Digt: “HUDFARVE”

Mor og datter sidder og tegner, hygger og ler. Mor og datter sidder og tegner og debatterer.
Hun siger: ”Mama, ræk mig lige hudfarven dér”.
Jeg siger: ”Hvilken en tænker du mon på, min kære?”
Hun siger kommanderende: ”Mama, ræk mig nu hudfarven, lige dér!”.
Jeg siger trodsigt: ”Så sig mig hvilken én du tænker på, min kære!”.
Hun siger: ”Argh!” og griber den selv. ”Den her!”.
Jeg siger: ”Men prøv li´ og hør her; der findes den her, den, den og den her. Lysebrun, mørkebrun og sortbrun. Der findes sandfarvet, beige, en med lidt rødligere lød og gul”. Hun griner og siger: ”Men, det her er den rigtige, Mama. Det er den gode”.
Jeg siger: ”Så prøv at kigge her og fortæl mig hvad du ser.”
Hun siger: ”Du er lysest, Baba er mørkest og jeg er midt imellem jer.”
Jeg spørger, om ikke farven på vores hud også er en hudfarve, som den hun tegner med på papir.
Hun siger: ”Nej, det er forkert. Helt forkert!”
Jeg prøver og prøver, men hun insisterer. Hudfarve er den farve, man knap nok kan se på papir. Intet mindre, intet mere. I min frustration jeg på facebook ventilerer og spørger om det kun er mig, der kan se et problem i det her. Jeg bliver mødt med forskellige tanker og ideer, men ikke underligt nok er det hudfarven som fortæller mig, at det er spøgelser jeg ser. Børn skal være børn, jeg skal ikke belemre mit barn med gamle historiebøger, men hvis det er forældet, hvordan kan det så være, mit barn på fire ud fra det navigerer? Hvis det er forældet, hvordan kan det så være, mit barn på den måde føler, hører og ser?
Så jeg insisterer.
Jeg insisterer på at ændre mit ordforråd, så det omrokerer mit afkoms forestillinger om hudfarvens værdier.
I mangel af bedre er det laksefarven, jeg proklamerer.
I mangel af bedre er det laksefarven, jeg proklamerer.

Tema om “hudfarven”, Part 2.

Efterårs-skranten og syge børn har gjort bloggen lidt stille på det sidste, men nu hvor vi atter er raske igen, vil jeg fortsætte temaet fra sidst, der handlede om synet på den brune hud gennem tiden i relation til sæbeproducenters åbenlyse racistiske kobling mellem at brun hud også betyder, at man er beskidt og hvordan levn her fra stadig kommer til udtryk i reklamer, som sæbeproducenter sender ud den dag i dag. I sidste indlæg skrev jeg, at “hudfarve” er noget vi aktivt må forholde os til her hjemme, om vi vil det eller ej, da farven på vores hud betyder noget for den måde, vi bliver mødt på og læst af andre mennesker og helt generelt derfor betyder noget for måden vi er i verden på.

…………….

Første gang jeg som voksen for alvor blev bevidst om det problematiske ved at bruge termen “hudfarvet”, som i daglig tale og brug er synonym med “hvid hud” i alle mulige sammenhænge, var på en tog tur til Sverige sammen med min mor og min datter, der på daværende tidspunkt var 2.5 år gammel. Jeg har som barn og ung ofte registreret, når betegnelsen blev brugt og følt det lidt mærkeligt, også når jeg selv sagde det, dog uden rigtig at kunne sætte finger på, hvorfor.

I toget sad vi og tegnede og jeg bad min datter om at række mig “den hudfarvede”. Med en lille bemærkning opfordrede min mor mig til at overveje, hvad det var jeg lige havde sagt. Jeg vidste allerede før hun havde afsluttet sin sætning, hvad hun mente og jeg fik flashbacks til lille Mary, der selv rækker ud efter “den hudfarvede”, selvom jeg godt vidste, at den farve langt fra matchede min egen. Så jeg rettede straks op på det og fortalte hende, at “hudfarve” var mange forskellige farver og viste hende, at både mormor, hende selv og jeg alle var brune, men havde forskellige slags hudfarver. I starten sagde hun nej og jeg fortalte hende, at hvis hun glemte hvad en hudfarve var, så skulle hun bare kigge sig omkring og kigge på sin egen hud og hun ville opdage, at alles hudfarver var forskellige. Den godtog hun. Og hun godtog den et stykke tid. Hver gang snakken faldt på hudfarve, så viste min mand og jeg hende, at også vi tre havde forskellige farver. Da hun var mindre, plejede hun at sige, at jeg var den lyse, far var den mørke og hun var en blanding af os og så gav det hele ligesom mening.

I takt med at hun blev ældre, blev det dog anderledes. Da hun var fire år, gik hun fuldstændig i baglås over, at jeg havde tegnet brune mennesker en eftermiddag, hvor vi havde siddet og tegnet sammen. Billedet øverst i indlægget er fra denne dag. Hun gav kraftigt udtryk for, at brunt absolut ikke kunne være en hudfarve og hun desuden syntes, at mine tegninger var grimme. Når jeg tegner mennesker, er det næsten altid ud fra den samme skabelon, så det eneste jeg havde ændret var farven på deres hud og det var derfor meget tydeligt, at hun syntes, at de var grimme i kraft af deres hudfarve og intet andet. Hun bad mig gentagne gange om at lave dem om med den “rigtige” hudfarve, men jeg insisterede på, at de var fine lige akkurat som de var. Vi snakkede om farven på vores egen hud, igen, men det syntes hun heller ikke var pænt. Det var de lyse hudfarver til gengæld. Det var de flotte og mest rigtige farver.

Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville bruge betegnelsen “hudfarvet” og siden den dag har den her hjemme, i mangel af bedre, været kaldt “laksefarvet”.” Det kalder jeg den stadig her fire år efter. I starten blev min datter decideret vred over, at jeg kaldte den laksefarvet i stedet for hudfarvet. Hun insisterede også på, at hun ville kalde den hudfarvet. Og det var fint. Det måtte hun gerne, men jeg selv har siden da været konsekvent i min brug af laksefarvet i stedet for hudfarvet. I dag bliver hun heller ikke længere sur over, at jeg siger det og hun forstår godt, at menneskers hud har mange forskellige farver og nuancer og betegnelsen “hudfarvet” i sig selv derfor ikke rigtig giver mening, men det er stadig tydeligt, at det endnu er konfliktfyldt territorium at forholde sig til emnet, fordi der ikke er overensstemmelse med det hun oplever og får at vide hjemme med det hun ser og bliver mødt med ude.

……………

Fokus på hudfarve her hjemme kommer og går i bølger og det er en samtale, som vi løbende har; nogle gange som en lille bemærkning, andre gange som lidt dybere samtaler om menneskers forskellighed, om hvad hun kan gøre, når hun oplever at hendes farve bliver genstand for uønsket opmærksomhed, om mine egne oplevelser etc. Ovenstående er derfor ikke isolerede episoder, tværtimod. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange farven på hendes hud har været skyld i, at hun har tvivlet på hendes eget værd gennem årene og tvivlet på om hun nu også er smuk nok. Også den snak kommer og går i bølger og kommer til udtryk på mange forskellige måder alt efter alders trin, om der er en specifik hændelse, der har udløst det etc., men én episode skiller sig særligt ud i min erindring:

Det er eftermiddag og vi passerer den lokale skole, hvor klokken et par minutter forinden har ringet ud og en masse børn i mindre flokke er på vej i forskellige retninger. Få meter foran os har to piger lige sagt farvel til en kammerat og de er på vej videre i samme retning som os. De er max 5. klasses elever. Da vi haler os ind på dem, hører de den raslende lyd fra min datters løbehjul og de vender sig om. De smiler og den ene siger – halvt til sin veninde, halvt til mig: “Nåårhh, hvor er hun sød!”. De kigger begge smilende og går så videre i samme retning. Jeg smiler og tænker ikke mere over det. Et par sekunder efter spørger min datter: “Smilede de til mig” og så lidt mere lavmælt “…selvom jeg er brun?”.  Jeg hørte egentlig godt hvad hun sagde, men jeg troede ikke mine egne øre, så jeg sagde “hvad” og hun gentog: “Synes de, jeg er sød, selvom jeg er brun, mor?”. Hun var fire år gammel. Den samme nat vågnede jeg og kom i tanke om hendes spørgsmål. Og jeg blev overvældet. Hvordan kan et barn så lille få den tanke i sit hoved, at hun ikke både kan være brun og sød på samme tid? Børn er jo så dejlig umiddelbare, så hvad hun sagde var en direkte afspejling af, hvad hun tænkte. Ingen lyv, intet filter. Kun et ærligt og oprigtigt spørgsmål. Den nat besluttede jeg mig for, at jeg fra nu af måtte gøre ALT, hvad jeg kunne for at lære hende, at også brun hud og mørkt hår er smukt.

Jeg begyndte derfor konsekvent at vælge de brune barbier, når vi legede sammen – dem som hun selv var begyndt at vælge fra. Når vi tegnede sammen, tegnede jeg udelukkende mennesker med mørkere lød og med forskellige hudfarver, hår og frisurer – alt fra krøller til fletninger og fra afro til drenge med high-tops. Hver eneste gang jeg blev bedt om at vælge den smukkeste mellem to dukker eller to karakterer på tv, valgte jeg, uden tøven, den jeg vidste, hun selv ville vælge fra, som regel den mørke af dem. Da det gik op for mig, at min datter gentagne gange bad om at få glattet sit hår som et led i at blive smukkere til fx børnefødselsdage, stoppede jeg selv med at glatte mit eget. For hvordan kan jeg fortælle hende, at hendes krøllede lokker virkelig også er smukke, når jeg selv svitser mine egne glatte, hver eneste gang jeg selv skal være ekstra smuk?

Jeg gør det stadig. Vælger alle dem til, som hun selv ville vælge fra. I tale, i leg, når vi tegner etc., fordi jeg stadig oplever, at der er behov for det. Ikke så intenst som tidligere, men stadig. Jeg er nødt til at fylde på med positive fortællinger og afbildninger, så jeg er fx generel opmærksom på, hvordan jeg omtaler mennesker med mørk hud, så jeg ikke  kommer til at reproducere negative stereotyper, da det er vigtigt for mig, at det jeg viser og fortæller hende åbner op for en positiv spejling af hendes eget billede. I virkeligheden finder jeg det ikke særlig naturligt, at skulle ophøje brun hud og afro træk i sådan en grad, men det er noget jeg ser mig nødsaget til at gøre for mine børns skyld. Jeg overkompenserer her hjemme, for det som de møder derude.

……………

Selvom ovenstående har fokus på min datters oplevelser gennem årene, så gør de tanker og handlinger jeg gør mig som forælder sig også gældende for mine drenge. De er dog stadig så små, hhv. 3 og 1 år gamle, at de endnu ikke rigtigt har givet udtryk for, hvordan de oplever det at være brune børn i Danmark, men jeg ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Det er udelukkende et spørgsmål om tid, da børn slet ikke er så “farveblinde”, som vi ellers er så glade for at fortælle hinanden. Studier lavet i forhold til at undersøge børn og hvornår de udvikler fordomme viser b.la., at børn fra 6 måneder kan kategorisere forskellige “racer” nonverbalt og flere andre studier viser, at børn mellem 3-5 år ikke kun kan kategoriser mennesker ud fra “racer”, men danner også på dette tidspunkt fordomme baseret på race og bruger disse raciale kategoriseringer til at identificere sig selv og andre på, til at inkludere eller ekskludere andre fra lege og relationer med, samt til at forhandle magt i børnenes lege og relationer med, så det er kun et spørgsmål om tid.

(Reference: Erin N. Winkler, Children Are Not Colorblind: How Young Children Learn Race, 2009).

*Store dele af indlægget er fra en tidligere note, som jeg har skrevet på facebook. Der skrev jeg i forbindelse med et børneliteræret arrangement, som jeg deltog i, da emnet var politisk korrekthed i børnebøger, men blev irriteret over, at emnet blev debatteret uden at inddrage de stemmer, som direkte er berørt af de negative stereotyper, der bliver præsententeret i børnebøgerne. Noten kan læses her.

 

“My Black Hair Story” paneldeltagelse

For de udenforstående kan det at tale om hår virke lidt ligegyldigt og en smule overdrevent. Måske undrer du dig allerede over, at en så ung blog allerede har flere indlæg, der handler om hår, men lad mig starte med at sige; sikke en oplevelse det var, at kunne tale om hår og hårets betydning i forskellige aspekter af vores liv i et forum, hvor udgangspunktet var en dialog om netop minoritetsdanskere med afro-rødders oplevelser og virkelighed i Danmark!

Selvom det overordnede tema var hår, så kom vi vidt omkring. Emner som fx politik, skønhedsidealer, barndomsminder, selvværd, forældrerolle- og ansvar, oplevelser med racistisk og krænkende hændelser etc. blev berørt. Som mit tidligere indlæg sagde, så er mit hår ikke bare hår. Det er så meget mere end det! Og det var emnerne, som kom frem i debatten et meget tydeligt bevis på!

Med mig i panelet sad Prince Henry, Berit S. Kamara og Metta Carter. Noget af det jeg fandt allermest interessant var, hvordan vi fire som sad i panelet også havde fire forskellige udgangspunkter at tale fra. I store strøg kan de fire forskellige udgangspunkter beskrives som:

1) Metta Carter er sanger, fotograf og multikunstner og var med sine 50 år den ældste i panelet. På grund af hendes alder og hendes arbejde havde hun b.la. hvad jeg vil kalde et meta-fokus; et fokus på hårets betydning og position gennem tiden, som hun koblede sammen med den kreative industri, som hun er en del af og dennes udvikling.

2) Berit S. Kamara er født og opvokset i Kenya og er derfor vokset op et sted, hvor normalen er sort hår i alle afskygninger og vokset op i et hjem, hvor håret ikke måtte kemisk udglattes og dets naturlige stadie var det som blev værdsat. Derfra udspringer også et selvværd og en selvtillid ved hendes hår, som det er, fordi “jeg er ikke mit hår”, som hun sagde, men hun elsker det, som det er.

3) Prince Henry som var eneste mand i panelet kunne fortælle om, hvordan det er at have sort naturligt hår ud fra et mandeperspektiv – et perspektiv vi sjældent hører fra og om, da det som oftes er kvinderne der bliver forbundet med hår-debatten og oftes kvinderne man hører fra. Det var derfor vigtigt og tiltrængt at høre fra den vinkel.

4) Mit eget fokus er hverdagslivet og hvad det betyder i relation til mine børn generelt, men min datter især at lade mit hår være naturligt og et fokus på at agere rollemodel for hende, så hun i det mindste kan spejle sig i mig, når repræsentationen stadig kører på lavblus i samfundet omkring os.

Ovenstående fokuspunkter er ikke isolerede emner, men trækker tråde på kryds og på tværs og selvom vi havde fire forskellige udgangspunkter at tale ud fra, så delte vi stadig en indbyrdes forståelse og samhørighed, der netop springer ud fra det at dele samme virkelighed. Og dét i sig selv var enormt berigende og inspirerende at høre på og ikke mindst at deltage i, så endnu engang skal der lyde et tak til arrangørene bag fotoudstillingen og paneldebatten Unge Formidler Kultur – UFM.

……………

Hvis du vil læse om debatten, så har GlobalNyt, som er et nyhedsmedie der fokuserer på forhold, der har med Afrika at gøre, bragt en artikel  skrevet af Morten Ranum på deres side, som kan læses her: Fingrene ud af mit hår. (Lille rettelse: mit navn er ikke Maria, men Mary og min datter er ikke helt lille længere. Hun er 8 år gammel, men problematikken er stadig den samme).

Mit hår er ikke bare hår.

Hvad vi vælger at gøre ved vores hår er med til at kommunikere til os selv og andre om, hvem vi er. Hår er på den måde både identitetsmarkør og kommunikationsmiddel. For folk med afro-hår især (…faktisk er jeg lidt ambivalent med den term, fordi jeg forbinder afro med en frisure. Du ved, den der store runde frisure, der opnås ved at redde krøllerne ud og op ad og som kun kan opnås med folk, der har en hvis struktur og tekstur i deres krøller. Jeg forbinder derfor ikke afro-hår med hår tekstur, som når man siger “afro-hår” og referer til hvad man på engelsk differencerer mellem “kinks, curls and coils”, så hvis nogen af jer har andre bud på en bedre term på dansk der dækker bedre, lad mig det vide!) spiller håret ofte en helt central rolle. Det her er så at sige min hår historie i grove træk.

……………

I går mindede facebook mig om dette billede, som jeg tog for 5 år siden.

558224_10151103523245380_119880831_n

Mit hår er udglattet og nyfarvet med farven, der igennem årene har været min “go-to” farve, hver gang det var tid til sommerhår, “Honey Blond” fra Dark´n´Lovely. Efter jeg havde farvet og glattet det, gik der ikke mange dage før mit hår tørrede ud, mistede glans og elasticitet. Der gik derfor én måned fra jeg havde farvet det til jeg besluttede mig for, at klippe mit hår helt kort. Lave en “BC”, en “big chop”, som det hedder på engelsk. En BC er klipning, hvor man klipper alt det hår af, som på den ene eller den anden måde er blevet ændret for eksempel ved at bruge “relaxer”, en kemisk udglatnings-creme, det fjerner de naturlige krøller eller hår der på anden måde er blevet ødelagt, fx som mit blev det af at farve og glatte det for meget.

Dette var anden gang, jeg valgte at BC mit hår, men i forhold til første gang, var situationen anerledes for mig. Denne gang big choppede jeg på et tidspunkt, hvor min datter begyndte at give udtryk for, at hun ikke kunne lide sit hår, hverken farven eller teksturen. Hun syntes, at krøllerne var dumme og grimme og hun drømte om at få langt, glat, blond hår. Når vi legede med dukker, valgte hun konsekvent den dukke, som havde det længste og mest blonde hår. De mørke dukker var grimme, havde “underligt” hår og var på ingen måde ønskværdige. Hun var på daværende tidpunkt 3.5 år og i hende genkendte jeg mig selv. Genkendte ønsket om det lange glatte hår, der ville gynge fra side til side på min ryg, når jeg gik og genkendte fravalget af det de mørke dukker repræsenterede – den mørke hud og det krusede og krøllede hår; attributter vi tidligt lærer at associere som lavest rangerende på skalaen over skønhed, enten som noget der er direkte “grimt” eller noget der er “eksotisk”, men det eneste der var grimt, var det jeg genkendte hos mig selv i hende for hvordan kan jeg sige til mit barn, at hendes mørke krøllede hår er smukt, når jeg søndag efter søndag afsætter hele dagen til først at vaske, så føne for så at glatte mine egne krøller væk? Og hvordan kan jeg fortælle hende, at fletninger og twists i diverse frisurer er flotte og klæder hende, når hun aldrig har set mig sætte mit eget hår på samme måde?

Da jeg havde klippet mit hår for anden gang besluttede jeg derfor, at det var tid til at praktisere, hvad jeg om og om igen har gået og prædiket for hende. At hun, og dermed også jeg, skulle være glade for vores hår og føle glæde samt selvtillid over alt det som det kan, udover at gøres glat.

Selvom jeg ikke har brugt relaxer siden 2004 vil jeg sige, at med den klipning startede for alvor min “Natural Hair Journey”, endnu en term lånt fra det engelske, men som dækker over processen at lære at holde af sit hår, som det nu engang gror ud af hovedbunden og i det hele taget lære at tage vare på det, da der er en verden til forskel i hvordan og hvad håret har brug for i dets naturlige stadie i forhold til når det er udglattet.

Processen har været lang og det har taget mange timer på nettet og krævet mange mislykkede forsøg i både produkter og frisurer. Fem år efter er jeg ved at være der, hvor jeg synes, at jeg har styr på det, men jeg er stadig i process, både teknisk set i forhold til opsætning og pleje af mit hår, men også i forhold til at omfavne det i en bredere forstand. At omfavne det som noget der er smukt i sig selv – ikke vildt, ikke eksotisk, ikke “ghetto-hår” når det er flettet eller grimt når det kruser.

Bare normalt. Naturligt. Smukt. For det er dét jeg ønsker, at min datter skal tænke om sig selv og sit hår, når hun kigger sig i spejlet, men jeg ved også, at det ikke kommer af sig selv. Jeg ønsker derfor, at hun i mig skal kunne spejle sig og genkende netop dét. Mit hår er derfor ikke bare hår.

Det er så meget mere end det!

12823490_10153812832060380_8791149642598815149_oBillede collage fra min anden BC til den længde mit hår nåede inden, at jeg big choppede for tredje gang, hvor jeg ventede mit tredje barn og ønskede kort hår for at spare tid.