast til hendes egen.

“Hudfarve kan være mange forskellige slags farver. Er der en anden farve, du kan bruge i stedet?” spørger jeg. Hun tænker hårdt og længe for lige meget hvad, så vil tegningen nu ende med at blive forkert, fordi det ikke er “den rigtige hudfarve”, hun bruger. Efter lidt tid med frustration og irritation finder hun en løsning. Hun tager den brune farve, men den må altså ikke synes brun; det ville være forkert, så hun tager et stykke papir, hvor hun dér først kan prøve af, hvor blødt eller hårdt et tryk hun skal anvende med den brune blyant for at den kommer så tæt på “den rigtige hudfarve” som muligt.

Udover at lære at læse og løse opgaver, så lærer denne opgave også børnene på et ureflekteret niveau, at farverne på vores hud har en rangorden. Den lyse hvide hud er den rigtige og mest værdige. Det er den, som er den eneste rigtige farve, når der skal tegnes farve på hud og når der refereres til “hudfarve” generelt. Andre hudfarver er sekundære og ikke dem vi umiddelbart tænker først på, når noget skal være hudfarvet, om det er når vi tegner, når vi inden for makeup-verdenen taler om at kreere et “nude look”, snakker om “hudfarvet” lingeri, plastre etc.

Børnene møder via opgaven en grundfortælling, som de derefter navigerer ud fra, når noget skal dømmes som enten rigtigt-forkert, smukt-grimt og ønsket eller uønsket, men det er en grundfortælling, der rammer minoriteten med den brune hud hårdere end majoriteten med den hvide hud, fordi der hvor majoriteten tager for givet, at de kan spejle sig i personerne, de ser i reklamerne, i modeverdenen, på tv, i børnebøgerne etc., der bliver den brune minoritet mindet om, at den mørke hud ikke er værdig, den er ikke eftertragtet eller ønskværdig. Opgaven ender derfor med at blive en negativ påmindelse herom, om de er bevidste om budskabet eller ej.

……………

Jeg kom  i tanke om ovenstående, da hudplejeproducenten Dove tidligere på ugen publicerede en 3 sekunders reklame GIF for deres Body Wash på deres amerikanske facebook side. Reklamen viser en mørk kvinde, der tager sin brune trøje og hudfarve af og voila!, bliver til en hvid kvinde. Derefter skifter den hvide kvinde trøje og bliver til en asiatisk kvinde. Hensigten ifølge Dove er at vise, at Dove Body Wash er for alle, men transformationen fra mørk til hvid kvinde blev hurtigt til dette stillbillede:

Dove-Advert-600x600

og har rejst debat om sæbeproducenters reklamer gennem tiden og op til i dag, hvor der spilles på en fortælling om, at sorte mennesker er beskidte mennesker og ved at bruge den pågældende sæbe, bliver de på magisk vis til rene hvide mennesker.

Andre eksempler på sæbereklamer med samme racistiske fortælling gennem tiden:

sæbe4Sæbe1sæbe2

Men det er ikke kun de engelske og amerikanske sæbeproducenter, som har en lang tradition med at bruge stærkt racistiske temaer med mennesker med afrikansk baggrund til at sælge deres produkter på. Denne er for eksempel fra Norge anno 1950:

norge.jpg

Og denne er fra et dansk vaskeri i 1956 på Søborg Hovedgade:

sorttevit.jpg

……………

Dove tog reklamen ned, da det begyndte at tikke ind med kritiske kommentarer og kom straks med en undskyldning, hvori de sagde, at de havde “missed the mark in representing women of colour thoughtfully.” og sagde, at reklamen “did not represent the diversity of real beauty which is something Dove is passionate about and is core to our beliefs, and it should not have happened… we apologise deeply and sincerely for the offence that it has caused.”

Men, jeg køber ikke undskyldningen. Et firma af den kaliber ved bedre. De kender udmærket til den historiske kontekst, de laver reklamer ud fra. Jeg går ud fra, at firmaer også orienterer sig bagud for at vide, hvilke træk de skal spille på fremadrettet. Hvad bruger man ellers en marketingafdeling til? og de ved ydermere, at lige netop dén fortælling, selv præcenteret så sublimt som de forestiller sig, det kan være, vil betyde at SoMe-brugere, mestendels med mørk hud selv, vil opfange det, kritisere det og derved generere gratis omtale for deres produkt. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, ik sandt?.

Nogen vil måske indvende, at reklamen ikke kan være racistisk, når den hvide kvinde også ændrer udseende og bliver til en asiatisk kvinde. Det er klart, at det bløder lidt op i udtrykket, men min indvending er, at det er præcist den effekt, som Dove har ønsket. De ønskede, at gardere sig mod anklager om racisme, samtidig med at de kunne slippe afsted med at spille på racistiske tangenter. Omtalen er det hele værd og det er endda heller ikke så lidt, det de har fået de sidste par dage!

……………

At brun hud er grim hud og ikke er ønskværdig er i historisk kontekst derfor ikke noget nyt. Det kommer stadig til udtryk her, der og alle vegne, ofte uden at vi rigtig lægger mærke til det. I reklamer som med Doves seneste reklame, i børnebøger hvor brune sjældent har en ledende rolle eller kun agerer bi-fortællinger uden agens, inden for kosmetikbranchen etc. Se også bare på salget af afblegningscremer, som millioner er kvinder verden over bruger for at udvaske deres naturlige farve i en sygelig stræben efter at blive hvid, fordi det er det herskende skønhedsideal, der bliver promoveret verden over og derfor bliver opfattet som den ypperste form for skønhed, man kan opnå. Det kommer til udtryk mellem mennesker, når “du er flot af en afrikaner at være. Du er ikke så mørk” bliver sagt til mig i reference til min lysebrune hud eller når folk gætter mig til at være “halv-halv”, som om min “fine” nuance kun kan skyldes indblanding fra en hvid person og så kommer det implicit til udtryk, når mit barn skal farvelægge sin skoleopgave, hvor brugen af “hudfarvet” er helt og aldeles synonym med hvid hudfarve og ikke giver rum til, at hendes egen hudfarve lige så vel kunne være den, som hun kunne have brugt, uden at det ville føles forkert.

……………

Hudfarve er derfor heller ikke et nyt tema hjemme hos os. Det er noget, som løbende dukker op, og om vi vil det eller ej, noget vi aktivt må forholde os til, store som små. Her på bloggen har jeg derfor besluttet, at “hudfarve” kommer til at være det overordnede tema de næste par gange.

Fotoudstillingen “My Black Hair Story” og Paneldebat d. 10. sep. kl. 14 – 17

Unge Formidler Kultur – UFM har pt. en fotoudstilling kørende på VerdensKulturCentret på Nørrebro kaldet “My Black Hair Story”. Jeg mindes ikke at have set eller hørt om andre projekter, hvor sort hår på den måde har været i fokus, så jeg blev rimelig begejstret, da jeg hørte om udstillingen. Da hår er et vigtigt aspekt for mig, fordi håret rækker bredere og videre end til dagens frisure og er en evig kilde til samtale om skønhed og selvværd i børne- og voksenhøjde på både godt og ondt, var det selvklart, at min datter og jeg skulle ind og se udstillingen.

                     l

Udover de meget, meget fine fotos, var der et ønsketræ, en video, et flettehjørne og en plakat med en tegning af en pige med afro puffs (Rottehaler hvor hver “hale” er udredte krøller, som danner en mini afro), hvor der stod forskellige citater rundt om hovedet på hende med mindre flatterende, diskriminerende og andre kedelige bemærkninger angående hendes hår. Citaterne er fra adspurgte personer, som fortalte hvad de er blevet mødt med. Noget som jeg selv genkender alt for godt.

Fotoudstillingen og især ønsketræet gav min datter og jeg anledning til at tale om, hvad repræsentation betyder, da langt de fleste af ønskerne på træet handlede op netop dét. Vi talte om hvorfor, at det er vigtigt, at man som barn og voksen fx kan genkende og spejle sig selv i nogle af de bøger man læser eller i det tv man ser.

 

Samtalen slutter dog ikke dér, for jeg er blevet inviteret til at deltage i en paneldebat med tre andre danskere med afro-rødder på fotoudstillingens afslutningsceremoni på søndag, hvor fokus bliver den personlige fortælling om sort hår og dets betydning i forskellige sammenhænge og aspekter af vores liv. Publikum har også mulighed for at deltage i debatten, så kom glad og tilbring en hyggelig og berigende eftermiddag med os!

Udstillingen er åben fra kl. 11 og paneldebatten er fra 14 – 17.

Det er på VerdensKulturCentret på Nørre allé 7, 2200 Kbh N.

Det er gratis og åbent for alle.

link til facebook-event: Afslutningsceremoni og paneldebat

Håber vi ses!

Foto-cover credit: Jan Hammerstad www.hammerstadphotography.com På instagram: JanHammerstad

 

 

 

Mit hår er ikke bare hår.

Hvad vi vælger at gøre ved vores hår er med til at kommunikere til os selv og andre om, hvem vi er. Hår er på den måde både identitetsmarkør og kommunikationsmiddel. For folk med afro-hår især (…faktisk er jeg lidt ambivalent med den term, fordi jeg forbinder afro med en frisure. Du ved, den der store runde frisure, der opnås ved at redde krøllerne ud og op ad og som kun kan opnås med folk, der har en hvis struktur og tekstur i deres krøller. Jeg forbinder derfor ikke afro-hår med hår tekstur, som når man siger “afro-hår” og referer til hvad man på engelsk differencerer mellem “kinks, curls and coils”, så hvis nogen af jer har andre bud på en bedre term på dansk der dækker bedre, lad mig det vide!) spiller håret ofte en helt central rolle. Det her er så at sige min hår historie i grove træk.

……………

I går mindede facebook mig om dette billede, som jeg tog for 5 år siden.

558224_10151103523245380_119880831_n

Mit hår er udglattet og nyfarvet med farven, der igennem årene har været min “go-to” farve, hver gang det var tid til sommerhår, “Honey Blond” fra Dark´n´Lovely. Efter jeg havde farvet og glattet det, gik der ikke mange dage før mit hår tørrede ud, mistede glans og elasticitet. Der gik derfor én måned fra jeg havde farvet det til jeg besluttede mig for, at klippe mit hår helt kort. Lave en “BC”, en “big chop”, som det hedder på engelsk. En BC er klipning, hvor man klipper alt det hår af, som på den ene eller den anden måde er blevet ændret for eksempel ved at bruge “relaxer”, en kemisk udglatnings-creme, det fjerner de naturlige krøller eller hår der på anden måde er blevet ødelagt, fx som mit blev det af at farve og glatte det for meget.

Dette var anden gang, jeg valgte at BC mit hår, men i forhold til første gang, var situationen anerledes for mig. Denne gang big choppede jeg på et tidspunkt, hvor min datter begyndte at give udtryk for, at hun ikke kunne lide sit hår, hverken farven eller teksturen. Hun syntes, at krøllerne var dumme og grimme og hun drømte om at få langt, glat, blond hår. Når vi legede med dukker, valgte hun konsekvent den dukke, som havde det længste og mest blonde hår. De mørke dukker var grimme, havde “underligt” hår og var på ingen måde ønskværdige. Hun var på daværende tidpunkt 3.5 år og i hende genkendte jeg mig selv. Genkendte ønsket om det lange glatte hår, der ville gynge fra side til side på min ryg, når jeg gik og genkendte fravalget af det de mørke dukker repræsenterede – den mørke hud og det krusede og krøllede hår; attributter vi tidligt lærer at associere som lavest rangerende på skalaen over skønhed, enten som noget der er direkte “grimt” eller noget der er “eksotisk”, men det eneste der var grimt, var det jeg genkendte hos mig selv i hende for hvordan kan jeg sige til mit barn, at hendes mørke krøllede hår er smukt, når jeg søndag efter søndag afsætter hele dagen til først at vaske, så føne for så at glatte mine egne krøller væk? Og hvordan kan jeg fortælle hende, at fletninger og twists i diverse frisurer er flotte og klæder hende, når hun aldrig har set mig sætte mit eget hår på samme måde?

Da jeg havde klippet mit hår for anden gang besluttede jeg derfor, at det var tid til at praktisere, hvad jeg om og om igen har gået og prædiket for hende. At hun, og dermed også jeg, skulle være glade for vores hår og føle glæde samt selvtillid over alt det som det kan, udover at gøres glat.

Selvom jeg ikke har brugt relaxer siden 2004 vil jeg sige, at med den klipning startede for alvor min “Natural Hair Journey”, endnu en term lånt fra det engelske, men som dækker over processen at lære at holde af sit hår, som det nu engang gror ud af hovedbunden og i det hele taget lære at tage vare på det, da der er en verden til forskel i hvordan og hvad håret har brug for i dets naturlige stadie i forhold til når det er udglattet.

Processen har været lang og det har taget mange timer på nettet og krævet mange mislykkede forsøg i både produkter og frisurer. Fem år efter er jeg ved at være der, hvor jeg synes, at jeg har styr på det, men jeg er stadig i process, både teknisk set i forhold til opsætning og pleje af mit hår, men også i forhold til at omfavne det i en bredere forstand. At omfavne det som noget der er smukt i sig selv – ikke vildt, ikke eksotisk, ikke “ghetto-hår” når det er flettet eller grimt når det kruser.

Bare normalt. Naturligt. Smukt. For det er dét jeg ønsker, at min datter skal tænke om sig selv og sit hår, når hun kigger sig i spejlet, men jeg ved også, at det ikke kommer af sig selv. Jeg ønsker derfor, at hun i mig skal kunne spejle sig og genkende netop dét. Mit hår er derfor ikke bare hår.

Det er så meget mere end det!

12823490_10153812832060380_8791149642598815149_oBillede collage fra min anden BC til den længde mit hår nåede inden, at jeg big choppede for tredje gang, hvor jeg ventede mit tredje barn og ønskede kort hår for at spare tid.